skip to Main Content

Forskeres rapporter rettes

Hvordan sikrer vi, at de rigtige forskningsresultater bliver offentliggjort?

Af Birgit Sørensen

Politikere og embedsmænd retter stadigvæk i forskernes rapporter.

Frem til 2007 havde vi i Danmark noget, der hed ”sektorforskningsinstitutioner”, som lavede målrettede undersøgelser for politikere og den offentlige administration, og som bl.a. blev brugt ved udarbejdelse af nye lovforslag til Folketinget. I 2007 blev Sektorforskningsinstitutterne lagt sammen med universiteterne med fælles ledelse og personale, og forskerne på universiteterne kunne nu også blive pålagt at løse opgaver for politikere og den offentlige administration.

Forbydes at udtale sig

Skandalen omkring ”fødevare- og landbrugspakken”, som blev gennemført af blå blok i december 2015, og som gav landmændene mulighed for at udvide landbrugsproduktionen i ”randområderne” og at gøde mere, gav et tydeligt indblik i, hvordan universitetsforskerne kunne blive misbrugt efter sammenlægningen.

I september 2015 lavede Naturstyrelsen en kontrakt med Aarhus Universitet, som gik ud på, at forskere, der vidste noget om beregningerne bag regeringens fødevare- og landbrugspakke, ikke måtte udtale sig i præcis den periode, hvor lovforslaget skulle vedtages i Folketinget. De måtte heller ikke fortælle, at de var underlagt denne tavshedsklausul. Da kontrakten blev udformet, vidste daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, at fødevare-landbrugspakken ville blive lagt frem i den pågældende periode, og at det af kontrakten fremgik, at Universitetets rapport var ”ministeriets ejendom” og ”fortrolig information, som forskerne skulle iagttage ubetinget tavshed med hensyn til”.

Oplever at der rettes til

Det blev senere stadfæstet, at kontrakten var en krænkelse af forskernes ytringsfrihed, i en grad, der ikke er lovlig, og sagen udløste ”Gyllegate-skandalen” og førte til, at Eva Kjer Hansen måtte gå af som minister.

Men foregår alt så efter bogen i dag? Politiken Research har i januar i år lavet en rundspørge blandt 1200 forskere, som har betjeningsopgaver for ministerier eller styrelser, for at få svar på dette spørgsmål. Af svarene fremgår, at 8% af forskerne har oplevet, at ministerier eller styrelser har ændret i den endelige rapport, så væsentlige tal, grafer eller konklusioner er blevet udeladt, og hele 13% har oplevet, at selve opgaven er blevet stillet sådan, at det kun er muligt at nå frem til politisk opportune resultater.

Brug for offentlig kontrol

Juraprofessor Morten Rosen Heimer, som er formand for Akademikernes Centralorganisations udvalg til beskyttelse af videnskabeligt arbejde, er ikke forbavset. Han siger som kommentar til Politikens analyse: ”I vort udvalg har vi selv set eksempler på sager, hvor myndigheder ændrer i resultaterne af forskningsrapporter. I et eksempel ændrede man konklusionen fra at være skidt til god”.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind udtaler som kommentar til undersøgelsen, at ”de lovgivningsmæssige rammer for at sikre forskningsfriheden er på plads”. Han mener, at ledelsen af universiteterne skal ”tage bestik af rundspørgen”, og at de enkelte forskere skal ”stå frem med deres historier”.

Fællestillidsmanden for akademikerne på universiteterne, Olav W. Bertelsen forstår, hvis man som menig forsker kan være tilbageholdende med at ”stå frem” og foreslår, at man diskuterer muligheden for et online-bibliotek, hvor offentligheden har adgang til alle forskningsrapporter inden for myndighedsbetjening.

Forslaget lyder sympatisk, hvis det vel at mærke drejer sig om rapporterne, før forskere og embedsmænd har rettet i dem. Ovennævnte afsløringer skærer i alle tilfælde ud i neon, at der er brug for offentlig kontrol med myndighedsbetjeningen.

Back To Top