Paul Robeson

Paul Robeson ikke glemt

Af Margit Andersen

Ved en koncert i Londons Royal Albert Hall i 1937 til fordel for den spanske republik udtalte den sorte, amerikanske sanger og skuespiller Paul Robeson (1898-1976): ”Kunstneren må vælge at kæmpe for frihed eller slaveri. Jeg har valgt.” Det valg skulle komme til at koste ham dyrt. Fra i første halvdel af det 20. århundrede at have været den store stjerne i USA, både som sportsmand og kunstner, blev han derefter og til sin død for 40 år siden forsøgt udraderet af den nationale hukommelse. Under Mccarthyismen blev han frataget sit pas og erklæret for statsfjende, fordi han havde talt mod fascisme og for fred og ved mange lejligheder tilkendegivet, at han så socialismen som vejen frem til afskaffelse af ulighed, fattigdom og racisme og betragtede udviklingen i Sovjetunionen som virkeliggørelsen af denne vision. Det fremmede sikkert heller ikke hans sag, at han var sort og søn af en tidligere slave.

Robesons valg var ikke resultat af hans opdragelse, men af en senere udvikling og indsigt. I hjemmet lærte børnene, at de skulle gøre deres race respekteret ved at tilpasse sig, opføre sig pænt og ikke mindst ved at udmærke sig i skolen. Det gjorde han i den grad, at han efter mellemskolen vandt en konkurrence, der gav ham friplads på Rutgers College, hvor man lagde stor vægt på fodbold og baseball, som Robeson med sin højde og drøjde var en mester i. Rutgers var egentlig et hvidt college, tidligere havde der kun gået to andre farvede, og det blev en balancekunst for ham at begå sig i miljøet, hvor han i mange sociale sammenhænge var udelukket fra at deltage pga. sin farve.

Fra juraen til scenen

Efter Rutgers læste Robeson jura, men som færdiguddannet erfarede han, at kombinationen sort og jurist ikke var god. Hvide mennesker ville ikke forsvares i retten af en farvet mand, så han blev henvist til skrivebordsarbejde, den korte tid han holdt ud i firmaet.

I virkeligheden passede det ham godt at finde sig et andet levebrød, for under studierne var han begyndt at dyrke teater på amatørbasis, og den flotte fyr med den dybe, varme baryton-bas blev snart til mere end amatør i Harlems blomstrende teatermiljø. Han fik hovedroller, og allerede i 1922 rejste han på turné til England, hvor han spillede titelrollen i Eugene O’Neills drama ”Kejser Jones”. Her åbnede der sig en ny verden for den unge amerikaner. Han mødte sorte fra Afrika og blev interesseret i den kultur, han stammede fra og opmærksom på kolonialismens udbytning af dette kontinent.

Robeson vælger side

Under et ophold i England i 1929 kom han tilfældigt i kontakt med en gruppe walisiske minearbejdere, der var gået hele vejen til London for at protestere mod deres elendige arbejdsforhold. Om det møde skrev han senere i sin bog ”Here I stand”: ”Det var der, jeg først forstod, at kampen skal føres i fællesskab mellem sorte og hvide”. Venskabet mellem ham og minearbejderne blev livslangt, og i 1939 indspillede han filmen ”Proud Valley”, der foregår blandt minearbejdere i Wales.

Den sidste afgørende begivenhed for Robesons politiske udvikling blev den spanske borgerkrig, hvor han straks engagerede sig ved at lave støttekoncerter, og i 1938 tog han til Spanien og optrådte for de internationale brigader. Derefter havde Robeson valgt side, og i 1949 deltog han i fredskongressen i Paris og tog derfra på turné i Europa. I København optrådte han gratis ved en koncert, som Land og Folk arrangerede i Forum. I Liverpool kom der så mange til hans koncert for fred og imod racisme, at flere tusinde ikke kunne få billet. Efter koncerten gik sangeren udenfor og sang videre for dem. Det blev ikke glemt, og i maj måned i år blev der i byen arrangeret en stor mindekoncert i anledning af 40-året for hans død.

Tilbage i USA blev Robesons pas inddraget, han blev afhørt om sin ”uamerikanske virksomhed” og lagt på is kunstnerisk, hvad der dog ikke forhindrede ham i at optræde i ”sorte” kirker, og ved to lejligheder at optræde indirekte i udlandet. Den ene gang sang han fra sin side af grænsen for canadiere, der stod på den anden side af den, og den anden gang var, da han i 1957 over telefonnettet sang for de waliske minearbejdere i Porthcawl.

Sidste store turné

Da Robeson i 1958 efter en retsafgørelse fik sit pas igen, tog han på turné til England, derfra til DDR og Sovjetunionen og så langt som til Australien og New Zealand. Overalt blev han modtaget med begejstring, men det der skulle have været en genfødsel endte med at blive en afslutning. Robesons kræfter var brugt op, både de fysiske og de psykiske, han blev behandlet på hospitaler i DDR og Sovjetunionen, men genvandt ikke helbredet og måtte trække sig tilbage.

Ikke glemt

I forbindelse med Vietnam-krigen ændrede det politiske klima sig i USA, og i 1973 blev Robesons 75-års fødselsdag fejret ved en koncert arrangeret af Harry Bellafonte i Carnegie Hall, dog uden fødselsdagsbarnets deltagelse, og i 1998 blev hans 100 års dag fejret med 400 arrangementer i USA. I 2004 udkom der et frimærke med hans portræt, og i 2012 blev USA’s ambassades informationskontor på Jamaica opkaldt efter ham, omend ikke helt frivilligt. Ambassaden havde udskrevet en konkurrence blandt mellemskolebørn om den bedste stil om en betydningsfuld person, hvis navn ville blive kontorets navn. Vinderemnet blev Paul Robeson.

Instruktøren Steve McQueen (mest kendt for 12 år som slave) udstillede i maj i år i New York en tre timers videoinstallation om FBI’s overvågning af Robeson, og har som sit næste projekt en film om ham med hovedvægten lagt på hans venskab med de walisiske minearbejdere. Med sig i projektet har instruktøren Robesons gamle ven Harry Bellafonte.

Robeson er altså ingenlunde glemt nu 40 år efter sin død, hverken som den banebrydende kunstner, der ikke kun skabte sig selv en strålende karriere, men også dermed åbnede vejen for andre sorte sangere og skuespillere, eller som den politiske aktivist, der, med sine egne ord i en båndet tale til fødselsdagskoncerten i 1973, havde viet sit liv til kampen for frihed, fred og broderskab.