skip to Main Content

Danmarks almene boliger vil vise vej ud af parallelsamfundene

Lige siden statsministerens nytårstale om ghettoer og parallelsamfund har medierne – som Lars Løkke Rasmussen havde forventet – været fyldt med alle former for indslag om emnet.

Den opmærksomme seer eller læser har næppe kunnet undgå at bemærke, at stort set alle de fagfolk, der arbejder i og med udsatte boligområder samt beboerdemokratierne samme steder, ikke kan genkende de manipulerede billeder, som er blevet skabt. Ja selv stribevis af ”ofrene” erklærer deres glæde ved at bo i de nedrakkede boligafdelinger. Og det burde også være logik for burhøns, når det kun er 4% af familierne i de almene boliger der bor i afdelinger, der er på den såkaldte ghettoliste.

Håber på hjælp

Til gengæld håber Bolig-selskabernes Landsforening (BL), at den megen opmærksomhed vil medføre, at sektoren får hjælp til at løse de problemer, der reelt er: Nemlig at børnene ikke klarer sig godt nok i skolen, at der ikke bliver slået hårdt nok ned på kriminalitet, at der går alt for lang tid med udsættelse af kriminelle, at alt for mange beboere står uden arbejde, selv om der efterlyses arbejdskraft, og der går alt for lang tid med bureaukratiske processer og benspænd, fra man er klar til at lave fysiske forandringer, til man får lov til at gå i gang.

Lytter man til ”vandrørene” i boligorganisationerne, har de en ret konkret ønskeliste til Folketinget i forbindelse med det ventede regeringsudspil om parallelsamfund, der endnu ikke er offentliggjort i skrivende stund.

Lokalpoliti

Blandt ønskerne ser man gerne en permanent tilstede-værelse af en lokal betjent i de udsatte områder, som beboerne kender og har tillid til. Det har tidligere virket effektivt og forebyggende, fordi betjentene kender rødderne, kan bringe dem på ret kurs, og træder de over stregen, så er der konsekvens. Men det er blevet udhulet, fordi betjentene blev udstationeret til andre rene bevogtnings-opgaver.

Der ønskes også kontant indgriben mod de få kriminelle, der skaber utryghed i de udsatte boligområder. Som eksempel kan nævnes Vollsmose med 9.500 beboere, hvor politiet har konstateret, at næsten al kriminalitet begås af under 100 personer. Og mange af disse kommer fra berygtede familier, som politiet og ikke mindst beboerne har kendt i årevis.

Banderne er også synligt til stede i nogle af de udsatte områder, og forældre er naturligvis bange for, at deres sønner bliver rekrutteret. Det skaber en helt uacceptabel utryghed på flere planer. Derfor er der også et ønske om nul-tolerance.

Langvarige processer

Boligorganisationerne har også et problematisk ønske om en langt hurtigere proces for udsættelser. De finder det uacceptabelt, at naboer i årevis skal være utrygge i deres hjem, fordi personer, der opfører sig truende eller endog har begået personfarlig kriminalitet, først kan sættes ud efter langvarige processer.

I dag sker det, at den dømte kan være fraflyttet før sagen er afsluttet, hvorefter man kan risikere, at den familie, der udsættes, kun består af en gammel mor.

Derudover er der også problemer med forskelsbehandling i forhold til loven. Det er alene lejere, der kan udsættes i den slags sager, som i øvrigt også kan indeholde urimelig, kollektiv afstraffelse af ikke kriminelle eller voldelige familiemedlemmer.

Det, der anmodes om, er et nyt system, som kombinerer retssikkerheden for den anklagede familie med hurtig konsekvens, så det har en reel forebyggende/afskrækkende effekt.

Mindre bureaukrati

Der er ligeledes et udbredt ønske om et særligt ”hurtig-spor” for byomdannelser i udsatte boligområder, der kan medvirke til en bredere beboersammensætning, tilføre aktivitetshuse eller arbejdspladser. Det er erfaringen, at man i dag som standard skal lægge 2–3 år til hver en tidsplan for at få bragt formalia i orden.

Et aktuelt eksempel er Tingbjerg i København. Her er taget et initiativ til en vej-føring, der kan få bebyggelse til at hænge sammen med den omgivende by og salg af jord til opførelse af private ejer- og udlejningsboliger. De private investorer står klar, men det gør de offentlige myndigheder ikke.

Gamle stive regler om ”afgift” til kommunen ved salg af jord – som kommunen ikke kan fravige – giver benspænd for private developere, der gerne vil være med til at udvikle bydelen.

Men det er på den anden side heller ikke rimeligt, at private skal score værdien af en afgift, når det er de almene lejere, der lægger dele af deres friarealer til rådighed. Den afgift kunne så i stedet for at gå til at holde huslejerne nede.

Demokrati eller diktat

Der er naturligvis også al-mene boligforeninger, der har lidt problemer med at tackle beboerdemokratiet. Nogle vil nok erindre 3B, der afsatte en afdelingsbestyrelse i Nivå, der med islamisk inspireret flertal afskaffede det årlige juletræ.

Den almene sektor bygger på beboerdemokrati, og også helhedsplaner i de udsatte boligområder skal vedtages med beboerdemokratisk flertal. Men det opleves oftere ”at de demokratiske processer søges overtaget af grupper, som misbruger beboerdemokratiet til at skabe en magtbase, som ofte bruges til at bremse forandringer”, som det hedder i især administrative kredse.

Men problemerne i den forbindelse skyldes oftest dårligt lederskab og elendig kommunikation med beboerne. Beboerne skal naturligvis vindes for forandringer og forbedringer, ikke mindst fordi det er dem, der skal betale prisen via højere huslejer.

For at kunne styre beboere i sådanne sager ønsker nogle en form for konsekvent indgreb overfor ”anti-demokratisk adfærd”. En bekymring som ikke burde være særlig stor, da kommunerne har tilsynsmyndigheden og kan gribe ind og det beboervalgte repræsentantskab er højeste myndighed. Problemet er nok mere reelt, at bestyrelser og administrationer handler egenrådigt i sådanne sager.

Bryder den sociale arv

Boligselskaberne ønsker -derudover øget fokus på -børnene for at bryde den sociale arv. De udsatte boligområder er karakteriseret ved mange børn og unge. Og der ydes mange målrettede boligsociale indsatser for disse unge. For de 12–15-årige er der lommepenge jobs, hvor de unge går til hånde i boligområdet nogle timer om ugen. I mange tilfælde er det familiens første kontakt til arbejdsmarkedet.

Når børnene fylder 15 år, hjælpes de med at få et fritidsjob, for familierne har typisk ikke det tilstrækkelige netværk. Der organiseres også lektie-cafeer, brobygger til fritidsaktiviteter i idrætsklubber og meget, meget mere.

I de udsatte områder er andelen af 9. klasses elever, som ved folkeskolens afgangsprøve opnår minimum karakteren 4 i dansk og matematik steget fra 29% til 45%. Tilsvarende er andelen af 20-årige med en studentereksamen i de udsatte områder på regeringens liste øget fra 22% til 38% fra 2009 til 2016.

–alni

FAKTA: Almene boliger en overskudsforretning for staten

Den enkelte kommune afgør, om der skal opføres almene boliger, og siger den ja, så skal kommunen yde et grundkapitallån på 10 pct. af anskaffelsessummen. Beboerne betaler et beboerindskud på 2 pct. af anskaffelsessummen og en kapitalomkostning på 2,8 pct. af den samlede anskaffelsessum. Denne kapitalomkostning (beboerbetalingen) opreguleres med inflationen de første 45 år. Med de lave renter er almene boliger en nettoindtægt for staten.

FAKTA: Beboerne betaler selv

Renoveringerne af almene boliger sker over hele landet. Nedrivninger af almene boliger sker i udkanten og ved bypolitiske initiativer som i Høje-Taastrup og i Gellerup. Anlæg af veje og anden infrastruktur ved de store byomdannelser af udsatte områder. Alt betales af beboerne selv. Staten har ikke en eneste krone op af lommen. Alle indsatserne støttes af de almene beboeres fælles Landsbyggefond, hvor pengene kommer fra beboernes indbetalinger. Resten betales af huslejestigninger lokalt.

Back To Top