Skip to content

Leder: Bedrageri og svindel

Der findes flere former for bedrageri. Danskerne er for tiden udsat for både politisk og økonomisk bedrageri.
Det er takket være DR, at vi får afsløret, hvordan Danmark svindles og bedrages af storkapital og andre spekulanter. Det er tankevækkende, at oplysningerne ikke er kommet fra ministre, folketingspolitikere eller andre ansvarlige.
DR-udsendelserne afslører, hvordan der laves fiduser med forskellige selskabsformer, stråmænd, en hel stab af ekspertvirksomheder og banker, der kan hjælpe med at undgå at betale skat og benytte sig af såkaldt skattely. Dertil direkte svindel hvor spekulanter iskoldt udnytter, at skat og told er skåret ned til sokkeholderne, og på den måde uden kontrol får tilbagebetalt påstået for meget betalt udbytteskat. Seneste afsløringer går på en storstilet og organiseret svindel med moms, hvor smarte spekulanter udnytter EU’s hjørnesten: Den frie og uhindrede vandring af kapital, varer, tjenesteydelser og transport over medlemslandenes grænser.

Svindel for milliarder

Svindlen med moms over grænserne har endda den sidegevinst, at man via ompakninger får solgt fødevarer og slik, der er over udløbsdato, og skulle have været destrueret. Den vanvittige beslutning fra COP15-mødet i København om at man skal kunne handle med ikke forbrugte CO2-kvoter, er også blevet et yndet moms svindelnummer. Om ikke alene for økonomiens skyld, så må disse miljøfjendtlige handler omgående stoppes. I Danmark sjusses det, at vort tab på svindelnumrene ligger på omkring 50 milliarder kroner årligt. I EU er det beregnet, at alene momssvindel beløber sig til 1000 milliarder Euro om året.
Det er altså ikke småpenge, vi taler om men enorme summer, som vi har hårdt brug for. Alligevel lader det ikke til at anfægte regeringen og de ansvarlige politikere, der har travlt med at holde nedskæringsmaskinen køreklar.

Lukker øjnene

Her kommer det politiske bedrageri ind i stærk konkurrence med det økonomiske bedrag. Når vi igen og igen skal høre på, at grunden til at der skal skæres ned på alt, hvad der har med mennesker at gøre fra vugge til grav: Børns og unges uddannelser, erstatning for arbejdsløshed, syge og handikappede, kultur, ældreomsorg, så er det fordi ”vi” ikke har råd.
Nu gælder det så modtagelsen af flygtninge, hvor regeringen pålægger kommunerne en række opgaver, og en kynisk finansminister dikterer, at ”hvis det ikke kan gøres inden for de givne økonomiske rammer, må kommunerne skrue ned for velfærdsopgaver på andre områder”. Forstået på den måde: lad de svageste kæmpe mod hinanden om pengene.

Få indtægterne hjem

Men det er løgn og bedrag, at vi ikke har råd. Selv med viden om at der ligger flercifrede antal milliarder årligt, der ikke bliver indbetalt eller inddrevet, fortsætter regeringen med sin automatiske % -nedskærings grønthøster­maskine, også i Skat. Der fyres og skæres altså ned på dem, der skulle opkræve statens indtægter, og derudover er Toldvæsenet, med deres ekspertise i varer over grænser, nedlagt og underlagt Skat. Samtidig flyttes der rundt i landet på kontroldirektoraterne, så det stadigt sikres, at nye uden erfaring skal ansættes. Det kan kun opfattes som bevidst undladelse af at sikre de lovpligtige indtægter og burde føre til en rigsretssag for aktiv meddelagtighed i skattesvig.
– Og så vil man oven i købet sænke skattene. Det har vi ikke råd til!

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk