skip to Main Content

Russisk klassiker på Nørrebro

Af Margit Andersen

Da Nikolaj Gogols (1809-52) satiriske komedie Revisoren i 1836 havde premiere i Skt. Petersborg, skabte den voldsomt røre og blev en stor succes. Den var en bombe, der sprængte den herskende romantiske stil i stumper og stykker med sin jordnære realisme og dagligdags sprog i modsætning til de højstemte replikker, man var vant til. Dertil kom, at den var samfundskritisk i forhold til den korruption, der trivedes så godt i zarriget.

Der var bare den hage ved det, at forfatteren slet ikke nød virakken, for han ville ikke være samfundsrevser, men moralist og var inderst inde mere romantiker end realist, så han flygtede til Italien for at falde til ro. Der var sket det, at hans geniale pen var løbet løbsk, ligesom det senere skete, da han skrev sit andet mesterværk, romanen Døde Sjæle. Denne indre konflikt mellem det, han ville, og det, han gjorde, førte til, at den store forfatter fik en sørgelig skæbne. Han blev grebet af religiøst vanvid og døde i en alder af kun 43 år, angiveligt fordi han simpelthen opgav at leve.

Et naturligt spørgsmål er så, om et skuespil, der er 182 år gammelt og handler om korruption i en russisk provinsby, kan holde til en fremførelse på Nørrebro i dag? Svaret er et klart ja, hvad der også fremgik af publikums latterkaskader aftenen igennem, og af et ungt menneskes udsagn på vej ud af teatret: ”Det var sejt”.

Stykket er en forvekslingskomedie, hvor en ung mand (Thure Lindhardt), der er lidt af en charlatan, kommer til byen og antages for at være en frygtet statsrevisor, der skal tjekke, at alt går ordentligt til. Byens højere magter, embedsmændene indenfor diverse etater, der har haft kronede dage med at rage til sig og misrøgte deres embeder, går i panik. Nu skal der dækkes over misgerningerne, og der lægges råd op i fællesskab, men hver af dem er i virkeligheden kun optaget af at redde sit eget skind med alle midler, også gerne bagtalelse af de andre og bestikkelse, hvis det fremmer sagen. Den uskyldigt falske revisor går velvilligt ind i rollen, for der tilbydes både penge og kvinder i varieret alder. Selv om han ikke er noget at samle på, så er det ham vel undt, at han får snøret dem, der hidtil har udnyttet alle andre til egen fordel.

Muntre replikker affyres fra scenen som et fyrværkeri, og satiren er til at føle på, men på bunden er der alvor, for moralen er jo, at fællesskabet i et samfund smuldrer, når grådighed og egoisme får overtaget. Det kan ske, og sker som bekendt, alle steder til alle tider, hvilket antydes fint i scenografien, ved at scenen er et neutralt kasserum uden lokalkolorit, og kostumerne er tidløse. Skuespilpræstationerne er over hele linjen gennemførte og veloplagte, men uden at forklejne nogen er de to tumpede godsejere (Benedikte Hansen og Sarah Boberg), der lige til fælles navnelighed minder om Dupont og Dupond i tegneserien om Tintin, meget morsomme.

Som et økonomisk alternativ til en teateraften kan det anbefales at læse stykket, der kan lånes på biblioteket. Det er selvfølgelig ikke det samme, men bestemt heller ikke kedeligt.

Revisoren af Nikolaj Gogol. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Nørrebro Teater indtil den 8. april

Back To Top