Velfærd afvikles og bruges til oprustning

[KOMMUNIST 8-9 2026] Den offentlige sektor er gennem længere tid blevet ­pålagt flere og til dels uforenelige krav, uden at tid, bemanding og fagligt råderum følger med. Når myndighederne ikke kan leve op til lovgivning, politiske målsætninger eller faglige normer, flyttes ansvaret nedad – først til den enkelte afdeling og medarbejder og til sidst til rammer det borgerne.

 

Den stærke, veluddannede og vedholdende borger kan læse reglerne, rykke for svar, søge aktindsigt, finde en advokat, kontakte pressen og klage igen og igen. Den traumatiserede, syge, fattige, gamle eller udmattede borger giver op og det kalkuleres der med. For slet ikke at tale om børn. Når myndighederne lærer, at det bedst kan betale sig at prioritere dem, der skaber problemer, får vi et system, hvor klageevne og klagevilje bliver en uformel adgangsbillet til rettigheder.

Adgang til velfærd og retssikkerhed er i praksis afhængig af borgerens ressourcer. Patienter ligger glemt på ­hospitalsgange, og pårørende på plejehjem fortvivles over, at deres mor ikke har fået mad, eller at deres far må bruge ble, fordi der ikke er personale til toiletbesøg.

Børn med omfattende støttebehov bliver placeret i almindelige skoleklasser, uden at læreren eller klassen får de nødvendige ressourcer.

Krigsøkonomi gør også ondt på hjemmefronten

Alvorligt syge bliver presset i ressourceforløb i årevis i stedet for at få pension. Arbejdsgivere presser syge og døende medarbejdere med fyring, og grædende ansatte trøster hinanden under hårdt psykisk vedvarende pres på offentlige arbejdspladser, uden at det får konsekvenser for lederne.

Socialrådgivere og lærere, sygeplejersker og læger, siger op pga. ressourcemangel, pres, dårligt arbejdsmiljø, tvinges til at gøre deres arbejde så dårligt, at de ikke kan se sig selv i øjnene. Overarbejde som hober sig op, uden at blive belønnet eller afspadseret. Stalking og klagesager, som går ud over helbred og privatliv.

Problemet er pakket ind i New Public Management med måltal, dokumentationskrav og økonomiske incitamenter, Lean-tænkning anvendt som alt reservekapacitet, eftertanke og menneskelig kontakt behandles som “spild”, politiske besparelser som budgetloven der skaber kronisk under­bemanding. Pengene flyttes til krigsøkonomi.

Vi er ved at afvikle en velfærdsstat, hvor rettighederne fortsat findes på papiret, men i praksis rationeres gennem ventetid, dokumentationskrav, digitalisering, udmattelse og kravet om, at borgeren selv skal klage sig til rettigheder, nogen steder mod betaling. Så opdager du ikke, at politikerne har ført vores velfærdspenge over på krigsbudgettet.

/RC