Guillou på hjemmebane

Af Margit Andersen

Med ottende bind af serien om Det Store Århundrede griber Jan Guillou dybt ned i erindringens hovedstol. Har man læst hans selvbiografi ”Ordets magt og afmagt” (2009), kunne man fristes til at tænke, at det er det rene genbrug, men sådan er det selvfølgelig ikke, for det drejer sig jo om en roman, hvor virkeligheden bearbejdes litterært, og hvor forfatteren om- og tildigter efter forgodtbefindende. F.eks. er slutningen en ganske anden end virkelighedens.

Vi er nu nået til 70’erne, hvor der i den noget splittede venstrefløj i Sverige var gang i den med solidaritetsbevægelser imod Vietnamkrigen og for palæstinenserne, og hvor diverse efterretningstjenester, mere eller mindre officielle, modsvarende så det som deres store opgave at infiltrere og miskreditere disse bevægelser under påskud af truende terrorhandlinger.

Romanens hovedpersoner, der som tidligere er lidt papdukkeagtige, men det er ganske ligegyldigt, for her er det handlingen, det drejer sig om, er stadig slægten Lauritzen, hvor der af grundstammen nu kun er den røde grevinde, tante Christa, tilbage. Hun er efter nogens mening forbandet langsom til at stille træskoene, da der efter hende stadig vil være en pæn arv tilbage. Onkel Sverre er nys død og efterlader sig ikke så helt lidt, men der kunne have været mere, hvis han ikke havde fået den sindssyge idé, at et par Van Gogh-malerier burde tilhøre offentligheden og ikke hans arvinger.

De centrale personer er Eric Letang, tante Christas barnebarn og sjæleven, og hans ven Eric Ponti. Letang er ansat som fuldmægtig hos en stjerneadvokat, men må tage det grove arbejde, og Ponti er journalist på et socialistisk blad. At de to venner har det samme fornavn er ikke tilfældigt, for kender man Guillous fortid, vil man forstå, at de er to alen ud af et stykke. Letangs opvækst er mere eller mindre Guillous, og Pontis virke som journalist er begyndelsen på hans voksne liv.

I Vesttyskland har man Baader-Meinhof-sagen, som gøder jorden for terroristangst, hvad der kommer til at ændre Letangs fremtidsplaner totalt. Han og hans kæreste i Hamburg har fået en søn, og netop da han er i gang med at arrangere familiesammenføring i Sverige, bliver han ved en tragisk, politisk hændelse alenefar og må under dramatiske omstændigheder nærmest bortføre barnet. Her kommer en ukendt side af forfatteren frem, nemlig hans fine fornemmelse for småbørns tankegang og reaktioner på deres omgivelser. Ukendt, men ikke så mærkeligt, for her trækker han igen på egne erfaringer, da han selv blev far i en ret ung alder og måtte få arbejde, politisk aktivitet og børnepasning til at hænge sammen.

Historien om, hvordan Eric ”kidnapper” sin søn og bringer ham fra Vesttyskland til Sverige, er fantasifuld og spændende, og det er beretningen om afsløringen af den uofficielle efterretningstjeneste IB, der infiltrerede venstrebevægelsen for at registrere folk og inspirere til ulovligheder af groveste art, også, men med den forskel, at det er den skinbarlige sandhed af den slags, der næsten overgår fantasien.

Guillou drømte som ung om at blive en ”smal” forfatter, som skrev om ingenting, men meget litterært. Det gik han senere bort fra og valgte indhold frem for fine krummelurer. Sådan også her. Romanen er en spændende, politisk og til tider ironisk (indirekte også selvironisk) beskrivelse af et dramatisk tiår, hvor de gode viljer, om end splittede og forvirrede, kæmpede mod dem, der i stedet for at sove dræber drømme.

Jan Guillou: Dem der dræber drømme sover aldrig. Oversat af Anders Johansen
Modtryk. 437 sider. 300 kroner. Udkommer den 11. oktober.