Deleøkonomiens lyksaligheder

Økonomi

Af Bo Møller

I oktober fremlagde regeringen via den konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen en strategi for vækst gennem deleøkonomi. LO udtalte i den anledning: Vi hilser regeringens udspil om deleøkonomien velkommen. For en kommunist må denne vurdering fra LOs side forekomme dybt besynderlig.

Det står noget hen i det uvisse, hvad deleøkonomi egentlig er, for ofte er der ikke tale om, at man deler noget. De eksempler, som hele tiden trækkes frem, er privates udlejning af deres bolig, delebilordninger og samkørsel, hvor bilejeren tager en passager med, når han/hun selv skal transportere sig et sted hen.

Ejeren af huset og bilen kommer i kontakt med kunden via en platform på internettet. Denne platform drives af et firma eller en driftig privatperson, der mod et passende gebyr holder IT-systemet i luften.

Problemer med deleøkonomien

Der er et hav af problemer ved den måde at drive virksomhed på. Det helt store problem er, at de nye deleøkonomiske foretagender på den ene side skaber nogle nye arbejdspladser og indtjening for ejerne af huset og bilen. Men samtidig fortrænger de dem, der arbejder under almindelige ansættelsesforhold. Derfor var der så stor modstand mod pirattaxaselskabet Uber, som heldigvis førte til, at det blev forvist fra Danmark som i mange andre lande i verden. Igen er der ingen tvivl om, at dele-bilerne vil fortrænge ansatte i taxabranchen, ligesom den private udlejning af helårs- eller fritidsbolig vil gå ud over hotelbranchen og dens ansatte.

Samtidig er der det store problem, at de, der står for deletjenesterne, på ingen måde er sikret: Der indbetales ikke til pension, der findes ingen ferieregler eller sygedagpengeregler, barselsorlov eksisterer ikke. Uden disse rettigheder, som fagbevægelsen gennem årene har tilkæmpet sine medlemmer, så er det et nyt proletariat, der opstår med deleøkonomien – og samtidig et proletariat, der vil betyde social dumping ikke fra udlandet, men fra herboende.

De, der tjener deres penge ved deleøkonomi, får en sær placering som hverken lønmodtagere eller selvstændige. Det kan ikke undgå at skade fagbevægelsen.

For kunderne ser det ikke godt ud, idet der normalt helt vil mangle forsikringer, hvis der sker noget, eller garantier for, at det bestilte faktisk bliver leveret.

For det offentlige vil det være meget svært at beskatte overskuddet ved deleøkonomien.

Strategiens indhold

Det er svært at redegøre for, hvad strategien indeholder, da mange af de 22 punkter, som den består af, er yderst luftige.

De første 5 punkter drejer sig om, at det skal blive lettere at lave nye deleøkonomske virksomheder, der altså kun vil gøre problemerne større.

De 3 næste punkter drejer sig om skat: Der skal laves en indberetningsløsning, som platformene for deleøkonomien kan anvende – hvis de altså vil! For at begrænse skattesnyderiet indføres der et højere fradrag for udlejning af boligen, bil eller båd. Det er jo smart, for bare man sætter fradraget højt nok, så forsvinder skattesnyderiet måske – men så kommer der heller ikke skattekroner i statskassen!

3 punkter handler om, at det skal være nemmere for arbejdsløse at deltage i deleøkonomien uden at blive trukket i understøttelsen. Men reelt står der intet, ud over at A-kasser og jobcentre skal modtage mere vejledning fra ministeriet.

De sidste 11 punkter handler bl.a. om en bedre belysning af deleøkonomiens betydning i Danmark og EU.

Konklusion

Det er en meget tynd strategi, der fremlægges, men formålet er helt klart at styrke deleøkonomien på det traditionelle arbejdsmarkeds bekostning. Det vil være med til at undergrave dansk fagbevægelse!