nordiskfred

Fælles nordisk fredsarbejde er nødvendigt

Af Hjørdis Nielsen

NATO er i Sverige og har været der længe på trods af Sveriges påståede neutralitet og ikke medlemskab af NATO.

Sådan udtrykte Agnetha Norberg fra Sveriges Fredsråd det under de tre fredsdage i jernværksbyen Degerfors i Värmland i Sverige.

Nordiske fredssamtaler var overskriften på konferencen, der blev afholdt i Folkets hus på initiativ af fredsfolkene Jan og Eva Myrdal. Fredssamtalerne i Degerfors nordvest for søen Vänern er en årlig tilbagevendende konference med deltagere fra de nordiske lande.

Af de mange oplysende indlæg, skal nævnes et indlæg fra Agnetha Norberg, talsmand for Sveriges Fredsråd, som indgik i diskussionerne. Det handlede om Sveriges rolle i den oprustning, der pågår. Sverige blev efter 2. verdenskrigs afslutning en del af forsvaret af Vesten. Det svenske folk skulle holdes i uvidenhed om dette, og dobbeltspillet foregår den dag i dag. Sverige blev meget tidligt inddraget i et vestligt militært netværk og gjort til en vigtig strategisk partner i forbindelse med en storkrig i Europa. I de skandinaviske forhandlinger om NATO i 1948/49 behandledes hele Skandinavien som en enhed i krig.

Nordisk mini-NATO

I 2011 indbød premierminister Cameron alle statsministre til London for at informere om, hvordan de nordiske lande skulle samarbejde militært. Et mini-NATO blev dannet. De indbudte lande var: Sverige, Norge, Danmark, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen.

Krigspropagandaen mod Rusland tager stadig til for at sikre den svenske befolknings støtte til at indgå et formelt NATO medlemskab. Der tales fra militær side om, at Rusland vil besætte Gotland, og derfor må der rustes op. USA har den trojanske hest NED, National Endowment for Democracy i de lande de vil destabilisere, inkl. Sverige. Derudover gør PR-firmaer et effektivt arbejde for at tilvirke videofilm, tidsskrifter og sende pressemeddelelser ud til Reuters, som aviserne ukritisk trykker, og som dæmoniserer Rusland. Fredsforskeren Johan Galtung bedømmer, at 40-50% af det, vi læser, er formuleret af disse PR-firmaer.

Gotland som base

Fredsforsker Owen Wilkes fra Ny Zealand arbejdede i 1980’erne på SIPRI, Stockholm Peace Research Institute. Han gjorde meget for, at almindelige mennesker skulle forstå USA’s skjulte virksomhed i Sverige og i hele Norden.

Han var medforfatter til bogen: Onkel Sams kaniner, som udkom i 1981. Bogen beskriver USA’s aflytning og radarinstallationer, altså spionage mod daværende Sovjetunionen fra norsk og svensk territorium. AWACS-Airborne Warning and Control System, som nu er installeret i Sverige, er beskrevet i denne bog. AWACS er flyvende spionstationer, som er fyldt med elektronisk udrustning og bærer en detaljeret radar på flykroppen.

Owen Wilkes blev arresteret, da han i begyndelsen af 80’erne cyklede rundt på Gotland. Nogen troværdig forklaring på, hvad hans brøde bestod i, kom aldrig offentligt frem, men angiveligt var det fordi han havde noteret i sin lommebog, hvilke typer af radiomaster som USA havde placeret her og der, og som indgik i USA’s krigsførelse mod Sovjetunionen. Owen Wilkes var verdens fremmeste ekspert på, hvordan de forskellige master så ud, og hvordan de skulle anvendes. Owen Wilkes blev anklaget for spionage og dømt til 6 måneders fængsel og deportering.

SÄPO, det svenske hemmelige politi, havde aflyttet Wilkes telefon på fredsforskningsinstituttet SIPRI og ulovligt gået ind og beslaglagt materiale, der beviste USA’s tilstedeværelse i forskellige lande bl.a. Sverige. Wilkes blev udvist i 10 år. New Zealands akademikere nominerede Wilkes til Nobels Fredspris og SIPRI modtog UNESCOS pris for fredsforskning.

Gotland skal fortsat oprustes. Skal øen være en base eller et flyfelt for angreb på Rusland – eller en aflytningsstation?