cablestreet

De kom ikke igennem

80-året for kampen i Cable Street markeres i London

Af John Poulsen

”No pasaran” (De skal ikke komme igennem) var parolen, da Francotropperne prøvede at trænge ind i Madrid i efteråret 1936. Denne parole tog indbyggerne i Stepney i det østlige London til sig, da de den 4. oktober 1936 arrangerede en moddemonstration, der skulle forhindre de fascistiske sortskjorter i at marchere igennem bydelen, hvor der ud af en befolkning på 250.000 boede 60.000 jøder.

Det lykkedes at standse marchen, og 80-årsdagen vil blive markeret med en demonstration søndag den 9. oktober under parolen ”Forenet mod racisme og fascisme”. Den er organiseret af en række fagforeninger, jødiske organisationer og politiske partier, bl.a. de engelske kommunister og Labour i Tower-Hamlet.

Den udgår fra Altab Ali-parken midt i Stepney, og det er ikke tilfældigt. Parken blev i 1998 opkaldt efter den 25 årige bangladeshiske tekstilarbejder, der den 4. maj 1978 blev myrdet af tre unge mennesker med et racistisk motiv. At demonstrationen stadig ikke er populær blandt fascister har givet sig udslag i at en gruppe, der kalder sig First Britain, har proklameret at de vil lave en moddemonstration.

Fascisterne bliver antisemitter

Til at begynde med var lederen af de engelske fascister ”British Union of Fascists” (BUF), Oswald Mosley, ikke antisemit, men i 1935 ændrede han holdning, og de begyndte at genere og overfalde jøder, især i London og de store byer. Østlondon blev centrum for BUF’s aktiviteter. Man oprettede afdelinger i de forskellige bydele, åbnede kontorer og ansatte fuldtidsfunktionærer. Når de havde råd til det, skyldes det at de fik stor økonomisk støtte fra Mussolini.

Stepney var et arbejderkvarter, der var præget af stor arbejdsløshed, og BUF brugte paroler som ”jøderne tager dit arbejde” for at hverve proselytter, hvad der lykkedes især blandt unge. I bydelen Bethnal Green fik de 23 procent af stemmerne ved kommunevalget i 1937. Efterhånden som BUF følte sig stærkere, begyndte de at demonstrere gennem det nordlige East End, og den 4. oktober havde man planlagt marchen i bydelen med de mange jøder.

Fire borgmestre i Østlondon henvendte sig til indenrigsministeren for at få ham til at forbyde marchen, men det nægtede han. Der blev samlet over 100.000 underskrifter med samme krav, som også blev afvist. Derefter gik en bevægelse, der havde udviklet sig mod overgrebene mod jøderne, og som kommunisterne tog aktivt del i, i gang med at agitere for en moddemonstration. Labour, en række aviser og det officielle jødiske råd opfordrede folk til at blive væk. Men det forhindrede ikke mange Labourmedlemmer og især jøder i at deltage.

100.000 deltagere

På selve dagen var mange tidligt på gaden. Kommunisterne havde oprettet et hovedkvarter, sat vagter ud og sendte medlemmer rundt på cykler og motorcykler, der kunne give besked om, hvad der skete. Partiet havde også oprettet førstehjælpsstationer med frivillige læger, og det blev der brug for, da det kom til kamp med de 6.000 betjente, der var sat til at beskytte 3.000 sortskjorter. Mange demonstranter blev såret og 150 blev arresteret. Kl. 14.00, da marchen skulle begynde, blokerede en kommunistisk buschauffør marchruten ved at stille sin bus på tværs af gaden og en anden gjorde det samme. Dermed var gaden lukket af busserne og af de 50.000 demonstranter der senere blev til 100.000.

Blandt sortskjorterne var der en kommunistisk sympatisør, som havde indfiltreret dem. Da han af politichefen havde erfaret, at marchen i stedet skulle gå gennem Cable Street, underrettede han partiet om det, og derefter gik man i gang med at bygge tre barrikader i gaden. Ud af vinduerne smed kvinderne skrald og indholdet af natpotterne i hovedet på betjentene for at forhindre dem i at fjerne barrikaderne. Det lykkedes dem at rydde den ene, men så sluttede kampen. Lederen af politiet anmodede indenrigsministeren om at forbyde marchen. Da det blev afvist, gjorde han det selv for at undgå yderligere blodsudgydelser og sortskjorterne måtte vende slukøret om. De kom ikke igennem.

I en løbeseddel opfordrede kommunisterne til at gå i demonstration til Victoria Park Square for at fejre sejren. Det var den plads, hvor fascisterne skulle have afsluttet deres demonstration, og hvor de tit holdt møder. Der kom tilkendegivelser fra hele verden og også fra de britiske spaniensfrivillige.

Kommunisterne i byrådet

Befolkningen i området forandrede sig efter den dag. I mange uger talte man om begivenheden, og man rankede ryggen, for nu vidste man, at fascismen kunne besejres, hvis man organiserede sig. Kommunisterne havde spillet en stor rolle og en af dens ledere, Phil Pitarin, gjorde efter demonstrationen opmærksom på, at man skulle tale med medlemmer af BUF, som var vildledte, i stedet for kun at demonstrere og afvise dem. Denne holdning gav, sammen med en aktiv indsats i boligpolitikken, resultater. Bydelen var kendetegnet ved mange misligholdte slumejendomme, og partiet gik i gang med at organisere lejerforeninger, der stod stærkere over for ejerne end den enkelte. Det betød, at det året efter lykkedes for første gang at få valgt kommunister ind i byrådet i Stepney, og i 1945 blev Phil Pitarin valgt ind i parlamentet i en af valgkredsene med 45% af stemmerne.

Til minde om Cable Street 1936 blev der mellem 1979 og 83 malet et 330 kvm. stort maleri på gavlen af St. George’s rådhus, inspireret af den mexicanske maler Diego Rivera. Murmaleriet er flere gange blevet vandaliseret og blev senest restaureret i 2011 i anledning af 75 årsdagen. Demonstrationen i år vil ende her.