skip to Main Content

Jan Guillou: Enden på historien

Af Margit Andersen

Enden på historien er meget passende titlen på sidste bind af Jan Guillous imponerende værk om det 20. århundrede i ti bind, hvor hvert af dem dækker et tiår. 

Samtidig er det historien om dynastiet Lauritzen, der fra at være fattige fiskere skaber sig en formue ved brobyggeri, elefantjagt og ejendomsspekulation og mister det meste af den igen.

Her i 90’erne er det tredje generation, der er i centrum, bortset fra onkel Harald, der får lov til at åbne ballet med et dagbogsuddrag, der viser, at han ikke har lært noget af historien. Den gamle nazist er, efter at have hyttet sig i Argentina i et halvt århundrede, vendt tilbage til Sverige, for han har udtænkt en plan, der kræver familiens medvirken. Han er i besiddelse af beviser på, at familien var ejere af mange ejendomme på gode adresser i Berlin og Dresden indtil afslutningen på den 2. verdenskrig, og at den derfor har krav på en slags erstatning nu efter murens fald. 

Familien er ikke meget for at have noget at skaffe med dens skamplet, men da det drejer sig om rigtigt mange penge, så tåler man ham, og det bliver hans nevø, den venstreorienterede stjerneadvokat Eric Letang, der kommer til at føre sagen.

Det er kernehistorien, og udenom den tegner Guillou billedet af 10-året, både inden- og udenlands. 

Med vanlig ironi og dødsforagt kaster han sig ud i diverse emner, der får ham til at se rødt. Nævnt i flæng: den kolde krig, der er blevet erstattet af religionskrig, som i virkeligheden er magtbegær og grådighed, at Israel uden repressalier kan fortsætte med sine besættelser, det falske grundlag for Irakkrigen, retssikkerheden der undermineres af terrorlovgivning, det omsiggribende incesthysteri og Socialdemokratiets højredrejning. Dertil kommer tilbageskuende, hvem der har noget at lade hinanden høre, når det drejer sig om krige og folkedrab, og hvem der i virkeligheden slog tyskerne i den 2. verdenskrig.

To af personerne er ikke det rene digterværk, men må kunne anses for delvist at være Guillous alter ego’er. Eric Letang med sin politiske baggrund og holdninger og hans ven, journalisten Erik Ponti, der er blevet bestsellerforfatter, men det er ikke fint at skrive spændende og underholdende bøger, som værdsættes af masserne. Det var det heller ikke i 1800-tallet, da Emilie Flygare-Carlén (1807-1892), efter at have været en af Sveriges mest læste forfattere, også i udlandet, forsvandt ud af litteraturhistorien. Måske også fordi hun var kvinde. 

Når man betragter persongalleriet i serien, er det påfaldende, at det er kvinderne, der er de stærke og udfarende, men at de i det mandsdominerede samfund ikke kommer til deres ret. Ligesom med Flygare-Carlén, som Guillou her benytter lejligheden til at trække frem fra glemslens dyb.

Historien om ”Det store århundrede” er et underholdende romanværk, der, ud fra Guillous syn og bedømmelse af det, giver stof til eftertanke, og som ikke efterlader tvivl om, hvor forfatteren befinder sig politisk, selv om han også her morer sig med at være udfordrende, for i nogles øjne er det ikke tilladt for venstreorienterede at have hang til fine vine, god mad og anden luksus, og de laster lider Eric Letang i høj grad af.

Jan Guillou: Enden på historien. Oversat af Anders Johansen. Forlaget Modtryk. 455 sider. 300 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk