skip to Main Content
”Indsatsen mod menneskehandel har brug for at blive kigget efter i sømmene”.

Initiativer mod menneskehandel atter udskudt

Plan for bekæmpelsen af menneskehandel og grov udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft er igen blevet udsat af regeringen.

Regeringen har flere gange udtalt, at bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft er højt prioriteret, men der er ikke kommet konkrete politiske tiltag på bordet.

I oktober 2019 nedsatte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) en arbejdsgruppe, som har til formål at komme med forslag om, hvordan Danmark kan forbedre indsatsen mod menneskehandel. Han forventede, at den nedsatte arbejdsgruppe ville være klar med konkrete forslag i sommeren 2020.

SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, har spurgt beskæftigelsesministeren, hvor langt man er med rapporten. Til det siger Peter Hummelgaard, at det endnu ikke er muligt at sige.

Mogens Jensen, minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, siger ligeledes i et svar til ligestillingsudvalget, at rapporten først forventes færdig i slutningen af 2020.

Vilje skal omsættes til handling

”Det er simpelthen ikke godt nok, og jeg gider ikke høre flere undskyldninger. Der er ingen grund til at tvivle på regeringens gode vilje, men vi vil gerne meget snart have den vilje omsat til konkret handling”, siger Karsten Hønge, SF.

I oktober 2019 skrev Peter Hummelgaard i et svar til Fagbladet 3F: ”Nu er det altså op til os i den nye regering at få gjort ord til handling. Vi vil ikke se stiltiende på, at sårbare arbejdstagere udnyttes for at skabe nem profit – det er helt grundlæggende imod, hvad denne regering står for”.

Moderne slaveri

S-regeringens initiativ til en ambitiøs arbejdsgruppe kom i kølvandet på en række sager, som Fagbladet 3F har oprullet de seneste år. Ofre for menneskehandel, der gjorde rent på skoler i Nordsjælland, byggede parcelhuse i Holbæk, kørte gods på danske landeveje og overnattede i baglokaler i kinesiske køkkener.

Senest er en skibsreder -blevet tiltalt for menneske-handel og brud på udlændingeloven, efter at to sømænd fra Ghana angiveligt i tre år har arbejdet under slavelignende forhold på hans fiskeskib i Thyborøn.

”Indsatsen mod menneskehandel har brug for at blive kigget efter i sømmene. Lænkerne ser anderledes ud i dag, end de gjorde i gamle dage, men det er stadig slaveri. Og når en hurtig profit er inden for rækkevidde, forsvinder al forsvarlighed og moral”, siger Karsten Hønge.

Bagmændene skal retsforfølges

Victoria Velasques, erhvervs- og beskæftigelsesordfører for Enhedslisten, kalder det problematisk, hvis arbejdsgruppen ikke når at byde ind med konkrete tiltag inden Folketingets åbning i efteråret.

”Vi vil gerne bruge de konkrete forslag, når vi skal følge op på finansloven efter sommerferien. Vi skal blandt andet se på, om udlændingeloven skal skærpes, og da er det vigtigt, at anbefalingerne tages med”, siger hun.

mj

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk