Værnepligt konsekvens af oprustningen

Af Lasse Brandt Jacobsen

[KOMMUNIST 2-2026]

Tysklands værnepligt

Situationen i Tyskland var efter 2. verdenskrig en anden end i Danmark. Tyskland havde startet 2 krige, og der var en udpræget antimilitaristisk holdning i befolkningen.

Selv Franz Josef Strauss fra CSU, som senere blev Vesttysklands forsvarsminister, havde i sin valgkamp til Forbundsdagen i 1949 som slogan: “Den som endnu engang har taget våben i sin hånd, burde lade hånden falde af”, og i CDU’s program fra 1947 stod der: “Det kapitalistiske økonomiske har ikke ydet det tyske folks stats- og sociale interesser retfærdighed. Efter det frygtelige politiske, økonomiske og sociale sammenbrud som følge af en forbryderisk magtpolitik kan kun en nyordning fra grunden finde sted. Indhold og mål for denne sociale og økonomiske omorganisering kan ikke længere være den kapitalistiske jagt på profit og magt, men kun vort folks velbefindende”.

Disse antimilitaristiske og antikapitalistiske holdninger var kun kortvarige. Allerede i 1948 begyndte vestmagterne forberedelse til en grundlov for de tre vestligt besatte zoner i Tyskland, som trådte i kraft i maj 1949. Hermed var delingen af Tyskland en kendsgerning, og i den russiskbesatte del af Tyskland oprettedes DDR.

Som en del af den amerikanske strategi for inddæmning af de lande, der var slået ind på en socialistisk vej, dannedes Atlantpagten i 1949, og i denne strategi skulle Vesttyskland spille en afgørende rolle, så allerede i maj vakte, forbundskansler Konrad Adenauers i al hemmelighed, en “Central for fædrelandstjeneste” til live med deltagelse af mange tidligere officerer fra den nazistiske værnemagt. I oktober 1950 blev der på Adenauers foranledning i al hemmelighed udarbejdet et memorandum omkring dannelsen af en vesttysk hær.

Heri foreslog man blandt andet ophør af udskamning af den tyske krigsmaskine og Waffen SS. Efter at memorandummet var blevet offentligt og dannede grundlaget for den nye hær, fik de tidligere nazigeneraler Hans Speidel og Adolf Heusinger høje stillinger i hæren. Alt dette var et led i genoprustningen af Vesttyskland og forberedelsen til Vesttysklands indtræden i Atlantpagten, som skete i 1955.

Almen værnepligt

I forbindelse med oprustningen af Vesttyskland blev der i 1957 indført almen værnepligt i Tyskland for alle mænd over 18 år, dog ændredes loven i 1969, så man herefter af samvittighedsgrunde kunne nægte militærtjeneste, men man skulle så i stedet udføre tvungent civilt arbejde, dog indenfor samme tidsrum som den militære tjenestetid. I 1978 afgjorde Forbundsforfatningsdomstolen, at forudsat at funktionaliteten blev opretholdt, kunne man vedtage frivillig værnepligt i stedet for den almene.

I 2011 vedtog Forbunds­dagen at suspendere den almene værnepligt og man overgik til frivillig tjeneste og med mulighed for både forlænget og nedsat tjenestetid.

Som led i den almindelige oprustning i EU efter Ukrainekrigen rejstes spørgsmålet om ændring af loven fra 2011.

Netmediet Arbeit Zukunft skriver: “…Vi ved alle, at det for få år siden ville have været utænkeligt at forpligte alle unge til militærtjeneste med argumentet om en truende storkrig. I mellemtiden er der skabt et samfundsklima, der har brudt adskillige tabuer. For det var ikke til at forudse, om genindførelsen af værnepligten ville kunne gennemføres uden stor modstand.

Og så blev der diskuteret frem og tilbage, aspektet om frivillighed blev i stigende grad fjernet fra udkastene, og til sidst blev man enige om et kompromis, der skal fremstå som det mindste onde: Bundeswehr skal omfatte 260.000 soldater – det er 80.000 flere end i dag.

Til gengæld vil alle fra årgang 2008 og frem modtage spørgeskemaer (bl.a. om villighed til militærtjeneste), som mændene også skal besvare. I endnu ikke oprettede udvælgelsescentre skal mændene derefter gennemgå en landsdækkende udvælgelse, og deres egnethed til militærtjeneste vil dermed blive vurderet.

Selve værnepligten forbliver foreløbig frivillig, og hvis den ønskede styrke i Bundeswehr ikke nås, forudser loven en hurtig og enkel genindførelse af værnepligten, og frivilligheden vil hurtigt være historie”.

Et flertal i den tyske befolkning synes at være for loven, men meningsmålinger viser, at blandt de unge er ca. to trediedele imod. At det forholder sig sådan, er ikke nødvendigvis udtryk for en anti­militaristisk holdning blandt de unge, mange andre forhold gør sig gældende, begrænsning af den personlige frihed, fornemmelsen af ikke at blive hørt, eller fordi man personligt har andre præferencer.

At det forholder sig sådan, er ikke så mærkeligt i betragtning af den massive propaganda omkring “truslen fra øst”. Og den føderale skolekonference talte i modsætning til holdningen blandt de unge ikke imod værnepligten, men mente blot, at det også var vigtigt at investere i fremtiden og i mental sundhed, men også denne holdning blev mødt med spørgsmålet, om hvordan disse investeringer skulle kunne gøre noget mod den aktuelle trussel fra Rusland.

Så på grund af det massive ideologiske pres så det længe ud til, at loven ville blive vedtaget uden nævneværdige protester. Men så skete der noget.

Krig mod krigen

Arbeit Zukunft skriver: “I flere måneder var der blevet planlagt en protest i adskillige byer i alliancer under navnet ‘Nej til værnepligt’. Denne skulle kombineres med en strejke blandt dem, der vil blive mest direkte berørt af denne lov: skoleeleverne.

Bevægelsen tog fart i ugerne op til den 5. december. På mange skoler blev der dannet strejkeudvalg med det formål at mobilisere til den store skolestrejke – allerede den 27. november meddelte alliancen, at der var strejkeudvalg i 90 byer.

I nogle delstater opfordrede delstatslige elevrepræsentationer til at deltage. Også GEW og fagforeningernes ungdomsafdelinger støttede aktionerne mange steder, og studente­repræsentationer, ungdomsorganisationer og også venstrefløjspartier opfordrede til at deltage. Også i de sociale medier blev strejken et stadig større emne, og videoer om emnet gik viralt”.

I medierne og på mange skoler truede man med konsekvenser for de strejkende som bortvisning fra skolen. Nogle strejkemøder og demonstrationer blev forbudt af politiet og forsamlingsmyndighederne. Men de strejkende lod sig ikke afskrække.

Allerede om formiddagen den 5. december kom de første meldinger: 10.000 i Berlin, 5.000 i Hamborg, aftenen før 4.000 i München, 1.000 i Essen, 1.000 i Frankfurt, 1.500 i Göttingen, Stuttgart næsten 1.000… I alt var 55.000 elever på gaden. Demonstrationstogene var præget af skilte og bannere, der formidlede en klar holdning imod værnepligt, men også imod krig generelt: ‘Merz, gå selv i front’, ’Vi fører ikke dine krige’ eller ‘De rige vil have krig, de unge vil have en fremtid’.

I mange byer talte ikke kun skoleelever fra strejkeudvalgene, men også fagforeningsungdommen og elevrepræsentanter eller solidariske ungarbejdere. I nogle byer deltog lærere med deres skoleklasser i strejken, og i München talte sporvognsmedarbejdere, der nægter at køre sporvogne med reklamer for Bundeswehr.

Også medierne syntes til dels overraskede over de mange strejker, og rapporterne om demonstrationerne blev stadig flere.

Oprør

Den 5. december markerer en dag, hvor noget, der længe har ulmet, brød ud i det åbne. Ungdommens modstand mod værnepligten er blevet til oprør – og det var kun begyndelsen.

At værnepligtsloven blev vedtaget, må ikke betragtes som afslutningen på bevægelsen, tværtimod. Den næste skolestrejke er allerede planlagt til den 5. marts 2026, skolestrejkeudvalgene fortsætter og oprettes på endnu flere skoler.

De kommende måneder og år vil være præget af, at de unge i stadig større grad trækkes ind i krigsførelsen – og dermed giver anledning til modstand.

“.. Det bliver derfor endnu vigtigere at udstyre sig med de rigtige argumenter for at udvikle den intuitive modstand mod krig til en modstand mod militarisme. For de unge har ret i, at det ikke er deres interesser, der skal forsvares i kommende krige. Et blik på Ukraine, hvor værnepligtige i dag tvinges til fronten, og hundredtusinder må desertere for at undgå en krig, hvor de ikke har noget at vinde, er nok til at understrege denne sandhed.

Den 5. december må ikke være slutningen, men kun begyndelsen”.

Kilder: kp-net. Arbeit Zukunft. Junge Welt.

 

Værnepligt i Danmark

DKP har altid afvist tanken om en professionel hær i Danmark. Af mange grunde.

Først og fremmest det principielle i at deltage i forsvaret af Danmark er en fælles forpligtelse, ikke i blind lydighed, men fordi det er et fælles ansvar, som ikke skal overlades til en udvalgt flok af folk, som er villige til at påtage sig en hvilken som helst opgave, som magten pålægger dem. At hæren i et klassesamfund er den herskende klasses redskab, er indlysende, og netop derfor er det vigtigt, at personellet kommer fra alle dele af befolkningen.

Når soldaten oplever urimeligheder, er det vigtigt, at der ikke bliver handlet i blind lydighed. Det kan være farligt at stå op imod den militære straffelov, som bl. a. omhandler lydighedsnægtelse, pligtforsømmelse, udbredelse af misnøje og mytteri.

I 1949 var Danmark blevet medlem af Atlantpagten, og en kraftig oprustning begyndte.

I 1951 vedtog Folketinget, at tjenestetiden blev forlænget fra 12 måneder til 18 måneder. I februar 1953 fik en del soldater rundt om i landet efter deres indkaldelse pludselig at vide, at deres tjenestetid var forlænget. På grund af kapacitetsproblemer gjaldt det ikke alle soldater i landet, så mange soldater nøjedes med de 12 måneder. Dette fandt mange af dem, som havde fået tjenestetiden forlænget, uretfærdigt. Dels, at forlængelsen skete efter påbegyndt tjenestetid, men især fordi det ikke gjaldt alle soldater.

Der blev herefter rundt om på en del kaserner indkaldt til møder, der for nogles vedkommende udmundede i forskellige former for protester og aktioner, bl. a. strejker. På landsplan deltog ca. 950 i aktionerne. Dette medførte, at en række soldater (310) blev retsforfulgt og 20 dømt efter mytteriparagraffen, som gav strengere straffe. Enkelte op mod 7–8 måneders fængsel. Blandt de dømte var en del DKU’ere. Der blev dog senere givet strafnedsættelse, men det viser, at en folkelig mobilisering blandt soldaterne var mulig, når klare urimeligheder forelå.

I dag gentager historien sig med den nye værnepligtslov som træder i kraft 1. februar 26. Denne gang inkluderes kvinder med risiko for faktisk at blive sendt i krig.

 

Historien bag fotoet

I 1953 indførte man 11/2 års værnepligt. DKU anmeldte en demonstration mod dette. Så demonstrationen var lovlig.

På Vesterbro havde man en politimester, som hed Svend Gredsted, og han havde offentligt udtalt, at demonstrationen ikke skulle bryde sig om at komme i hans distrikt.

Det betød selvfølgelig, at vi måtte forbi hans station. Da vi nåede frem, gik porten til stationen op, og ud myldrede en hær af store kraftige strissere med knipler klar. Forrest i demonstrationen gik Gert Moltke i soldateruniform med dannebrogsflaget højt hævet.

Svend Gredsted i egen høje person forsøgte at flå flaget fra Gert. Det fik min daværende kæreste til at fotografere dette syn med min fars i DDR nyindkøbte fotoapparat (kunne ikke købes i DK på det tidspunkt). Det fik strisserne til at flå fotoapparatet fra min kæreste, hvorved de rev remmen i stykker. De fjernede også filmen fra apparatet.

Så blev jeg rasende og svingede min håndtaske op i hovedet på strisseren, så han fik en ordentlig blodtud.

Så blev jeg, Ingmar Wagner og Gert slæbt ind på stationen, hvor de havde tænkt sig at anklage mig for vold mod ordensmagten. De blev meget skuffede, da de blev nødt til at erkende, at jeg kun var 17 år og derfor under den kriminelle lavalder dengang. Så de måtte lade mig gå.