skip to Main Content

Kampen fortsætter

Af Kim Holm

Så lykkes det endeligt for de EU-ivrige partier at få bremset den danske folkelige modstand mod EU. Med Enhedslisten som halehængs parti og deres naive tro på at kunne forandre EU indefra, gennem EU-parlamentet. Nu mangler der kun, at Enhedslisten mener, at Danmark er en naturlig del af EU. 

Enhedslisten

Det blev så Enhedslisten, der fik valgt en kandidat til EU-Parlamentet, men ved hjælp af det valgtekniske samarbejde med Folkebevægelsen mod EU. Havde Enhedslisten i stedet bakket 100% op om Folkebevægelsen mod EU, kunne det må-ske have resulteret i at Folkebevægelsen mod EU, havde fået 2 medlemmer af EU-Parlamentet. 

Der skal samtidig lyde en stor tak til alle de medlemmer af Enhedslisten, der bakkede op om Folkebevægelsen mod EU og lavede et kæmpe arbejde i valgkampen, men desværre forgæves.

Historien gentager sig

Gennem hele valgkampen til EU-Parlamentet, har snakken drejet sig om, hvordan de valgte medlemmer skulle til Bruxelles og fortælle EU om social dumping, skattely og klimaet, ikke om muligheden for at komme ud af EU. Nu er det ikke nye politiske toner, der lyder, og mon ikke de, med små pip engang imellem, retter ind efter de store politiske partier i EU-Parlamentet.

Modstanden mod EU vokser sig større i de fleste medlemslande. Desværre gentager historien sig! De højreorienterede nationalistiske kræfter er blevet styrket. Flere af partierne må betegnes som fascistiske partier, der aldrig vil være til gavn for befolkningerne.

Alvorlige konsekvenser

Folkebevægelsen mod EU står nu i en ny situation. Kontorene lukker i Bruxelles og i København. Alle ansatte siges op. Selvom der er mange medlemmer, er der ikke økonomi til det organisatoriske apparat. 

Men Folkebevægelsen mod EU lukker ikke. Modstanden mod det danske medlemskab af EU er ikke forsvundet. De midler, der kommer til Folkebevægelsen mod EU gennem kontingent og frivillige midler, skal bruges til at bekæmpe vejen frem mod Europas Forende Stater. 

Men det betyder, at det store, vigtige arbejde for at afsløre EU’s overgreb på medlemslandenes befolk-ninger nu skal varetages af frivillige. 

En tidligere kendt dansk forfatter: Hans Scherfig, fortalte en historie: En konservativ og en kommunist var sammen ude i en robåd. Det blev stormvejr. Det var kommunistens opfattelse,  at nu skulle de begge øse, og når de så var kommet i land, kunne de forsætte deres politiske diskussioner.

I den sidste ende er der kun én vej: UD AF EU!

Back To Top