30 timers arbejdsuge

Rapport: Teknologien kan spare 40% af arbejdstimerne

Af Kim Holm

Fra mange faglige organisationer og klubber var der til overenskomsterne 2017 stillet krav om en 30 timers arbejdsuge. Men arbejdsgiverne fik mulighed for, at vi skal arbejde 42 timer.

Kravet blev stillet, efter at ”vore” politikere havde hævet alderen for vores mulighed for at kunne gå på pension. Det blev samfundsbestemt, at mennesker i gennemsnit kun må være 14,5 år på pension. Samfundet har ikke råd til mere, siges der.

Der er ikke blevet gjort forskel på murerarbejdsmanden og tandlægen. Beregninger i regnearket skal passe, og når murerarbejdsmanden slides op af sit fysiske arbejde og knap når pensionsalderen, så får tandlægen flere år på pension. Regnestykket går op.

Teknologien giver muligheder

En 30 timers arbejdsuge kunne være med til at undgå, at arbejdere bliver slidt op for hurtigt.

Der er nu kommet en rapport fra analyseinstituttet McKinsey af Bjarne ”Blå” Corydon, tidligere socialdemokratisk finansminister, der forudser, at en automatisering vil betyde en ”besparelse” på 40% af danskernes arbejdstimer. Det svarer til 1 million danskeres arbejdsindsats. Det vil være en lettelse, hvis de job, der slider mennesker ned, kan overtages af automatisering. Tænk at kunne undgå de tunge løft og de ensformige bevægelser. Robotter, der laver det farlige arbejde. At mennesket ikke fødes til kun at være en arbejdskraft.

Hvem får gevinsten

Investering i ny teknik og automatisering har kapitalen altid set som mulighed for yderligere profit. En robot kan arbejde i 24 timer, et menneske har brug for søvn, hvile og tid til at spise. I McKinsey-rapporten bliver det påpeget, at det er alle brancher, der kan automatiseres, lige fra industrien til den offentlige sektor. Med fjernelsen af 40% af arbejdstimerne, eller hvad der svarer til 1 million arbejderes arbejdsindsats, må det betyde, at arbejdstiden nedsættes. Kravet om en 30 timers arbejdsuge vil således kun kunne opfattes som et delmål. Med en automatisering på 40% behøver vi kun at arbejde 22,2 timer om ugen.

Et krav om en 30 timers arbejdsuge er ikke kun et krav om et bedre liv, men en nødvendighed, hvis vi stadig skal have et samfund, der kan fungere!

Både fagbevægelsen og ”vore” politikere må se virkeligheden i øjnene. Mennesket er ikke sat i verden kun for at skabe profit til ”udvalgte”.