Skip to content

Her ender byens spor

Af Margit Andersen

I det græske drama om Ødipus, ham der ved en fejltagelse dræbte sin far og giftede sig med sin mor, konkluderer forfatteren, at det ikke er muligt at anse mennesket for en lykkelig art.

Det passer også på familien Kristoffersen fra Kirkeveien nr. 127 i Oslo, som Lars Saabye Christensen har skrevet trilogien Byens Spor om, der nu med et definitivt afsluttende bind 4 er gået hen og blevet til en tetralogi.

Når man har følt dødens ånde i nakken og med nød og næppe undsluppet den, som det har været tilfældet for forfatteren, kan det meget naturligt give anledning til refleksion over livet, hvad man bruger det til, og hvor magtesløs man er i mangt og meget. Det præger da også dette bind, uden at det derfor mangler den underfundige humor, der kendetegner Saabye Christensen.

Serien begyndte i 1950’erne, og vi er nu fremme i 1980’erne. De, der var børn, er blevet voksne, nogle er døde, tiden har ændret meget, også i byen Oslo, som selv en stedkendt kan gå vild i, fordi noget er flyttet et andet sted hen, noget er revet ned, og nyt er bygget op.

Der indledes med en begravelse. Det er Maj Kristoffersen, mor til Jesper og Stine, der ligger i den brune kiste i Fagerborg Kirke. Vi venter på Stine, der skal holde tale, men hun er blevet forsinket på akutafdelingen, hvor hun er læge, så Jesper må tage over og improvisere sig igennem med nogle ord. Han drømte engang om at blive klaver-virtuos, men er endt med at undervise børn i at spille klaver, men musikken er stadig hans liv, og det er også den, han griber til i denne stund, hvor han roser sin mor for hendes fine gehør, hun kunne høre forskel på Hildur og Moldau.

Jespers ven fra drengeårene, den hørehæmmede og ikke for vakse Jostein, prøver ikke at være sjov, når han gondolerer de nærmeste. Han har altid været buttet, nu er han blevet slaskefed, tøjet strammer og hans titel Import-Eksport burde retteligt være Konkurs, efter at han har kørt et reklamefirma i sænk, og det hele er gået i skuddermudder.

Blandt de nærmeste er også Trude, der ventede ti år på den bortrømte Jesper. Nu bor de sammen, men har et skilt de kan hænge på den dør, de gemmer sig bag, hvorpå der står: Må ikke forstyrres.

Der er også andre -venner og bekendte til stede, de fleste kender vi i forvejen. Vi følger dem ud af kirken og et stykke længere frem i tiden og holder af de fleste, men ikke af monstret Olaf Hall, som sniger sig rundt ude i skyggeområdet og lurer på at få afløb for sin ondskab. De andre vil alle det bedste, gør deres bed-ste, men det er sjældent godt nok, og så sidder de tilbage med selvbebrejdelser, skyld og skam og kan ikke finde ud af at lægge fortiden bag sig.

Når vi ved, at dette er sidste bind, skyldes det, at forfatteren i et tillæg gør os den tjeneste at fortælle, hvordan det efter slutningen videre går med de fire hovedpersoner.

Det uundgåelige spørgsmål må nu være, om hvert bind kan læses uafhængigt af de andre, og svaret er: Nej, det kan det ikke. Men hvorfor ikke bruge de mørke aftener i denne coronatid, hvor der alligevel ikke er noget seværdigt i fjernsynet, til at tage dette fine værk, der så fængslende fortæller om en tid og nogle mennesker, der levede i den, fra en ende af.

Lars Saabye Christensen: Byens Spor 4. Oversat af Ellen Boen. Grif. 452 sider. 300 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk