FOA kongres

Mørk fremtid for den danske velfærdsmodel

Fagforbundet FOA har afsluttet sin kongres, der med klapsalver genvalgte såvel formanden Dennis Kristensen som næstformanden Mona Striib. Den tog også den kendsgerning ad notam, at den populære formand fylder 65 år i 2018, og derfor ifølge reglerne skal gå af. Det er derfor vedtaget at indkalde til ekstraordinær kongres til den tid.

Krav om bedre løn

Frem til kongressen har FOA iværksat en kampagne benævnt: ”Det er du værd”, der sætter fokus på den manglende anerkendelse, og dermed den elendige løn, som de tildeles. FOA’s medlemmer yder en meget vigtig samfundsindsats over for mange mennesker, men den manglende anerkendelse af dette ses i lønnen, siger forbundsformand Dennis Kristensen. Det er hverken rimeligt eller retfærdigt, og det må der gøres noget ved, siger han.

Konkurserne

En anden aktiv indsats som FOA har sat fokus på, er at få overblik over de mange konkurser, der florerer inden for plejesektoren. Det sker blandt andet med oprettelse af ”konkursindex.dk”.

– Der er nødt til at ske noget på området for privat hjemmepleje. Gang på gang står vi med konkurser, der rammer borgerne såvel som de ansatte. Vi kæmper for vores medlemmer i den private del af hjemmeplejen. De skal ikke opleve at stå uden penge til regninger og mad, fordi den private leverandør går konkurs, siger Dennis Kristensen. Siden privat pleje blev til et marked i 2013, er 36 gået konkurs. Det har ramt mindst 11.590 borgere og 1824 ansatte.

Privatiseringens helvede

EU, regeringer og ja, de -mange såkaldte frihandels-aftaler, taler alle om privatiseringernes eldorado. Men virkeligheden viser noget andet.

Derfor er det meget velkomment at FOA, faggruppen med de dårlige erfaringer, netop sætter fokus på de dystre erfaringer. FOA er alvorligt bange for den danske velfærdsmodel.

– Jeg ser konturerne af en mørk periode for den danske velfærdsmodel, udtaler forbundsformanden, en bekymring, der styrkes af det tættere samarbejde mellem de borgerlige partier, hvor han mener, det er lykkedes LA at presse de andre to partier med krav om konstante skattelettelser og at hver 10. offentligt ansatte skal væk.

–bc