skip to Main Content

De nordiske lande og NATOs krige

Den norske Nordahl Grieg fredsfond forlanger de politisk ansvarlige for Norges deltagelse i krigen mod Libyen stillet for en rigsret. Nedenstående gennemgang af begivenhederne i Libyenkrigen og de nuværende krigstrusler omfatter alle de nordiske lande

Af Betty F. Carlsson

Baggrunden for Libyen-krigen var, at den libyske stat under præsident Muammar Gaddafi og hans regering disponerede over 143 tons guld og en tilsvarende mængde sølv i eget land. Guldet skulle bruges til at opbygge en fællesafrikansk valuta på basis af en ny libysk dinar med dækning i guld. Planen var at skabe en alternativ valuta til afrikanske lande, som tidligere havde været afhængige af den franske franc.

Gaddafi ville bryde Frankrigs hegemoni over tidligere franske kolonier. Til at gennemføre den plan var han fast besluttet på at bruge Libyens olierigdomme. Det var uacceptabelt for Paris. Der var man bange for at miste ”overhøjheden” over de urangruber i Nordvestafrika, som det franske atomprogram var afhængigt af.

Den 19. marts 2011 indledtes så den franske Opération Harmattan, angrebskrigen mod Libyen. Den varede til den 31. oktober 2011 og omfattede over 7.500 bombe- og raketangreb. Antallet af dræbte som direkte følge af krigen opgives til mellem 10.000 og 50.000. Efter knap to uger viste det sig, at franske og britiske bombefly ikke havde kunnet slå det libyske luftforsvar ud. Så overtog USA ledelsen af operationen.

Krigen mod Libyen

Den 17. marts 2011 vedtog FN’s sikkerhedsråd resolution nr. 1973 med det formål at beskytte civile, få en våbenhvile i stand, iværksætte politisk mægling og finde en politisk løsning i Libyen. NATO fik ansvaret for flyveforbudszonen. Rusland og Kina undlod at stemme om FN-resolutionen.

NATO-landene benyttede resolutionen til at gå i krig mod Libyen. NATO fortolkede FN’s flyveforbud ved at lave en liste over mål, som skulle bombes. De to NATO-lande i Norden, Danmark og Norge, gik helhjertet med i krigen. To af de norske piloter, som deltog i bombningen, fortalte i det statsejede norske tv NRK’s dokumentarudsendelse, Brændpunkt, om Norges krigsførelse i Libyen og om deres arbejde.

25 procent af de norske bombetogter var planlagt med målene udvalgt på forhånd. De resterende bombemål blev valgt af piloterne selv, som fra 40.000 fods højde kunne beslutte, om bygninger, veje og mennesker, som de selv observerede, udgjorde bombemål – i strid med FN’s sikkerhedsråds resolution nr. 1973 og FN-pagtens artikel 2.

”Vi kunne få besked på at flyve ind i et kæmpestort område på størrelse med Sydnorge med den opgave selv at søge efter bombemål”, sagde oberstløjtnant Bård Reidar Solheim.

”Vi plejede at få en bekræftelse fra nogen på jorden. Det gjorde vi ikke nu”, sagde en anden pilot til NRK.

Nürnberg processen

Nürnberg-processen var en række retssager, som i årene 1945–49 blev ført i den tyske by Nürnberg mod politiske, økonomiske og militære ledere fra Det Tredje Rige. Den internationale del af processen fandt sted fra november 1945 til oktober 1946. Alle de tiltalte stod anklaget for op til fire punkter:

  1. Konspiration om at udføre de i pkt. 2-4 nævnte forbrydelser.
  2. Forbrydelser mod freden.
  3. Krigsforbrydelser
  4. Forbrydelser mod menneskeheden.

Artikel 48 i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne fastslår kravet om beskyttelse af civile i krig; men ingen af de ansvarlige politikere, eller deltagere i krigen, er endnu stillet for en rigsret eller krigsforbryderdomstol.

Libyen før og efter

Respekt for Genève-konventionerne, folkeretten og menneskerettighederne indgår i første linje i forsvaret af indbyggerne i de nordiske lande og alle andre lande på den nordlige og sydlige halvkugle. Alle folk og samfund har ret til suverænitet og fredelig sameksistens.

Libyenkrigen i 2011 ødelagde den højst udviklede socialstat (velfærdsstat) i Afrika, og flere NATO-lande bærer ansvaret for det. I dag er Libyen et smadret, opdelt og fattigt land, præget af magtkampe. Hvor det tidligere gav arbejde til migranter, er det blevet et samlingspunkt for migranter på vej til Italien. NATO-styrker og EU forsøger at hindre flygtningene i at nå til Europa.

I stedet for at betale krigsskadeserstatning, forsøger EU at etablere aftaler med landet om, at det sikrer, at flygtninge og migranter ikke kommer ud af Libyen til Europa. Det danske Socialdemokrati tillader sig oven i købet at foreslå at betale for at få oprettet flygtningelejre i Nordafrika for at ”beskytte Europa mod flygtninge”.

Krigsforberedelse i Norden

De tre seneste år har det russiske forsvar optrappet sin militære tilstedeværelse i Arktis. Gamle anlæg bliver shinet op og taget i brug igen. I december 2014 oprettede Rusland sin Nordkommando, som er en del af Nordflåden. I de vestlige områder ved grænsen til Finland og Norge er tre brigader blevet lagt ind under Nordkommandoen: den 200. brigade og den 61. brigade i Petjenga og den 80. brigade i Alakurtti ved grænsen til Finland.

Over 100 soldater og elleve køretøjer blev for nylig sat i land på Aleksandra-øen, en af de vestlige øer i øgruppen Franz Josefs Land. Soldaterne tilhører den russiske arktiske brigade. Det er første gang, russiske styrker gennemfører en amfibieoperation så langt mod nord”, oplyste det russiske forsvarsministerium.

Aleksandra-øen rummer fra tidligere Nagurskoje-basen, en flybase og en radarstation, som var i brug under den kolde krig og nu i de sidste to år er blevet pudset op. Basen er udstyret med langtrækkende russiske luftværnsmissiler af typen S-300 og ifølge Ståle Ulriksen ved Sjøkrigsskolen (marinens officersskole) sandsynligvis også med MIG 31, et langtrækkende jagerfly, der er fremstillet til at afskære bombefly, der kommer over Nordpolen fra USA.

Tillidsskabende fælles øvelser

I 2005 gennemførte Norge og Rusland en fælles øvelse, Barents Resque, hvor sø-værnene for første gang samarbejdede om beredskab med hensyn til forurening, olie-katastrofer til søs og om fælles risikovurdering i tilknytning til beskyttelse af olieinstallationer i de nordlige områder. Barents Resque i 2009 var en grænsebrydende civil og militær øvelse mellem Norge, Sverige, Finland og Rusland med sigte på at redde liv på tværs af grænserne, og øvelsen Northern Eagle, var en tillidsskabende militærpolitisk øvelse mellem Norge, Rusland og USA. Et tillidsskabende initiativ er på denne baggrund også, at den norske Brigade Nord og den russiske 200. motoriserede infanteribrigade i Petjenga drøftede muligheden for samtræning.

Strategien der brast

Kuppet i Ukraine skulle have sikret den russiske militærbase på Krims sydspids. Det slog fejl. Slaget om Krim har siden betydet et oppisket fjendebillede af Rusland, hvor også de nordiske lande, der ikke er medlem af NATO, er blevet inddraget i krigsforberedelserne.

I Norge besluttede regeringen Solberg i 2014 at indstille alle planlagte bilaterale militære aktiviteter med Rusland. Indstillingen af samarbejdet indebar i praksis, at planlægningen af 15 besøg og aktiviteter, som skulle have fundet sted i efteråret 2014, ikke blev iværksat. Tværtimod oprustede NATO, og dets militære styrke ved Ruslands vestlige grænse omfatter nu også en ”turnerende” bataljon på 4.000 mand i Polen, Estland, Letland og Litauen. Rusland har udstationeret 330.000 soldater langs sin vestlige grænse op mod NATO’s baser.

Rusland eksporterer våben for ca. 15 milliarder om året, og det giver arbejde til mellem 2 og 2,5 millioner mennesker rundt om i Rusland. Omkring 20 procent af alle arbejdspladser i den russiske industri er forsvarsrelaterede. I Rusland lever 21,1 millioner mennesker i fattigdom. I USA lever knap 50 millioner mennesker i fattigdom. I de europæiske NATO-lande lever millioner og i den tredje verden endnu flere millioner arbejdsløse i fattigdom.

Fra aftaler til oprustning

I det årti, Rusland var underlagt Boris Jeltsin, fik Europa et helt net af politiske samarbejdsaftaler og militære ”tillidsskabende initiativer” som f.eks. gensidige inspektioner, styrkelofter og varslinger.

Under Bush Jr. svarede USA med at suspendere kernevåbenaftalen om ABM-våben og forlangte, at NATO skulle lukke op for, at de tidligere sovjetrepublikker Georgien og Ukraine kunne blive medlemmer af pagten. USA’s præsident Bill Clinton markerede NATO’s 50-årsjubilæum med et nyt strategisk koncept på topmødet i Washington i 1999. NATO kunne så operere uden for alliancens oprindelige ansvarsområde. Den 24. marts 1999 indledte NATO sit bombardement af Jugoslavien.

Start II-aftalen (undertegnet af USA og Sovjetunionen i 1993), som forbød raketter med flere sprænghoveder (MIRV-sprænghoveder), brød sammen, da Rusland under præsident Vladimir Putin foretog en modernisering af dette kernevåbensystem.

Det skete, efter at NATO i præsident Obamas embedsperiode vedtog at etablere et missilskjold til forsvar mod angrebsmissiler. INF-aftalen fra 1987 om mellemdistanceraketter blev afviklet som følge af, at det amerikanske raketskjold i præsident Obamas embedsperiode blev en del af NATO’s militære infrastruktur.

Krigstrusler

NATO-topmødet i Warszawa den 8.–9. juli 2016 stadfæstede, at Aegis-systemet er installeret på landjorden i Deveselu i Rumænien og planlægges i Tyrkiet og Polen, samt at systemet er monteret på fire skibe i den amerikanske flådes støttepunkt Rota i Spanien. Hvis Rusland har etableret antiraketforsvar af typen S-500, vil det spærre russisk luftrum for fjendtlige ballistiske missiler medførende kernevåben.

NATO har 3,4 millioner soldater i aktiv tjeneste. Rusland har 845.000. Danmarks ”forsvars”-minister, Claus Hjort Frederiksen, har nu proklameret, at Danmark er ”sikker på, at et hackerangreb på det danskejede konglomerat Mærsk var udført af Ruslands regering”. Han opfatter det som en krigserklæring!

Skal vi stiltiende vente på, at Danmark besvarer den påståede krigserklæring, og udløser ragnarok?

– Med tak for kildemateriale fra Nordahl Grieg fredsfonden.

Back To Top