Det store bogtyveri

Af John Poulsen

I 2006 skabte det stor opmærksomhed, da arvingen efter den tysk-jødiske skotøjsfabrikant Alfred Hess fik udleveret Ernst Ludwig Kirchners maleri ”Berlinsk gadescene”, som siden 1980 havde været et af hovedværkerne på Brücke Museum i Berlin.

Udleveringen skete under henvisning til Washington-aftalen fra 1998, som skal sikre, at kunst, der ved tvangssalg er blevet solgt til en lav pris eller er blevet beslaglagt af nazisterne, bliver tilbageleveret til arvingerne. Denne sag gik også rundt i verdenspressen, fordi arvingen, Anita Halpin, på det tidspunkt havde æresposten som formand for Englands kommunistiske Parti. Maleriet blev senere solgt på auktion for 244 mio. kr.

Nazisternes hensigt var, at de mange malerier, som nazisterne havde beslaglagt, skulle samles i et stort nyt førermuseum i Linz, Hitlers fødeby i Østrig.

Det var ikke kun kunstværker, der blev beslaglagt, men også bøger fra tusindvis af biblioteker og private hjem, både i Tyskland og i de mange besatte lande. Den svenske forfatter og journalist Anders Rydell har i sin bog ”Bogtyvene” anslået, at det drejede sig som om ca. 100 mio. bøger, hvoraf de fleste gik tabt under bombeangreb eller blev stjålet af andre ved krigens slutning.

Indsamlingen af bøger var ikke tilfældig, men velforberedt, idet man ligefrem havde oprettet to særlige afdelinger, der tog sig af denne opgave efterhånden som man rykkede frem, ja man forsatte endog med plyndringerne helt frem til april 1945, selvom alle på det tidspunkt kunne se, at det var formålsløst. En af disse afdelinger stod nazisternes chefideolog Alfred Rosenberg i spidsen for, og den skulle bl.a. skaffe bøger til nazisternes ”Hohe Schule”, som skulle bygges i Bayern. Der findes tegninger til bygningerne, men de blev aldrig realiseret pga. krigen.

Anders Rydell har i forbindelse med arbejdet med bogen rejst rundt i Europa og besøgt biblioteker og arkiver, for at finde historier bag røverierne, bl.a. i Berlin, Amsterdam, Paris, Rom, og Vilnius.

Et af de arkiver, som nazisterne bagslaglagde i 1940, var ”Det Internationale Institut for Socialhistorie” i Amsterdam. Når man var særligt interesseret i det, skyldtes det, at instituttet i 1938 havde købt de tyske socialdemokraters (SPD) arkiv, som bl.a. indeholdt manuskripter af Marx og Engels inkl. udkastet til det Kommunistiske Manifest. Dette arkiv var i 1933 med hjælp fra danske socialdemokrater blevet smuglet ud af Tyskland og midlertidigt anbragt på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) i København. Til nazisternes store skuffelse viste det sig, at der ikke var noget Marx-Engels arkiv tilbage. Det var nemlig tidligere blevet flyttet til instituttets afdeling i Oxford, og blev bragt tilbage til Amsterdam efter krigen. Men det var et af få biblioteker, som det lykkedes at fjerne materialer fra, inden nazisterne nåede frem.

De mange bøger og arkivalier skulle fordeles til syv særlige institutter, hvor det var planen, at man gennem studier af materialerne kunne afsløre jødernes, frimurernes, kommunisternes og socialdemokraternes hensigter. Der var tale om pseudovidenskab, hvor man især ville ”afsløre” det, man kaldte den jødisk-bolsjevikiske sammensværgelse, som havde truet det ariske folk.

Lars Rydell har tidligere skrevet ”Hvordan nazisterne stjal Europas kunstskatte” og med ”Bogtyvene” har han yderligere dokumenteret, hvordan nazisterne kynisk og systematisk plyndrede overalt, hvor de kom frem. Kunstværkerne for deres værdis skyld og bøgerne af ideologiske grunde.

Oplysningerne om redningen af SPD’s arkiv stammer fra en artikel af Gert Callesen i tidsskriftet Arbejderhistorie nr. 2-2016.

Anders Rydell: Bogtyvene.
Informations Forlag.
466 s. 300 kr.