skip to Main Content

Grådige hajer

Hajerne på land er farligere end havets hajer

Af Lilli Rodeck

En stor nyhed i marts var, at en af verdens grådigste hajer er fanget i danske farvande. Men grådige hajer er nogle af vore svageste medborgere ganske bekendt med. Diverse spillefirmaer, her inkluderet Danske Spil, lægger så stort pres på disse medborgere, at de ender med kæmpe gæld. Klik her, og du har penge til at spille videre…

Grådighed er nu normalen fremfor medmenneskelighed.

Bolighajer

Overalt i vort samfund støder vi ind i samvittighedsløse mennesker, som udnytter alle, de kan komme i nærheden af. 

På boligmarkedet i København er det tydeligt, at ejendomme opkøbes til spekulation. Der laves et stykke arbejde, som ikke nødvendigvis forbedrer boligerne, men huslejen kommer til at stige voldsomt. Disse boligspekulanter er ved at presse de mennesker ud, som har den laveste indtægt. Og når man så lægger regeringens ghettoplan oveni, hvor almene boliger nedlægges, og folk på overførselsindkomst ikke får lov til at bo i de tilbageblevne boliger, tegner der sig et tydeligt billede af, at folk med de laveste indkomster snart står uden mulighed for at få en bolig, de har råd til.

Profithajer

De grådige hajer fisker også store profitter fra medicinmarkedet, hvor mange priser efterhånden er så høje, at de mennesker, som kunne få glæde af medicinen, ikke har råd. Og sværere endnu er, at små stater heller ikke har råd til at tilbyde syge borgere denne dyre medicin.

Grådighed og ligegyldighed er ved at splitte vort samfund ad. Ganske få mennesker sidder på over halvdelen af danske formuer, og disse folk er samtidig også dem, der får så høje lønninger, at man uden blusel kan sige, at de ikke er lønnen værd. Det er som regel en lille gruppe hvide mænd, som sørger for hele tiden at tilgodese gruppens medlemmer, mens den fattigste del af befolkningen kun kan se frem til højere husleje, dyrere medicin, dyrere fødevarer, dyrere tøj og dyrere transport. 

Danmark for hvem?

Engang sang socialdemokraterne lystigt om et lille land, hvor få har for meget, men færre for lidt. Den sang skal da omskrives til, at få har alt, alt for meget, og mange har alt for lidt. Socialdemokratiet har selv skabt den udvikling, hvor ulighed er hverdag. Vi hører dem ikke mere tale om ”Økonomisk Demokrati” eller om, hvordan man bedst omfordeler rigdommene, så vi ikke mere skal hører om fattige børn eller ældre, som ikke har råd til den nødvendige medicin.

Desværre er der ingen, som prøver at fange de landlevende hajer, som skaber større skade end hajerne i vores farvande.

KPiD støtter fredning af hajer, men kun dem, der lever i havene. Landhajer bør ikke have nogen fredningsperiode.

Back To Top