Sauls-soen

Rystende kz-film

Af Margit Andersen

Ungarske László Nemes’ debutfilm Sauls Søn adskiller sig fra andre film om kz-lejre ved at være uden formildende aspekter af nogen art og også rent filmteknisk. Både billed- og lydmæssigt er den optaget, så publikum, i stedet for at se til fra biografens trygge mørke, nærmest bliver trukket ind i det helvede, der fortælles om.

Kz-lejren er Auschwitz og tiden er 1944. Lejren har udviklet sig til en effektiv dødsfabrik, hvor tempoet hele tiden skrues op i takt med, at sammenbruddet nærmer sig. Hver dag ankommer i tusindvis af fanger, der skal udslettes uden at efterlade sig spor. Det er en Sonderkommando af fanger, der under kapoers og tyske officerers opsyn udfører arbejdet, og blandt dem er den ungarske jøde Saul.

Fangerne har særlige privilegier. De får lidt mere mad end de andre, så de kan klare arbejdet, og har inden for visse rammer lidt mere bevægelsesfrihed.

Da Saul en dag bilder sig ind, at han blandt de døde har genkendt sin søn, giver denne frihed ham mulighed for at forsøge at bringe en desperat plan til udførelse. Han vil have drengen begravet efter jødisk skik, det vil sige i hel stand og med en bøn af en rabbi. Denne mission bringer ham i kontakt med en gruppe, der planlægger et væbnet oprør og en anden gruppe, der arbejder på at samle dokumentation om, hvad der foregår i lejren til den eftertid, som de ved, at de ikke selv bliver en del af.

Kameraet og lydsporet følger hele tiden Saul, så vi ser, hvad han ser, og hører hvad han hører.

angerne jages ind i et stort lokale under en blanding af skældsord og lokketoner. Efter at have klædt sig af lukkes de inde i ”baderummet”.  Så brager ståldøren i, og man hører kun skrigene derinde fra, mens fangerne udenfor sorterer deres tøj, sko og ”glimmer”. Derefter skal ligene læsses ind i ovnene og til sidst forestår rengøring og fjernelse af asken. Dette oplever vi i Sauls forvirrede perspektiv under den infernalske larm af tyskernes råben og fangernes babelske sprogforvirring.

I det meste af filmen er Sauls ansigt udtryksløst, dehumaniseret, men i et af de sidste klip lyses det op af et smil. Hans sidste handling var at bevare en rest af menneskelighed ved at vise respekt for en afdød, om det så var hans søn eller ej. Man skal være indstillet på en rystende oplevelse, hvis man går ind og ser denne film, der er hård kost, næsten ufordøjelig, fordi den virker så dokumentarisk.

Fangeoprøret og indsamlingen af dokumentation fandt faktisk sted i virkeligheden og inspirerede instruktøren til at lave filmen, mens historien om Saul og hans søn er fiktion.

Sauls Søn
Instruktion László Nemes.
Manuskript László Nemes og Clara Toyer