Hvad er Erdogan ude på?

Af Birgit Sørensen

Recep Tayyip Erdogan har siden det mislykkedes kupforsøg i Tyrkiet i juli i år tiltaget sig stadig større magt over landet ved at fjerne et stort antal militærfolk, politikere, dommere, anklagere, journalister, universitetsansatte, skolelærere og mange flere fra deres poster og lukket alle kritiske nyhedsmedier.

Han har brugt kupforsøget som tvivlsom undskyldning for at rette yderligere angreb på den kurdiske befolkning, og har vel efterhånden renset Nationalforsamlingen for alle kurdisk valgte medlemmer samt fyret et stort antal kurdiske borgmestre. Flere af disse kurdere er sammen med mange tusinder af jurister, journalister, intellektuelle og skolelærere sat i fængsel uden rettergang samtidigt med, at kriminelle er løsladt for at skaffe nok pladser i fængslerne.

Erdogan har udtrykt, at han vil følge befolkningens ønske om at genindføre dødsstraf og apropos dødsstraf, at han ”ikke gider brødføde kupmagerne i fængslerne.”

Valgt af 34%

Erdogan blev premierminister i 2003. Hans højreorienterede og ”økonomisk liberale” parti ”Retfærdigheds- og Udviklingspartiet” fik da flertal i Nationalforsamlingen, skønt de kun havde fået 34% af stemmerne bl.a. på grund af en høj spærregrænse på 10%, som flere opstillede partier ikke kom over.

Der er strenge regler for, hvad man som partimedlem i Tyrkiet må sige og udtrykke støtte til, og 28 politiske partier er gennem de sidste ca. 20 år blevet erklæret forbudte, og et stort antal medlemmer af Nationalforsamlingen er blevet smidt ud af den, for at mene noget forkert.

Fjernede korruptionsanklager

Erdogan og hans parti er med jævne mellemrum i medierne blevet beskyldt for korruption, og hans egen søn, samt flere ministre og deres familiemedlemmer, har fået sådanne beskyldninger.

I 2011 tog regeringen, for at lukke munden på kritikken, et opgør med en lang række ansatte inden for militæret og statsadministrationen, og der blev givet hårde domme til visse generaler, dommere og journalister. Et lovforslag, som gav mindre indflydelse til dommerstanden og mere til regeringen, ved udnævnelse af de højest placerede dommere blev indført i 2014, efter beskyldninger der bl.a. rettede sig mod Erdogan selv via hans søns bedrifter.

Fethullah Gülen, som beskyldes for at stå bag kupforsøget i sommer, hjalp Erdogan med opgøret mod den sekulære elite i 2011. Han udtrykte offentligt i 2013, at han mente politiet havde faret for voldsomt frem ved en demonstration, og regeringen svarede igen ved at lukke et antal af hans skoler, og netop skolerne er ”Gülen – bevægelsens” vigtigste indtægtskilde.

Omvalg efter tabt flertal

Erdogan skiftede sin stilling ud og vandt med mere end halvdelen af stemmerne præsidentvalget i august 2014.

I juni 2015 var der valg til Nationalforsamlingen, og for første gang siden 1999 opnåede intet parti absolut flertal. Erdogans parti foreslog og opnåede flertal i Nationalforsamlingen for at afholde nyt valg blot fem måneder senere. Der blev talt om mulig valgsvindel ved dette ”omvalg”, og i det kurdiske område er flere valgtilforordnede fra det pro kurdiske parti HDP blevet forhindret i at udføre hvervet. HPD havde i juni fået 13% af stemmerne. De gik tilbage ved valget i november, men klarede skansen og kom godt og vel over spærregrænsen på 10%. Erdogans parti vandt ”omvalget” og opnåede nu stort flertal i Nationalforsamlingen.

Brug for magt

Erdogan har siden intensiveret arbejdet på at udvide sine magtbeføjelser som præsident og vil sikre sig yderligere magt via en snarlig folkeafstemning om en forfatningsændring. Hans magtbestræbelser drejer sig i høj grad om at lukke munden på alle kritiske røster, og personlige uvenskaber spiller en vigtig rolle.

Erdogan står i den situation, at han aktuelt nok har flertal bag sig i befolkningen, primært fra befolkningen i landområderne. Samtidigt får han skaffet sig tiltagende flere fjender blandt arbejdere og intellektuelle, så han er blevet afhængig af den fulde magt over samfundets institutioner og pressen, for at kunne sikre sig i fremtiden.

Næststørste NATO magt

Tyrkiet er NATOs næststørste militærnation næst efter USA, med mere end en million personer beskæftiget ved militæret og en kampklar hær på mere end en halv million mand.

Der er opstillet 90 styks atomvåben i Tyrkiet og landet kan selvstændigt kommandere over de 40.

Tyrkiet producerer F 16 fly med licens fra USA og har forhåndsgodkendelse til at måtte producere Lockheed Martins F-35 jagerfly, når de er klar til at gå i produktion. De producerer ikke kun til eget forbrug og har solgt flere F 16 fly til Ægypten. USA støtter landet økonomisk, som modydelse for at have adgang til militærbase.

På den baggrund er det en skræmmende tanke, at Erdogan ved flere lejligheder har stillet spørgsmål ved placeringen af de nuværende grænser, som han mener, burde rykkes mod Mosul i Irak og Aleppo i Syrien.

Høflige mishagsytringer

Vesten har gennem stort set hele Erdogans regeringstid givet hans styreform små mishagsytringer, når de mødtes med ham ved statsbesøg og lignende. Man kunne have håbet, at Erdogans aktuelle udrensning af det, der ser ud til at være al opposition i landet, ville have ført til mere end milde mishagsytringer fra vestens side, men skarpere ytringer eller sanktioner kommer vi nok til at vente forgæves på. Der står på Forsvarets hjemmeside, at NATO er skabt for at fremme demokratiske værdier. Sikke dog nogle ”værdier”, de kalder demokrati.