Revolutionen på Als

Da Als blev en selvstændig, socialistisk republik, og en skræddersvend blev præsident.

Af Freddy Wedel

Den 6. november 1918 proklameredes Als som republik med skræddersvend Bruno Topff som præsident. Første verdenskrig var lige endt, og ommøbleringen var afsluttet – i hvert fald den første omgang af kampen om verdens rigdomme. 

I Rusland var revolutionen gennemført, og året før var den russiske selvhersker revet ned fra sin forgyldte trone. Proletariatet havde taget magten, og man var nu gået i gang med at skabe Sovjetunionen. 

Efter det tyske riges sammenbrud udbrød Matros-oprøret i Kiel, som efterhånden og sikkert bredte sig til hele Tyskland. Lederen af dette oprør var den tyske socialdemokrat Gustav Noske. 

Matrosernes oprør

Nordslesvig, landet syd for Kongeåen, og dermed også øen Als, havde Danmark tabt til Tyskland i krigen 1864. ”Hovedstaden” på Als, Sønderborg, havde en forlægning af den tyske marine, en enhed der kun bestod af nogle få krigsskibe og nogle frustrerede tyske marinesoldater, der følte, at de trængte til visse forandringer i det gennembankede tyske rige.

En stor del af disse tyske krigsindkaldte, men også dansksindede marinesoldater, fulgte udviklingen (eller rettere sagt, afviklingen) i det tyske kejserrige med stor interesse. De var derfor åbne og påvirkelige med hensyn til de nye ideer. De støttede i vid udstrækning socialdemokraten Noske og hans positive interesse for udviklingen i Rusland. 

Disse dansksindede marinesoldater var, kunne man sige, uskolede socialister. En af disse var skræddersvenden Bruno Topff, der tidligere var blevet indkaldt til den tyske marine som håndværker. Han var efter sammenbruddet blevet indlagt på et militær-lazaret i Sønderborg på grund af tuberkulose.

Skræddersvendens oprør

Da skræddersvend Bruno Topff hørte om det tiltagende spektakel i det tyske rige, sprang han ud af sengen på tuberkulosehospitalet, fandt en hospitalskittel og forlod i denne sygehuset for at begive sig direkte til Sønderborg. Altså en hovedkulds handling. Han fandt senere en mere passende beklædning. Han fortalte, i uoverensstemmelse med sandheden, at han havde været en tur omkring Kiel for at tale med oprørslederen Gustav Noske, og at han her havde fået kommandoen over Als. Hvorvidt Topff havde studeret de kommunistiske klassikere er svært at sige, men han har i hvert fald ikke læst dem særligt grundigt. 

Den revolution, han var i færd med at sætte i gang, var ganske og aldeles uforberedt. Indbyggerne på Als havde ingen som helst plan eller ide om at lave nogen som helst revolution. Alt gik, som det nu gik – nærmest som i Matadors ”Korsbæk” – rig og fattig – proletarer og burgøjsere i skøn forening mellem hinanden – som det nu skulle være. Øen var præget af landbrug og enkelte småhåndværk, altså endnu ingen Danfoss.

Topff sprang altså direkte ud af sengen og gik i gang med revolutionen. En af de første handlinger var at lukke for ”øens grænser” altså broen mellem Als og Jylland. Derefter fordelte han en ladning smør med et halvt pund til hver indbygger på øen. Det blev naturligvis populært. 

På et stort møde på kasernen lod han sig efterfølgende udråbe som præsident på Als. Han konfiskerede øens eneste bil og susede rundt med fire bevæbnede vagter. Der blev sat plakater op overalt, og da den måbende befolkning stilfærdigt spurgte, hvad det hele dog gik ud på, lød svaret. ”Vi laver revolution”. 

Topff mødte også op i Sparekassen med sine bevæbnede vagter for at ”nationalisere” øens pengebeholdning, hvilket pengeinstituttets ledelse accepterede uden videre; ”præsidenten” fik altså fri rådighed over kontanterne.

Afslutningen

To dage efter var det slut. Skræddersvendens helbred holdt ikke. Støtten fra Gustav Noske og den ”rigtige” revolution udeblev. Topff brød sammen og måtte igen indlægges på sygehuset for at modtage den afbrudte behandling af hans tuberkulose. Noske indsatte herefter en ny leder af Soldaterrådet på Als, altså ikke en ny præsident på øen. 

”Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse”, sagde Lenin. (Lenin: Udvalgte værker, bd. 2, s.40).

Det er tvivlsomt, om Topff havde særligt meget styr på sin revolutionære teori. Han fik støtte fra soldaterne på kasernen, der alle var fra andre steder end lige netop Als. 

Indbyggerne på Als anede ikke, hvad det var, der var gang i, så man kan vel ikke ligefrem påstå, at Topff havde massernes opbakning. Derfor gik det galt efter bare to dage. Hans indgriben var spontan og under påvirkning af den daværende situation. Og naturligvis præget af hans alvorlige sygdom.

Topff døde den 5. november 1920. Altså to år efter ”revolutionen” på Als.