Folkebevægelsen – kampen mod EU

Styrk enheden i  kampen mod EU

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

Der er to grundlæggende måder, hvorpå begrebet ”modsætninger bliver brugt.

Den mest almindelige og mest indlysende stammer fra Aristoteles’ logik, der fastslår, at er to udsagn i modstrid med hinanden, kan begge umuligt være sande. Udsagnet ”alle solsorte er sorte” modsiger udsagnet ”alle solsorte er hvide”. Hvis det ene udsagn er sandt, kan det andet ikke være det.

Den anden måde at bruge begrebet modsætninger på opstår, når to tilsyneladende modsatrettede kræfter er simultant til stede i en bestemt situation. En meget vigtig modsætning er modsætningen mellem virkeligheden og fremtrædelsesformerne i den verden, som vi lever i. En berømt sætning hos Marx gav os det råd, at opgaven var at forandre verden, og ikke bare forstå den. Når man læser de fleste af hans værker, kan man godt sige, at han tilbragte urimeligt meget tid med at sidde på British Museums bibliotek, fordi han søgte at forstå verden.

Og det var der en meget simpel grund til. Årsagen sammenfattes bedst med begrebet fetichisme. Med fetichisme mente Marx de forskellige masker, forklædninger og forvrængninger, der hindrer os i at se, hvad der i virkeligheden foregår omkring os. ”Hvis alt var, som det fremtræder på overfladen” skrev han ”ville der ikke være behov for videnskab. Det er nødvendigt at trænge ned under overfladens fremtrædelsesform”, hvis vi skal agere sammenhængende i verden. Hvis vi reagerer på vildledende overfladesignaler, vil dette typisk få katastrofale følger.

Arbejderklassen

Nu vil den opmærksomme læser, og dem er der rigtig mange af, spørge, hvad har det med Folkebevægelsen og kampen mod EU at gøre? Vi kommunister arbejder i mange brede bevægelser, i fagbevægelsen, i solidaritetsbevægelser og i Folkebevægelsen mod EU.

I vort politiske arbejde indgår altid, hvordan vi styrker aktiviteten i arbejderklassen, og netop arbejderklassen er den drivende kraft i EU-modstanden. Vi har set det før og vi så det igen ved afstemningen den 3. december. Samtidig ved vi, at mange arbejdere føler sig bedst repræsenteret af Dansk Folkeparti. Disse mennesker skal vindes tilbage til Folkebevægelsen – vi skal i dialog med de mennesker og tage deres bekymringer alvorligt. Dansk Folkeparti trækker dele af EU-modstanden i en småborgerlig og fremmedfjendsk retning og har udnyttet den utryghed, der er i befolkningen på grund af den økonomiske krise, arbejdsløshed, social dumping og flygtninge.

Forenet kamp

Kommunisterne mener, at opgaven er at forene EU-modstanden i kampen for fælles krav, fremfor at den splittes efter partiskel. Vi ser det som en måde at skabe enhed i arbejderklassen. Der må rejses det grundlæggende spørgsmål, hvorfor er vi overhovedet med i EU, og hvordan kommer vi ud?

Her kan afstemningen til sommer i Storbritannien blive interessant. Det er en vigtig afstemning ikke kun for Storbritannien, men også for den konsekvente EU-modstand her i landet. En sådan afstemning kan sætte den rigtige dagsorden – nemlig spørgsmålet om at komme ud af EU.

Kommunister har et ansvar for at fortsætte vores store engagement i Folkebevægelsen og være med til at arbejde for at styrke bevægelsen og øge dens bredde, ligesom det er nødvendigt at få rejst EU-debatten i fagbevægelsen. Fagbevægelsens top siger ja til EU, mens der blandt medlemmerne er en voksende modstand. Vi skal skabe debat, og udgangspunktet bør være TTIP- aftalen og den britiske afstemning.

Enhedslistens strategi

Desværre står EU-modstanden over for det problem, at partitoppen i Enhedslisten har besluttet endnu engang at søge at få opbakning til en selvstændig opstilling til næste valg til EU-parlamentet, der skal finde sted i 2019.

Der er brug for en antikapitalistisk socialistisk EU-modstand siger flere fra Enheds­listens folketingsgruppe, men de mener i virkeligheden, at kan de vinde en plads i EU-parlamentet, kan de styrke ”venstrefløjen” i parlamentet, og have en platform for samarbejde med Det Europæiske Venstreparti (European Left), om at påvirke udviklingen i Europa, om at ændre EU indefra.

Enhedslistens topfigurer nærer et stort ønske om at spille en rolle på EU-plan sammen med deres venner i Syriza, Podemos og det tyske Die Linke, som alle er med i Det Europæiske Venstreparti. De ønsker, at Enhedslisten selvstændigt opstiller i tillid til gode valgresultater. Derfor har ”strategen” Pelle Dragsted kastet sig ind i debatten om Enhedslistens selvstændige opstilling, som både Johanne Schmidt-Nielsen og hendes udpegede afløser som talskvinde Pernille Skipper er stor tilhænger af.

Modstand eller kritik

Folkeafstemningen afslørede, at mange medlemmer og sympatisører af SF, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Alternativet trodsede deres partiers anbefaling af et ja. De skal have en mulighed for at være med i en bred politisk bevægelse. De stemmer ikke nødvendigvis på Enhedslisten, men på et tværpolitisk projekt som Folkebevægelsen mod EU.

Bag projektet om opstilling ligger en anden politisk modsætning i Enhedslisten – mellem ”kritiske” EU-tilhængere og konsekvente EU-modstandere, der støtter Folkebevægelsen og dens krav om dansk udtræden af EU. Blandt de ”kritiske” er der flere, som var aktive i den fallerede Junibevægelse, der som bekendt blev oprettet som en konkurrent til Folkebevægelsen. De taler i lighed med Pelle Dragsted om ”socialistisk EU-modstand”. De ligger på linje med SF, der er tilhænger af det danske EU-medlemskab. De søger at stemple kampen for dansk udtræden af EU som ”nationalistisk”.

Til gengæld mener vi ­kommunistiske EU-modstandere, at man ikke både kan være socialist og tilhænger af monopolkapitalens EU. Man kan bare henvise til dagens diskussion (se side 11), men også at Syrizas og Europæisk Venstrepartis plan om at reformere EU til noget progressivt har lidt et ynkeligt nederlag. Uklarheden er, om man arbejder på at ”reformere” EU indefra eller arbejder for udtræden af EU og opløsning af Unionen.

Folkebevægelsen skal styrkes

For kommunisterne og for Folkebevægelsen som helhed kommer Enhedslistens udmelding ikke overraskende, men vi vil styrke Folkebevægelsen, så den kan overleve Enhedslistens eventuelle ­frafald.

Det ser nærmest ud som et paradoks, at det er Folkebevægelsen, der tilgodeser mange borgerlige nej-væl­gere, som ikke kan se sig selv i selskab med hverken Dansk Folkeparti eller Enhedslisten. Men det er ikke noget ­paradoks, at borgerlige de­mokratisk indstillede mennesker vælger Folkebevægelsen mod EU – for det gør socialistisk indstillede mennesker også.

Så ad den vej kom vi tilbage til udgangspunktet om modsætninger. Hvis vi reagerer på vildledende overfladesignaler, vil det typisk få katastrofale følger.