Tåget borgerdialog om mindsteløn

EU-kommissær Marianne Thyssen i Danmark for at møde folket

Af Eva Hallum og Tscherning Johansen

EU-parlamentsmedlemmer ønsker en lov, der kræver minimumsløn i hele EU. Til formålet har EU fremlagt en rapport, der understøtter dette krav.

Det ankom EU’s kommissær for sociale anliggender, Marianne Thyssen til Danmark for at fremlægge og diskutere med borgerne på et åbent møde.

Men mødets dialog, spørgsmål og svar, foregik på engelsk, hvilket i sig selv begrænsede udbyttet af et sådant møde, og den demokratiske indflydelse.

Fælles mindsteløn

Kommissæren bekræftede, at hun tidligere har udtalt, at hun ikke ville træde de nationale regeringer over tæerne ved at foreslå en fælles mindsteløn, men hun mente, at EU nu må følge med tiden og den skiftende udvikling, hvorfor hun vil opmuntre de enkelte lande til at indføre minimumsløn, og hun arbejder på en ramme herfor.

– Vi skal være tættere sammen, mente hun, og konvergensen (ensartetheden) mellem medlemslandene skal øges.

De rejste spørgsmål om social dumping gled hun elegant af på. Hun skildrede det som en ukompliceret rettighed, at arbejderne skal kunne rykke sig derhen hvor arbejdet er og følge reglerne. – Tænk på, hvor langsomt det ellers ville gå med jeres byggeri, som hun sagde.

Den sociale søjle

Den sociale søjle vil vi komme til at høre nærmere om de næste par måneder. Den er tænkt som en ny dimension i Unionen, på baggrund af de senere års kriser, stigende arbejdsløshed, social nød i flere EU-lande og – må man vel gå ud fra – den stigende sociale uro og EU-modstand.

Meningen med søjlen er at ensrette de nationale social- og arbejdsmarkedsregler. Men til spørgsmål om, hvad der skal indgå i den omtalte søjle, var der ingen klare svar. Heller ikke om mindstelønninger skulle indgå.