skip to Main Content

Fotoudstilling om Gaza

Af John Poulsen

Når man læser Bent Blüdnikows omtale, og ikke anmeldelse, af Kent Klichs fotoudstilling ”Gaza Works” på Det kgl. Bibliotek, så skulle man tro, at han var ansat i presseafdelingen på Israels ambassade og ikke Berlingeren. Bl.a. skriver han, at ”Kent Klich indgår i en politisk kontekst med Hamas, og Det Kgl. Bibliotek, som er en statslig institution betalt af borgerne, formidler Hamas’ synspunkter. Det er ikke blot af betydning for opfattelsen af Mellemøsten. Hadet fra Mellemøsten har nået vore egne breddegrader og fyrer op under det voksende jødehad i Europa. Det Kongelige Bibliotek er med udstillingen med til at forstærke Israel-hadet og derved faren for øget antisemitisme også i Danmark”. Hermed bruger han det kendte trick at sætte lighedstegn mellem kritik af Israel og antisemitisme for at forsvare Israels politik over for palæstinenserne.

I omtalen sammenligner Blüdnikow Klich med den tyske filminstruktør Leni Riefenstahl, som producerede propagandafilm for Hitler. Sammenligningen mellem Riefenstahl og Klich er groft injurierende, ikke mindst i betragtning af, at Klichs far sad fem år i en koncentrationslejr. Det var måske, fordi Blüdnikow ikke kunne forsvare den grovhed, at han ikke ville deltage i en diskussion i Radio 24/7.

Men hvem er denne Kent Klich (f. 1952), og hvad handler udstillingen egentligt om? Han er født i Sverige, men bosiddende i København og er en internationalt anerkendt fotograf, som har haft utallige udstillinger rundt om i verden og har fået udgivet en række fotobøger. Siden 2001 har han opholdt sig tre gange i Gaza, og det er resultatet af disse besøg, vi kan se på udstillingen. Klich er en udramatisk og stille fotograf, og det mærkes tydeligt på udstillingen. ”Jeg fortæller historien om nogle mennesker, der har levet under belejring i 11 år. Jeg har ikke noget hjerte for Hamas. Hele mit arbejde i Gaza siden 2001 har faktisk gået på noget nær det modsatte”. Fotografierne fra 2009 er ikke af lemlæstede lig, men viser mennesketomme stuer, køkkener og badeværelser, som er blevet bombet af israelske styrker under krigen 2008-09, hvor de dræbte 1.450 mennesker, heraf 900 civile, ødelagde 2000 hjem totalt, beskadigede 20.000 og gjorde 50.000 hjemløse. Israel mistede 13 mennesker, heraf 3 pga. Hamas’ raketter. Dette er kendsgerninger, ikke propaganda for Hamas. Herudover er der på udstillingen mange andre fotos og også videoer.

Det Kgl. Bibliotek har naturligvis taget afstand fra Blüdnikows grove angreb, bl.a. i Berlingeren hvor biblioteksdirektør Svend Larsen udtaler at ”vi befatter os ikke med propaganda… Vi har udstillet nogle billeder af en internationalt anerkendt fotokunstner. Biblioteket lægger navn til en udstilling af Kent Klichs værker – ikke til de holdninger han måtte have”.

En lignende grov forenkling oplevede man i april i Norge, hvor den israelske ambassadør på Facebook kaldte nordmændene for antisemitter og efterkommere af Quisling, fordi de tillod sig at kritisere Israels nedskydning af palæstinensiske demonstranter ved grænsen mellem Gaza og Israel, som indtil nu har kostet over 100 mennesker livet, alene 58 den 14. maj, og dertil kommer, at adskillige tusinde er blevet såret.

Kent Klich: Gaza Works. Det Kgl. Bibliotek, Rotunden indtil 2. februar 2019.

Back To Top