skip to Main Content

Hvorfor Rusland som fjendebillede?

Hvorfor er det lige Putin, der dæmoniseres?

Det er ligetil at forstå, at der er brug for et trusselsbillede, når regeringer skal have deres vælgere til at acceptere forhøjelser af militærudgifter, når alt det, som kommer befolkningen til gode, skæres ned og ned. Kampen mod Terror er ved at være tyndslidt og har en række utilsigtede følgevirkninger, og godt nok var det surt at ”Vestens” planer for Ukraine og Krim ikke er gået som forventet. Men hvorfor lige det nu kapitalistiske Rusland, og hvorfor den moderate Putin?

Russernes valg

Vladimir Putin har som forventet vundet det russiske præsidentvalg i 2018. At Putin ville blive genvalgt, var der aldrig nogen tvivl om. Putins mål skal angiveligt have været 70×70, altså at vinde med 70% af stemmerne og en valgprocent på 70. Han opnåede 76,6% af stemmerne og en valgprocent på ca 67. Valglokalerne har været videoovervågede, og valgresultatet er i overensstemmelse med flere meningsmålinger. Præsidentvalget er altså utvivlsomt et udtryk for det russiske folks politiske præferencer.

Alternativet markedskritisk

For det første fortæller det selvfølgeligt, at det overvældende flertal af russere mener, at Putin er den rette person til at lede dem – eller at de ikke ser noget alternativ til den siddende præsident. Den underlige historie, briterne rykkede ud med to uger før præsidentvalget om et angiveligt drabsforsøg på en tidligere russisk agent og al den ballade, denne historie udløste, har utvivlsomt bidraget til at øge Putins popularitet. Et par procent kan Putin også have tjent på, at valget fandt sted på årsdagen for Krims genforening med Rusland. Men sejren ville uanset dette have været knusende.

Dernæst fortæller valg-resultatet, at hvis der i det hele taget findes et alternativ til Putin og hans politik, består dette af mennesker, der længes tilbage til den tryghed, de havde i sovjettiden. Kandidaten for det kommunistiske parti, Pavel Grudinin, fik 11,8% af stemmerne og højrenationalisten Vladimir Zjirinovskij, som appellerer til de samme vælgere som kommunisterne, fik 5,6%.

Dette betyder, at mindst 20% af befolkningen, sandsynligvis flere, er kritiske overfor dagens hyper kapitalistiske Rusland – mange, som støtter Putin som en stærk leder, er kritiske overfor myndighedernes markedsorienterede økonomiske politik. Skulle der opstå en økonomisk krise eller andre alvorlige problemer, vil denne gruppe selvsagt kunne øges.

Vest-venlige under 5%

Et liberal-demokratisk alternativ til Putin findes ikke. Den samlede opslutning for de to socialliberale kandidater Ksenia Sobtsjak og Grigorij Javlinskij og den højreliberale erhvervsleder Boris Titov er ca. 3,5% i alt.

Vestlige kommentatorer har gjort et stort nummer ud af, at den oppositionelle blogger Aleksej Navalny ikke kunne deltage i valget, da han er idømt en betinget straf for korruption, noget de vælger at fortolke som en politisk motiveret dom. Navalnyj har utvivlsomt en vis tilslutning i Moskva og Skt. Petersborg, men at han på landsbasis skulle kunne opnå mere end 4–5% af stemmerne er tvivlsomt. En person, som i en video sammenligner kaukasiere med kakerlakker og opfordrer russerne til at skyde dem, kan næppe heller karakteriseres som liberal.

Ikke klogt tænkt

Om man kan lide det eller ej, er tilslutningen i dagens Rusland til liberal-demokratiske personer og partier højst 5%, altså lige ved en fjerdedel så stor som tilslutningen til kommunisterne, venstrefløjen og højrepopulistiske grupperinger, som længes tilbage til tiden med en stærk stat, der beskyttede befolkningen.

Alternativet til den liberal-konservative, moderate nationalist Putin – hvis der overhovedet findes et alternativ – er ikke et vest-venligt, liberalt regime, som tilbageleverer Krim, overlader befolkningen i Øst-Ukraine til sin egen skæbne og søger medlemskab af NATO, sådan som vestlige kommentatorer synes at tro, men anti-vestlige, hypernationalistiske venstre- og højrefløjspopulister. At vestlige lande i en sådan situation forsøger at undergrave Putins position ved hjælp af økonomiske sanktioner og støtte til subversive elementer fremstår som mildt sagt lidet gennemtænkt.

Folk ønsker tryghed

Endelig fortæller præsidentvalget, at russere har et andet forhold til politik end folk i Vesten. I Vesten ønsker folk forandringer for næsten enhver pris, og de kræver, at politik skal have et betydeligt element af dramatik og underholdning – jævnfør det politiske kaos, vi i disse dage er kastet ud i. Russerne derimod ønsker ro og stabilitet, og de har åbenbart ingen betænkeligheder ved at lade sig styre af samme person i et kvart århundrede. Forklaringen er sikkert, at opløsningen og røverkapitalismen i 1990-erne gav folk et chok, som stadig sidder i dem, og at de derfor for enhver pris vil undgå alt, som kan true stabiliteten og det økonomiske opsving, de har oplevet, siden Putin kom til magten i 2000. Kaosset og borgerkrigen i Ukraine tjener desuden som en advarsel mod alle former for radikalisme.

Bjørn Nistad /Kalejdoskop/ red.

Back To Top