skip to Main Content

75 året for folkeoprøret 29. august 1943

Folkestrejken 29. august 1943. Barrikade bygges op

Folkeoprøret mod den danske regerings samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt markeres med dagen den 29. august – dagen hvor regeringen blev tvunget til at gå af. Massestrejker overalt i hele landet, en fordobling i antallet af sabotager, barrikader hvor folk krævede tyskerne ud af bydelen, alt det blev Danmarks første folkestrejke, og tyskerne indførte undtagelsestilstand i landet.

De ”ansvarlige danske ledere” havde svigtet, nu rejste folket sig og krævede sin ret. Den utilfredshed, som længe havde gæret i folket, var nu vokset til en storm, og der var ingen udsigt til at regeringen kunne holde stillingen som formidler af de tyske interesser. Regeringen måtte gå af.

Dermed reddede det danske folk Danmarks ære fra at være samarbejdende med Nazi-Tyskland til at gå til aktiv modstand.

Til 50 års dagen for oprøret 1993 skrev digteren Erik Stinus nedenstående prolog, som skuespiller Sonja Oppenhagen, Kunstnere for fred, læste op til demonstrationen på Københavns Rådhusplads.

De gik

(Prolog, 29. august 1993)

De gik ud i gaderne
for at marcherende soldaters sang
ikke skulle være den eneste musik
under himlen.
De gik,
nogle tøvende, andre alt for rask
ud i mørket
for at befolke det,
for at det ikke uindskrænket skulle herske
på Jorden.
De sagde mit land,
ikke fordi det stod over andre lande,
men fordi drømmen om det
var under angreb,
våben rettet imod den,
dens blod udgydt i den kolde sidste
nattetime før solen stiger.
De sagde bror, søster, kammerat
fordi de pludselig
fandt brødre, søstre, kammerater,
ikke blot i deres egen by,
deres eget land
men, så de næsten kunne høre og skelne dem,
række dem hånden gennem mørket,
overalt.

Dette herredømme havde bredt sig
ud fra parader og had.
Med knuste ruder, blod og grus
var det tromlet frem,
siden med ildregn
for at mørket kunne råde fuldkomment, renset,
uigennemtrængeligt, dumt.
For at ophæve mørkets lov
gik de ud i gaderne
mod de selvproklamerede renes planlagte
endelige udgang på historien.
De befolkede mørket
for at skrive på murene,
selv når de næppe turde tro hvad de skrev,
eller mørket bagfra
holdt dem i sit jerngreb,
sigtede på dem, isnende,
geværet med sin gloende kortvarige varme
tømte deres krop for varme:
Det gryr.

De havde levet hver for sig
bag store døre og små døre.
Når de mødtes
forstod de kun med måde hverandre,
de havde aldrig ment
de skulle mødes på gaden
for andet end at nikke mut
eller blotte hovedet
i forbifarten.
De var de fleste og de få,
som enkle sange
og kunstfærdige sange, ikke engang rimene
havde de til fælles.
Men de nægtede at leve på en tom Jord,
en udhulet rungende Jord,
bajonetternes og støvlernes.
De nægtede at affinde sig med Jordens død,
stumhedens ekko,
askens kilometre af formørkelse,
skrækkens og skammens udslukte ansigter,
de gamles hjælpeløse flugt
for lavtstrygende fly,
børnenes rynker og grå hår,
sultens lange lige rækker
af skåle og kors.

Derfor gik de ud i gaderne,
derfor oversvømmede de landevejene
og markerne med sol,
gav fornuften nye navne:
brødre, søstre, kammerater
kærlighed, elskede.
Og solen oversvømmede hærene,
kommandanterne der havde beregnet alt,
summen af den fortræd
de kunne forvolde,
antallet af dræbte, lemlæstede, flygtende,
ruinhobenes rumfang,
havde forsømt at gøre regning
på en sådan fjende.
Og hærene sank i sne og pløre,
i nyudsprunget løv.

De var ikke tænkere
men de tænkte dybt.
De var ikke velopdragne,
men de gik ud for at bekæmpe
undertrykkernes, de dresseredes tanker
med mødres tanker, elskendes tanker,
børns tanker.
Fordi trældom bød dem imod
gik de ind til fangenskab,
fordi de ikke troede på våbenmagt
trodsede de døden.
Fordi de levede og døde lever vi,
fordi de ikke var rene
overlevede daggryets renhed på Jorden,
overlevede synet,
åbnede sig veje vi kunne gå,
stavede vi langsomt, med befriede hænder,
til en lykkeligere fortsættelse
af historien.
I lyset ophævedes fremmedheden,
for vi var alle fremmede,
alle omsider hjemme imellem hverandre,
kunne eventyret begynde.

Erik Stinus

Back To Top