skip to Main Content

Dreyfus-affæren

Af Margit Andersen

Roman Polanskij er kendt for sit dramatiske privatliv, i 1969 blev hans gravide kone dræbt af medlemmer af Charles Mansons sekt, og i 1977 blev han anklaget for og vedkendte sig at have voldtaget en mindreårig pige, hvorefter han fra USA flygtede til Europa for at undgå fængselsstraf. 

Men det vil vi lade ligge og i stedet beskæftige os med ham som den mesterlige instruktør, han er. Blandt hans mest kendte film er Rosemarys Baby, Chinatown og Pianisten. I en alder af 87 år har han med Officer og Spion lavet endnu et mesterværk. Den oprindelige titel er J’accuse (Jeg anklager), der ikke ville sige så mange danskere noget, men som for franskmænds vedkommende associerer til en af deres histories skampletter: justitsmordet på Alfred Dreyfus i 1895.

Dreyfus, der var fra en meget velstillet familie, var på den tid den eneste af jødisk afstamning, der havde opnået at blive kaptajn i hæren. 

Der var en stærk antisemitisme i Frankrig, især inden for kirken og hos overklassen, men som også havde bredt sig ud i resten af befolkningen, og da det militære efterretningsvæsen kom i besiddelse af et brev, der viste, at nogen havde givet den tyske ambassade information om militære hemmeligheder, der kun var kendt af ganske få, heriblandt Dreyfus, var det gefundenes Fressen, at der var indicier, der pegede på, at det var ham, nemlig at håndskriften på brevet lignede hans. Hvor bevisførelsen haltede, fabrikerede man selv materialet.

Det endte med, at Dreyfus blev dømt til livsvarigt fængsel i isolation på Djævleøen ud for Fransk Guyana i Sydamerika. En af de aktive i sagen mod ham, kaptajn Piquart, blev for sin indsats belønnet med at blive afdelingsleder i efterretningstjenestens arkiv, og det arbejde medførte, at han fik mistanke om, at der var noget galt med beviserne. 

Han gik i gang med at grave, men stødte overalt på mure af modstand mod at genoptage sagen. Spionen var fundet og dømt, og militæret begår ikke fejl. Også dengang var det præget af autoritetstro og en giftig korpsånd.

Som i en detektivfilm følger vi Piquarts undersøgelser, der bliver mere og mere vanskeliggjort, indtil vendepunktet kommer, da avisen L’aurore i 1898 bringer Emile Zolas åbne brev, J’accuse, til præsidenten, hvori der redegøres for, hvad Piquart har fundet ud af, og de ansvarlige for retssagens udfald nævnes ved navne. 

I første omgang bliver både Piquart og Zola idømt et års fængsel, den første for at have lækket fortroligt materiale og den anden for at have offentliggjort det. Piquart sidder tiden af, men Zola flygter til England. 

Sagen ruller -imidlertid videre, og i 1899 hentes Dreyfus hjem og får dommen ændret til 10 års fængsel, bliver benådet og i 1906 endelig frikendt og rehabiliteret, mens den virkelig skyldige, som Piquart allerede var på sporet af ti år tidligere, bliver dømt.

Filmen varer to timer, hvor man med spænding følger den sammenbidte Piquart, der heller ikke bryder sig om jøder, men går ind for sandhed og en retfærdig behandling af alle uanset baggrund, på hans færden i et gråt Paris med afskallet murværk, inde i det skumle efterretningskvarter, hvor alt kører efter sine egne regler, og i de beklumrede klunkestuer. 

Dreyfus ser vi ikke meget til, da han jo er gemt af vejen det meste af tiden, men man kan undre sig over, at han vendte tilbage til hæren, da han fik mulighed for det, og at Piquart blev der. Men det gjorde de.

Officer og Spion. Instruktion Roman Polanskij

Back To Top