Hverdag på Lampedusa

Af Margit Andersen

Øen Lampedusa har i løbet af to årtier modtaget omkring 400.000 flygtninge fra Afrika og er blevet en slags epicenter for Europas migrantproblemer. Helikoptere, krigsskibe og gummibåde henter næsten dagligt overlevende og døde mennesker fra de elendige fartøjer, der har fragtet dem over havet, og efter lægeundersøgelse og et kort ophold i en interneringslejr bringes de med busser videre til fastlandet.

Vi ser glimt af disse katastrofer i fjernsynet og læser om dem, men når man lever i det og oplever dem dag efter dag, bliver de til dagligdag. Redningsmandskabet udfører roligt, professionelt og rutinemæssigt deres arbejde, mens øens øvrige befolkning lever i en anden verden, hvor havet dog også er en stadig trussel, da mændene, som de har været i generationer, er fiskere.

Om disse to verdener på den lille ø har Gianfranco Rosi lavet en usentimental og sober dokumentarfilm, der gør mere indtryk end sensationsklip i fjernsynet. Der er ingen fortællerstemme, han lader billederne og de medvirkende fortælle. På vej ud af biografen var der blandt publikum en, der udtalte, at filmen var meget langsom. Det er den også, men det er sådan livet er på Lampedusa. Der er ingenting at jage efter for beboerne, og migranterne, der venter på at komme videre, skal også bare have tiden til at gå, måske med en rask lille fodboldkamp.

Scenerne veksler mellem de desperate migranters ankomst og en fiskerfamilies hverdag. Migranterne skildres ikke individuelt, men kommer til orde i anonyme glimt, bortset fra en nigerianer, der får tid til at fortælle sin historie i en messende tone, som var det et sørgedigt.

Drengen Samuele samler historien som symbol på at, uanset alt, så vil verden fortsat gå sin skæve gang. Han tager på havet med sin onkel, men tåler dårligt søen, slubrer pasta i sig hos sin bedstemor, går på fuglejagt med slangebøssen og har også sine problemer i form af et nervøst gemyt og et ”dovent” øje, der skal styrketrænes.

Et humoristisk indslag, og humor har vi altid brug for, er Lampedusas Radios svar på Jørn Hjorting. Han sidder i sin lydtætte verden og opfylder lytterønsker, og de kommer mestendels fra hans tante, der har en lige linje til studiet. Et af hendes ønsker bliver meget sigende til filmens titel ”Havet brænder”.

Dr. Bartolo er øens eneste læge. Han passer på be-boernes helbred, men har desuden i 20 år tilset hver eneste ankommet flygtning og obduceret de døde, og han er den, der, med sin humanistiske holdning, i filmens slutning politiserer den med ordene: ”Vi har alle en pligt til at hjælpe disse mennesker”.

Gianfranco Rosi:
Havet brænder