OK17 – stem nej

Uro på bagsmækken

Efterhånden som de forskellige brancher afslutter forhandlingerne mellem fagbevægelse og arbejdsgiverforeningerne, og de elendige resultater af forligene bliver kendt, stiger uroen og protesterne blandt de mennesker, der skal arbejde under og med de givne vilkår.

Fra klubmøder, bestyrelsesmøder og generalforsamlinger strømmer det nu ind med protester og opfordringer til at stemme nej. Det er især byggefagene, der er oppe på mærkerne, men også fra industrien lyder protesterne.

Spildte muligheder

Overalt peges der på de mange grunde til, at man havde kunnet forvente et tilfredsstillende overenskomstresultat med opfyldelse af de væsentligste krav efter syv magre år, som det hedder i en udtalelse.

Det er krav som effektive tiltag mod social dumping, kortere arbejdstid og væsentlige lønforhøjelser, krav som udspringer af det rimelige i at få del i det produktionsresultat, de har skabt, og at hale ind på den skæve udvikling i balancen mellem profit og løn, som er sket under og efter krisen.

Modsat rettede nyordninger

To nyskabelser i industri-forliget arbejder direkte mod hinanden.

Det gælder den meget omtalte seniorordning og arbejdsgivernes ret til at diktere tvunget overarbejde op til en arbejdsuge på 42 timer. Selv om det kan afspadseres indenfor 12 måneder, skal det ske, ”når det passer ind i produktionen”.

Seniorordningen berømmes, men fra metallerne i Horsens påpeges det, at selvbetalt deltid ikke er nogen nyhed. Seniorordningen koster ikke arbejdsgiverne en krone, men det kan blive dyrt at benytte den. Pengene kan hentes i pensionsopsparingen, med lavere pension senere hen som konsekvens. Dertil kan det koste indhug i den skattefrie bonus fra efterlønsordningen.

Virkeligheden kan blive, at den ældre kollega, der har behov for seniorfridage, i stedet bliver bedt om at arbejde over uden at kunne sige nej.

Arbejdstiden

Fra alle brancher protesteres over arbejdsgivernes ret til at udvide arbejdsugen til 42 timer med overarbejde.

Kravene lød på nedsat arbejdstid af hensyn til den øgede produktivitet med nedslidning til følge, hårdt arbejdsmiljø og den forhøjede pensionsalder og ødelagte efterlønsordning.

Argumenterne er mange. 430.000 danskere udviser dagligt tegn på stress, heraf er 35.000 sygemeldte. Arbejdsbelastningen for f.eks. en 3F’er, faglærte og ufaglærte eller SOSU betyder, at de i gennemsnit mister henholdsvis 5,7 og 2,9 potentielle arbejdsår, som går ud over økonomien, helbred og livskvalitet.

En ud af fire af 3Fs medlemmer har forladt arbejdsmarkedet omkring 60-årsalderen på grund af arbejdsskader og nedslidning, ligesom fysiske arbejdere lever kortere tid.

Der er al mulig grund til en kraftig nedsættelse af den ugentlige arbejdstid.

Social dumping

Tidens store problem er den sociale dumping, der finder sted. Med de fiduser, der ligger i at operere med underentreprenører, er kædeansvaret for hovedentreprenøren blevet et vigtigt krav.

Det andet element i social dumping er den lave mindsteløn i overenskomsterne. Mindstelønnen er helt ude af trit med prisniveauet i Danmark. Den smule, den over tre år hæves med, løser ikke problemet med social dumping. Hverken i forhold til de vilkår arbejdsløse, der er havnet på kontanthjælp, lever med, eller i forhold til udenlandsk arbejdskraft, hvor familierne lever i lande med markant lavere leveomkostninger. Vage formuleringer om at støtte overenskomstdækning hos underentreprenører løser heller ikke problemerne.

Der er kun ét svar, lyder det i udtalelserne: OK17 er en ommer, der skal stemmes nej til!                               -bc