Djævelen og den herskende klasse

Der er behov for et opgør med det kapitalistiske systems tyranni

Det siges, at det største svindelnummer, som djævlen nogensinde har lavet, er en berømt replik i en klassisk film, hvor han overbeviser verden om, at han ikke findes. Man kunne sige noget tilsvarende om den danske herskende klasse og dens politiske partier. Deres definitive triumf er, at resten af befolkningen er blevet overbevist om, at klassesamfundet ikke findes.

Det passer bare ikke. Danmark er som alle andre kapitalistiske samfund et klassesamfund. Ganske vist har arbejderklassens kampe for velfærd afviklet store dele af den åbenlyse fattigdom og hævet levestandarden for mange.

Men uligheden er groft sagt den samme som altid, den er blot rykket opad. Det ved vi, fordi det i flere årtier er blevet undersøgt systematisk og dokumenteret af ikke mindst den kommunistiske bevægelse.

Klassesamfundet

Det var for 30-40 år siden vanskeligt at gennemskue det tilkæmpede ”velfærdssamfund” som et klassesamfund, fordi der var mange forkerte forestillinger om klassekampen, som udsprang af borgerlige og socialdemokratiske fortolkninger af samfundsforholdene.

Da jeg var noget yngre end i dag – i min barndom – kunne jeg konstatere, at nogle mennesker blev omtalt som ”de fine”, mens andre ikke tilhørte de kredse. Og ”de fine” kunne som de ”mindre fine” blandt andet kendes på, hvor de boede. Bag inddelingen efter ”finhed” lå en social klassestruktur, som også i vor tid afspejler sig i byers opdeling i kvarterer.

Vort sprog er præget af bevidstheden om, at nogle er ansvarlige, og andre er uansvarlige, at nogle er de smarte, og andre er de pinlige. Og når vi bevæger os rundt i byerne og imellem byerne, ved menneskene godt, at vi bevæger os mellem kvarterer for dem, som kan gøre, hvad de vil, og boligområder for dem, der må tage, hvad de kan få. Men for det danske folk er vore iagttagelser og vort sprog ikke knyttet til en forståelse af, at det handler om sociale klasser.

Postulatet om, at klassesamfundet ikke findes, er en del af klassekampen fra den herskende klasse. Derfor er afdækningen af klassesamfundet en af betingelserne for kampen nedefra.

Klassekampen

Kommunisternes samfundskritik er baseret på Karl Marx’ analyse af klassesamfundet, som går ud på, at det afgørende er klasseskellet mellem borgerskabet og proletariatet, mellem arbejdere og arbejdskøbere. Vi kommunister mener, at klassekampen nedefra har stor betydning for den historiske udvikling. Derfor er der behov for, at der i de kommende år sker en mobilisering ”nedefra” – fra arbejderklassen.

På nuværende tidspunkt er arbejderklassens politik ikke fremtrædende i det danske mediebillede. Der findes næsten ingen revolutionær kritik af samfundsudviklingen og ingen slagkraftig revolutionær bevægelse, som kan omsætte teorien om klassesamfundet til revolutionære politiske krav. Det skal være krav, som giver genklang i arbejderklassen. Arbejderklassens krav om sociale fremskridt indebærer desuden, at kampen vendes mod kapitalismen som system. Derfor er der brug for en forenet og stærk kommunistisk bevægelse.

Opgør om magten

Denne kommunistiske bevægelse vil ikke spille med på alle tangenter på ”venstrefløjens” automatiske klaviatur. Fordi det som regel betyder, at der spilles med på Kapitalens præmisser. Og der er ikke mulighed for at vende tilbage til den ”rare” socialdemokratiske fordelingspolitik, som Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ønsker, da den var et midlertidigt historisk resultat af arbejderklassens kampe og af det daværende styrkeforhold mellem socialismen og kapitalismen efter anden verdenskrig.

Derfor er det kommunisternes og andre revolutionæres fornemste pligt at mobilisere til kamp mod Kapitalismen, som er et undergravende system med udbytning, ødelæggelse og destruktion til følge. Det indebærer et revolutionært opgør med den nuværende borgerlige stat, fordi den sikrer Kapitalens fortsatte magt over både sindene og klodens udsatte ressourcer. Enhver med bare lidt indsigt i Kapitalens system ved, at den ikke kan reformeres.

Socialisme

Kapitalismen er som feudalismen et historisk mellemspil, som vil forsvinde før eller siden på grund af dens destruktive og udbyttende karakter. Men før det ender i et socialt eller i et klimamæssigt sammenbrud, skal vi forsøge at redde vor klode. Det gør vi bedst ved at kæmpe for et samfund, som bygger på ophævelsen af den private ejendomsret til fordel for fælleseje på grundlag af en produktionsmåde, der kan opfylde vort kollektive behov uden at gøre vold på natur og mennesker. Et sådant samfund er et socialistisk samfund.

Blålys

De overnævnte betragtninger ligger langt fra Folketingets partiers politik og ideer til udviklingen af Danmark i de kommende år. Socialdemokratisk folketingsmedlem og murersvend Mattias Tesfaye har som mange andre været på en ”lang rejse”, som det udtrykkes i moderne sprogbrug, fra at være kommunist, over medlemskab af Socialistisk Folkeparti til Socialdemokratiet. Tesfaye har udgivet en bog ”Velkommen Mustafa”. Her stiller han spørgsmålet, om Socialdemokratiet skal stå fast på dets arbejderarv om international solidaritet, eller om de nationale egeninteresser bør vægtes højere. Han er af den opfattelse, at disse vægtes bedst ved et samarbejde med ”det store arbejderparti” Venstre.

Her står vi i dansk politik. Det handler ikke om arbejderklassens forhold og interesser. Det handler primært om magt. For Folketingets partier er det berusende at definere, hvad der er ”sandt, vigtigt og rigtigt for danskerne” – læs Kapitalen. I mange år er der drukket grådigt af denne kalk. Resultaterne er flere nedskæringer, mere militarisme og mere overvågning.

Der er behov for et opgør med det kapitalistiske systems tyranni – i et sådan opgør vil man altid finde kommunisterne.