Fra St. Croix til Island

Af Margit Andersen

Biografier skrives som oftest om mennesker, som godt og grundigt har gjort sig bemærket i offentligheden, og som det derfor er nemt at finde stof om. Anderledes forholder det sig, når det drejer sig om en person, der trods en bemærkelsesværdig skæbne har levet i forholdsvis anonymitet. Så må man i gang med at grave guldet ud af diverse arkiver og bygge resten op ved hjælp af viden om den tid, vedkommende levede i og ud fra rimelige formodninger. Det er, hvad den islandske antropolog Gisli Palsson har måttet gøre for at kunne fortælle historien om en slavedreng fra St. Croix, der blev bragt til København og endte sit korte liv på Island.

Hans Jonathan hed han, og han blev i 1784 født af en slavegjort (forfatteren bruger denne lidt tunge betegnelse konsekvent for at pointere, at man ikke bliver født som slave, men gjort til det) kvinde. Faderen var hvid, dansk, det ved man, men heller ikke mere. Plantagen, hvor moderen var husslave, var ejet af familien Schimmelman, som i 1788 flyttede tilbage til København. I første omgang tog de drengens mor med sig, men i 1792 blev Hans Jonathan også bragt hertil og voksede op hos familien som husslave.

Da han kom i teenagealderen, begyndte der at komme gnidninger mellem ham og fru Schimmelman, og i 1801 meldte han sig til flåden og deltog i Slaget på Reden. Derefter ville han fortsætte i flåden, men han var jo fru Schimmelmans ejendom og kunne som sådan ikke bestemme over sig selv. Eller var han nu det? Fruen fik ham arresteret, og det kom til en retssag om, hvorvidt han som bosiddende i Danmark, hvor slaveri ikke var tilladt, skulle betragtes som en fri mand, eller om han som medbragt slave stadig var hendes ejendom. Det var en principsag, for dommen ville danne præcedens for de andre slaver, som sukkerbaronerne havde bragt med sig hjem.

Dommen faldt selvfølgelig ud til fordel for fruen, men Hans Jonathan ville ikke acceptere at være nogens ejendom og stjal sig selv. Hvorfor det netop blev Island, og hvordan han kom derop vides ikke, men der endte han og blev med nutidens sprogbrug velintegreret. En tid var han bestyrer af en købmandsbutik, men da han borgede for kredit til for mange af de fattige, blev han opsagt, og blev derefter selvstændig bonde med et lille husdyrhold. Han blev gift med en både smuk og begavet kvinde, parret var respekteret af alle for deres retlinethed, og de nåede at få to børn før Hans døde af et slagtilfælde i 1827.

Historien om Hans Jonathan er en historisk detektivroman, men bogen er meget mere. Den fortæller om, hvordan sukkerbaronerne sugede livet ud af slavearbejderne for at berige sig, om det danske retssystem og om den tids raceholdninger, der gjorde det helt legitimt at bruge mennesker fra Afrika som slaver, for som oplysningsfilosoffen Immanuel Kant fastslog, så havde ”negerne i Afrika af naturen ikke nogen intelligens udover tåbelighed”. Den kommer også ind på slaveriets historie, der går langt tilbage og ikke kun handler om hudfarve, men om at anse nogle mennesker for mindreværdige og derfor finde det naturligt at bruge dem som trælle. Selv i dag er slaveri og arbejde under slavelignende forhold vidt udbredt, og på det nære plan oplever vi stadig, endog fra politiske talerstole, at der er mennesker, der føler sig hævet over andre, fordi de mener, at deres farve og religion er den eneste rigtige.

Gisli Palsson er forsker, og selv om bogen er let tilgængelig, så fornægter det sig ikke. Fakta og formodninger er tydeligt adskilt, og den er udstyret efter alle forskningens regler med noter og litteraturliste samt en tidslinje, som støtter overblikket.

Gisli Palsson: Hans Jonathan. Manden som stjal sig selv
Oversat af Iben H. Philipsen. Forlaget Rebel With a Cause. 249 s. 250 kr.