skip to Main Content

Bolivia: Mens hele landet militariseres, forbereder højrefløjen indsættelsen af en ultrakonservativ ’overgangsregering’

Af Jeppe Krommes-Ravnsmed*

Evo Morales, den længst siddende præsident i Bolivias historie, er blevet tvunget fra magten af landets militære styrker. For første gang siden sin tilbagevenden til demokratiet i 1982, oplever Bolivia et statskup. 

Oppositionens ’cilvil-strejker’ og voldsbølge

Siden Evos jordskredssejr ved valget i 2005, har landets ultrakonservative magtelite mislykkedes i deres forskellige forsøg på at vælte Evo af pinden. Derfor var det en våd klud i ansigtet på dem, da de ved valget den 20. oktober netop ikke fik nok stemmer til at sikre en anden valgrunde om præsidentposten. Med et flertal af stemmerne i 42 ud af landets 63 valgkredse, sikrede Evos parti, MAS-IPSP, sig også på ny flertal i både parlament og senat. 

Dette var en uacceptabel situation for oppositionen, som straks iværksatte voldelige angreb på offentlige institutioner og ildspåsættelse af regionale valgkontorer i 7 ud af Bolivias 9 departementer. Dette blev efterfulgt af en 3 uger lang ’civilstrejke’ i flere dele af landet, bl.a. i det østlige departement Santa Cruz, som er oppositionens højborg. Denne ’civilstrejke’ indbefattede nedlukning af alle fabrikker og arbejdspladser, hvormed de ansatte blev sendt hjem uden løn, samt vejblokader og patruljering i gaderne for at kunne true alle småhandlende til at holde deres boder og butikker lukkede. Folk, der modsatte sig, blev ofre for voldelige repressalier og angreb, som det f.eks. skete i arbejderkvarteret Plan 3000 i Santa Cruz, hvor fem mennesker blev hårdt såret af skud, da de ønskede at bryde højrefløjens blokade. 

I takt med at konflikten udviklede sig, ændrede oppositionen sine krav. Først krævede de en ny valgrunde til præsidentposten, dernæst krævede de, at hele valghandlingen til præsidentposten og parlament skulle gå om, og til sidst krævede de Evos afgang. 

Det radikale modsvar som udeblev

I denne kontekst var der behov for et radikalt modsvar for at bekæmpe det kupforsøg, som tegnede sig mere og mere klart i horisonten. Ved en demonstration i La Paz den 5. november, hvor hundredtusinder af støtter af Evo var samlet, vedtog man en resolution, der pegede på, hvilke initiativer de sociale bevægelser måtte igangsætte. Bl.a. truede man med at besætte og reaktivere alle de fabrikker, som højrefløjen havde paralyseret for at sabotere økonomien. 

To dage senere, den 7. november, var der en kæmpe demonstration i San Julian, en landkommune, der er en af regeringens største bastioner i Santa Cruz departementet. Forsamlingen annoncerede, at man ville besætte agroindustriens fabrikker for at modsvare højrefløjens kupforsøg. Ingen af disse initiativer nåede imidlertid at konkretisere sig. 

Politiet melder sig under oppositionens faner

Den 8. og 9. november gjorde landets politistyrker oprør og meldte sig under oppositionens faner. I flere byer marcherede politiet sammen med oppositionens demonstranter og krævede Evos afgang. Politifolkene forskansede sig på deres kaserner og efterlod dermed alle regeringsbygninger ubevogtede. 

Med politiet væk fra gaderne havde højrefløjens voldsgrupper frit spil til at kunne angribe sine politiske modstandere. I Cochabamba blev bondefagforeninger og partisæder for MAS-IPSP angrebet og sat i brand. I La Paz besatte højrefløjen kontorerne for landets statslige tv og radio og truede journalisterne til at forlade stedet. I flere departementer, heriblandt Potosí, Oruro og Cochabamba, satte højrefløjens støtter ild til forskellige ministres private hjem. Samme skæbne led Evo Morales søsters hus i Oruro. 

Regeringens naive tiltro til ’det internationale samfund’ og OAS

Selv i denne tilspidsede situation blev regeringen ved med at insistere på, at ’det internationale samfund’ ville være garant for demokratiet i Bolivia. Bl.a. havde man inviteret OAS – Organisation af Amerikanske Stater – til at lave en revision af valghandlingen for derved at give legitimitet til valgresultatet. Dette på trods af at forskellige sociale bevægelser havde modsat sig indblanding fra OAS. En organisation, der åbent støtter de mest højreorienterede regeringer i Latinamerika, og som betegner de igangværende protester i Chile som en konspiration fra Venezuela og Cuba. OAS havde allerede den 23. oktober meldt ud, at de mente, der burde være en anden valgrunde om præsidentposten i Bolivia, uanset hvad landets love siger. 

Den 10. november kom OAS så med en foreløbig rapport, hvor de konkluderer, at de mener der bør holdes nyvalg. Dette på trods af at de selv pointerer, at Evo har vundet valget. Men de mener dog ikke, det er sandsynligt, at han har fået 10% mere end sin nærmeste modkandidat, Carlos Mesa. Men hvis dette var tilfældet, så burde konklusionen være, at der skulle holdes en anden valgrunde om præsidentposten, og ikke nyvalg, hvilket også indebærer valg til parlament. Dette viser med al tydelighed, at der er tale om en politisk rapport til fordel for oppositionen. 

Hvis man kigger nærmere på de ’uregelmæssigheder’, som OAS peger på i deres rapport, så må der også rejses alvorlige tvivl. De kritiserer bl.a., at man blev nødt til at flytte stemmeoptællingen i to af landets departementer fra en by til en anden by. Men de mangler at fortælle, at grunden til, at man måtte flytte stemmeoptællingen af de sidste stemmer i Potosí og Chuquisaca var, at højrefløjens støtter havde brændt de regionale valgkontorer ned. 

En anden ’uregelmæssighed’ de peger på, er, at Evo fik hovedparten af de sidste 5% optalte stemmer. Ud af de sidste 5% optalte stemmer fik Evo 60,5%, mens Mesa fik 23,8%. Dette finder OAS usandsynligt. Men hvorfor er det usandsynligt, når de sidste 5% af stemmerne stammede fra landkommuner, hvor opbakningen til Evo traditionelt er langt størst? En amerikansk organisation, CEPR, har analyseret alt valgdata, som er fuldt tilgængeligt for offentligheden, og konkluderer, at der ingen tegn er på valgfusk.

Evo udskriver nyvalg, men efterfølgende må han træde tilbage efter pres fra hæren

På trods af de meget politiske konklusioner i OAS’ rapport, vælger Evo om morgenen den 10. november at udskrive nyvalg. Oppositionen, der indtil nu havde afvist at anerkende OAS’ revision af valget, går nu ud og klamrer sig til OAS’ rapport, da dens konklusioner understøtter deres agenda. 

Men udsigten til nyvalg tilfredsstiller ikke den rabiate højrefløj, som kræver, at Evo træder tilbage med det samme. I løbet af søndagen fortsætter højrefløjens støtter sine voldelige angreb på boliger tilhørende politikere fra MAS-IPSP. Bl.a. tages en ministers bror til fange og trues på livet, hvis ikke ministeren træder tilbage. Da dagen er omme, er flere end 50 politikere fra MAS-IPSP trådt tilbage efter trusler og pres fra højrefløjen. Det drejer sig både om ministre, guvernører, borgmestre, senatorer og parlamentsmedlemmer. 

Da hæren melder ud, at de kræver Evos afgang, er kuppet de facto en realitet. Sammen med vicepræsidenten, Álvaro Garcia Linera, sundhedsministeren og en række rådgivere flyver Evo til Cochabamba, hvor han lander i Chimore, den tropiske del af departementet, hvor cocabønderne har deres hovedsæde. Derfra meddeler Evo og Álvaro i en tv-tale til nationen, at de træder tilbage, som følge af kuppet. Samtidig slår de fast, at de vil fortsætte den politiske og sociale kamp, og med reference til den gamle indianerleder Tupac Katari, siger Álvaro, at ”vi vil vende tilbage i milliontal”. 

Kup tilbage til fattigdom

Det program, som oppositionen ønsker at gennemføre, er ultrakonservativt og dybt reaktionært. De ønsker bl.a. at gøre Bolivia til en føderal stat, hvilket f.eks. vil indebære, at indtægter fra råstofudvinding i et enkelt departement hovedsageligt vil tilfalde departementet, mens staten får et mindre råderum til at lave offentlige investeringer i hele landet. Samtidig ønsker de at understøtte flere udenlandske investeringer gennem sænkning af skatterne m.v. Dette vil medføre en tilbagevenden til den neoliberale periode, der var, før Evo kom til magten, som var kendetegnet ved privatiseringer, udsultning af den offentlige sektor og en galoperende fattigdom.

Og på landbrugsområdet ønsker oppositionen at give mere støtte til agroindustrien og de store godsejere, mens de fattige småbønder, de jordløse og de indfødte folk uden tvivl kan se en hårdere fremtid i møde. 

Oppositionens topfigur, Carlos Mesa, var præsident fra 2003 til 2005.  Han forlod posten i maj 2005, da en revolutionær opstand krævede nationalisering af gassen, hvilket han havde modsat sig.

Udover Mesa og de andre højrefløjspartier, har de såkaldte civilkomiteer også spillet en afgørende rolle i kuppet.  Lederen af civilkomiteen i Santa Cruz, Luis Fernando Camacho, har gennem hele krisen været den mest rabiate repræsentant for oppositionen, og han var også den første til åbent at opfordre militæret til at vælte Evo.

Militarisering af hele landet og krav om indsættelsen af en ’overgangsregering’

Efter kuppet var en realitet, udbrød der kampe i flere dele af landet. Især i El Alto og La Paz er det gået hårdt for sig. Støtter af regeringen angreb politistationer og industrier, som tilhører den økonomiske magtelite i Santa Cruz. 

Fra højrefløjens side gik man til angreb på flere boliger tilhørende politikere fra MAS-IPSP, og i Cochabamba blev Evos egen bolig angrebet. Venezuelas ambassade i La Paz var også udsat for et voldsomt angreb. Politiet, som indtil da havde forskanset sig på deres kaserner, kom nu på gaden, og i El Alto skød de med skarpt og sårede flere demonstranter, der protesterede mod kuppet, bl.a. en lille pige. I Cochabamba igangsætter cocabønderne vejblokader og fysisk forsvar af Evo, som Camacho, lederen af civilkomiteen i Santa Cruz, har meddelt vil blive anholdt. Samme Camacho insisterer på, at ’civilstrejkerne’ skal fastholdes et par dage endnu, indtil der er blevet indsat en ’overgangsregering’. 

Det er vigtigt at huske på, at MAS-IPSP har 2/3 flertal i parlament og senat frem til, at den nuværende valgperiode udløber den 20. januar 2020. Men Camacho kræver, at der indledes retssager mod alle politikere fra MAS-IPSP, samt mod Evo, Álvaro og alle regeringens ministre. Camacho og resten af oppositionen ønsker en ’overgangsregering’, der kan tjene deres interesserer frem mod et kommende valg. Og de ønsker allerede nu at kunne sætte sig på hele statsapparatet for at kunne kontrollere udviklingen frem mod et sådant valg. 

Samtidig med disse meldinger fra oppositionslederne, meddeler militæret, at de sender tropper på gaden i hele landet for at nedkæmpe opstande fra støtter af Evo. Den nyudnævnte politimester i Santa Cruz, Miquel Mercado, udtaler, at ”slangens hoved er blevet hugget af, men kroppen bevæger sig stadig, så derfor iværksætter vi operationer for at få kontrol med situationen”. 

Evo forlader landet, mens situationen udvikler sig

Omkring midnat, den 11. november, blev Evo hentet i Chimore af et fly fra det mexicanske militær. Som følge af de seriøse trusler mod hans liv, blev han tvunget til at søge asyl i Mexico. 

Samtidig med at Evo forlader landet, er det meget symbolsk, at en række tidligere centrale oppositionsfolk meddeler, at de vil vende tilbage til Bolivia. Heriblandt den tidligere landbrugsminister, som har været på flugt fra det bolivianske retsvæsen siden massakren på 73 mennesker i El Alto under gaskrigen i 2003. Selvsamme minister beder om amnesti til alle militærfolk, der var impliceret i samme massakre. 

Indsættelse af en kupregering

Med Evo ude af landet forsamlede højrefløjens partier sig i parlamentet og senatet, hvor de udnævnte Jeanine Áñez som ny formand for senatet. Før dette var hun anden viceformand for senatet. 

Udnævnelsen af hende som ny præsident for senatet skete uden deltagelse fra politikerne fra MAS-IPSP, som ellers har 2/3 flertal. Derfor var det fuldstændig ilegalt. Efter at have udnævnt sig selv til formand for senatet, udnævnte Áñez sig som ny præsident for Bolivia.  Kort efter udnævnte hun ministre for en reaktionær ’overgangsregering’. Kuppet var dermed en realitet.

Reaktionen fra bøndernes fagforeninger var at erklære nationale mobiliseringer og igangsætte vejblokader over hele landet. Og i El Alto og La Paz er der fortsat daglige massedemonstrationer, der kræver Áñez’ afgang og militant kamp imod kuppet. 

Disse protester bliver mødt af voldsom repression, med hundreder sårede og adskillige døde af politiets og militærets kugler. Og samtidig har politiet anholdt omkring 1.000 demonstranter forskellige steder i landet. 

I denne situation har ledelsen for MAS-IPSP imidlertid spillet fallit. Mens deres støtter mobiliserer og kalder til kamp, er svaret fra MAS-IPSP parlamentarikere, at der er behov for national dialog, fred og respekt for den borgerlige stats demokratiske institutioner. Der er derfor behov for en ny ledelse, der kan føre an i kampen mod, at dette borgerlige kup konsoliderer sig. Det er afgørende, at COB og landets andre store fagforeninger tilslutter sig denne kamp, som kun kan lykkes, hvis skytset rettes det rette sted hen. 

Behov for international solidaritet

Konsekvenserne af kuppet mod Evo vil ikke kun kunne mærkes i Bolivia, men også i resten af Latinamerika, hvor højrekræfter er kommet til magten i flere lande over de senere år. Det er ikke uden grund, at Bolsonaro fra Brasilien, Duque i Colombia, Piñera i Chile, samt Guiadó fra Venezuela, alle har været ude at hylde oppositionen. 

Men uanset hvor ihærdigt højrefløjen i Bolivia forsøger at betegne deres kup som demokratisk, så taler begivenhederne sit tydelige sprog. Kuppet må afføde massiv international fordømmelse fra alle sande demokrater. At OAS’ generalsekretær, Luis Almagro, har givet sin opbakning til kupmagerne viser med al tydelighed deres medskyld i kuppet.

Arbejderbevægelsen må udvise solidaritet med det bolivianske folk, som er blevet frarøvet den valgsejr, det opnåede ved valget den 20. oktober. 

* Jeppe Krommes-Ravnsmed var bosiddende i Bolivia fra 2006 til 2011. Han har boliviansk familie og har skrevet adskillige artikler om situationen i Bolivia. 

Back To Top