Venezuela: Sårbar uden folkets opbakning
[KOMMUNIST 3-26] Kampen om Venezuela kan i grove træk reduceres til én lovgivning – Kulbrinteloven. Den regulerede hele Venezuelas olieudvinding, administration, salg og fortjeneste. Loven blev fremsat under præsident Chávez i 2001.
Det var også den lov, som var hovedårsagerne til det fejlslagne, USA-støttede statskup den 13. april 2002. Det er præcis tilbagerulningen af selvsamme lov, som Marco Rubio pralede højlydt med i sin tale til senatet i år. En tilbagerulning der er en direkte konsekvens af amerikanernes angreb på Venezuela den 3. januar 2026.
Chávez’ oprindelige lov var et forsøg på at øge national suverænitet over Venezuelas olierigdomme. Chavismen kan historisk forstås som et forsøg på en national-demokratisk revolution, som i processen gik i retningen mod socialisme (men ikke hele vejen dertil).
National kontrol
Loven om kulbrinte betød konkret, at der blev opsat begrænsninger for privat kapital. 51% af alle de joint-venture selskaber, som udvandt og solgte olien, skulle være på statens hænder. Forpligtelsen til at betale royalties til staten blev hævet markant. Loven indebar, at olieindtægter blev øremærket til sociale programmer, for at bekæmpe fattigdom og forbedre uddannelse og sundhed.
I januar 2026 stemte Venezuelas parlament for en reform af loven, som ser ud til at bane vejen for massiv privatisering. Loven var allerede blevet lempet kraftigt af Maduro-regeringen med en speciallov i 2020.
Den kommende reform ser ud til at gå langt længere, og vil efter alt at dømme give store indrømmelser til de multinationale. Venezuelas parlament skulle førhen godkende kontrakter, nu skal det blot “adviseres”. Med andre ord en afgivelse af suverænitet på samtlige punkter. Derfor var Marco Rubio så tilfreds.
Den borgerlige finansverden fremstiller det som, at Chávez destruerede Venezuelas oliesektor. Men det er ikke korrekt. Selv i årene 2002–2003, hvor den lokale elite forsøgte at vælte regeringen med en arbejdsgiverlockout i oliesektoren, så eksporterede Venezuela over 2 millioner tønder olie om dagen i hele perioden. Det var først langt senere, da Maduro var ved magten og i kølvandet på 2014-krisen, at olieproduktionen kollapsede og nåede et lavpunkt med omkring 0,5 millioner tønder.
Sanktioner
Situationen var da blevet væsentligt forværret med sanktioner fra USA. Det startede med Obamas dekret i 2015 om, at Venezuela var en “ekstraordinær og usædvanlig trussel” – og blev senere skærpet af Trump, med finansiel blokade i 2017 til et komplet olie-embargo i 2019.
Det er rigtigt, at venezuelanske regeringer – også Chávez – begik fejl ved ikke at ruste sig til kriser og modgang, ved ikke at investere i massiv renovering og vedligeholdelse af det nationale olieselskab. Men propagandaen om, at det var nationalisering af olien, altså Kulbrinteloven, som skulle være grund til kollapset, er fuldkommen forkert.
Forringelse af arbejdsrettigheder
Kulbrinteloven er ikke den eneste lov som blev ændret. Det venezuelanske parlament vedtog igangsættelse af en reform af arbejdsmarkedslovgivningen. En lov fra Chávez-tiden, der oprindelig gav en lang række forbedringer for arbejdere, fagforeninger og rammevilkår med et moderat, men vigtigt, sæt af rettigheder.
Men ligesom med Kulbrinteloven blev loven tilsidesat i august 2018. Maduro-regeringen indførte en ”pakke” med økonomiske tiltag, herunder Memorandum 2792, som de-facto ophævede alle overenskomster i landet, ligesom der blev indført specielle økonomiske frizoner med begrænsede rettigheder for arbejderne. Samtidig indførte Maduroregeringen direkte angreb og juridiske begrænsninger overfor Venezuelas Kommunistiske Parti, over en årrække, der ellers havde været med i den folkelige og parlamentariske proces fra begyndelsen.
Disse tiltag var med til at udhule den folkelige opbakning. Dette er en stor del af forklaringen på, at man i dag står med en enorm svækket folkelig modstand i kølvandet på USA’s kidnapning og luftangreb den 3. januar i år.
/Redaktionen