Nogle teoretiske og praktiske spørgsmål om socialisme og vejen mod socialisme i Vietnam

Af dr. Nguyen Phu Trong, generalsekretær for Vietnams Kommunistiske Partis centralkomité

I anledning af præsident Ho Chi Minhs 131-års fødselsdag (19. maj) og valg af medlemmer til den 15. nationalforsamling og folkeråd på alle niveauer 2021-2026 (23. maj) har professor dr. Nguyen Phu Trong, generalsekretær for centralkomiteen for det kommunistiske parti i Vietnam skrevet en artikel med titlen ”Et antal teoretiske og praktiske spørgsmål om socialisme og vejen til socialisme i Vietnam”.

Nedenfor er artiklens fulde tekst:

Socialismen og Vietnams vej dertil er et emne af fundamental betydning, både teoretisk og praktisk. Det dækker en bred vifte af forskellige og komplekse spørgsmål med forskellige tilgange, og det kræver både en omhyggelig og seriøs undersøgelse og en dyb og videnskabelig evaluering af praksis. Indenfor rammerne af denne artikel vil jeg gerne berøre nogle aspekter ud fra Vietnams praktiske perspektiv. Jeg vil kun fokusere på at besvare følgende spørgsmål: Hvad er socialisme? Hvordan opbygger man gradvist socialismen i Vietnam? Hvilken betydning har ”Doi Moi” (fornyelse) og opbygningen af socialismen haft for Vietnam i de seneste år? Og hvilke problemer står denne proces overfor?

Som bekendt forstås socialisme som regel ud fra tre aspekter: socialisme som en ideologi, socialisme som en bevægelse og socialisme som en praktisk politik. Hvert aspekt har forskellige manifestationer afhængigt af den internationale situation og udviklingsniveauet i en bestemt historisk periode. Socialismen, som den beskrives her, er en videnskabelig socialisme, der er baseret på marxismen-leninismen i verden i dag. Hvordan skal vi så definere socialisme og kortlægge kursen mod socialisme på en måde, der passer til Vietnams særlige forhold?

Tidligere, mens Sovjetunionen og de østeuropæiske socialistiske lande eksisterede, syntes spørgsmålet om at bevæge sig mod socialisme i Vietnam at være udenfor al tvivl og blev stiltiende anerkendt. Efter sammenbruddet af den socialistiske model i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande og tilbagegangen for verdensrevolutionen, blev der imidlertid igen sat spørgsmålstegn ved udviklingen frem mod socialismen, og det blev emnet for enhver diskussion og medførte endda meget hede debatter.

Antikommunister og de politiske opportunister glædede sig og greb muligheden for at sprede misinformation og undergrave bevægelsen. I de revolutionære rækker var der også dem, der væltede sig i pessimisme og vaklede. Nogle begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den videnskabelige socialisme, beskyldte Sovjetunionens opløsning for at være marxismen-leninismens fejl og betvivlede, at socialismen var vejen frem.

Ud fra denne forudsætning mener de, at vi har valgt den forkerte vej og skal gå frem ad en anden vej. Nogle gentog de fjendtlige argumenter, nedgjorde og kritiserede socialismen og tillod sig ensidig ros af kapitalismen. Nogle stod op og angrede for at have haft tillid til marxismen-leninismen og socialismen. Men er dette sandheden? Er det sandt, at kapitalismen i dag, inklusive de mangeårige kapitalistiske lande, stadig udvikler sig godt? Har Vietnam valgt den forkerte vej?

Vi er enige om, at kapitalismen aldrig har været mere global, end den er i dag og har opnået enorme præstationer især med hensyn til at frigøre og udvikle produktionskapaciteten og fremme videnskab og teknologi. Mange udviklede kapitalistiske lande har – ud fra deres avancerede økonomiske fundament, men også takket være arbejderklassens og de arbejdende folks kamp – foretaget justeringer og indført betydelige sociale velfærdsordninger, der er mere progressive end før. Siden midten af 1970’erne og især efter Sovjetunionens opløsning sparede den internationale kapitalisme sig ingen anstrengelser for at tilpasse sig og lancerede nyliberalismen på verdensplan for at tilpasse sig de nye forhold. Af denne grund er den stadig i stand til at vokse yderligere. Alligevel kan kapitalismen stadig ikke tackle dens medfødte og fundamentale modsætninger. Kriser fortsætter med at bryde ud. Mest bemærkelsesværdigt var vi i 2008 og 2009 vidne til en finanskrise og økonomisk recession, der startede i USA. Derefter spredte den sig hurtigt til andre kapitalismecentre og berørte næsten alle lande i verden. Kapitalistiske stater og regeringer i Vesten tilførte enorme mængder penge til deres system for at redde overnationale virksomheder, industrielle-, finansielle- og bankkomplekser og sikkerhedsmarkeder, men de opnåede kun begrænset succes. Og i dag er vi vidne til en mangesidet sundheds-, social, politisk og økonomisk krise, der udfolder sig under virkningerne af COVID-19 pandemien og den fjerde industrielle revolution. En økonomi i recession har afsløret social uretfærdighed inden for de kapitalistiske samfund. Levestandarden for de fleste arbejdende mennesker falder dramatisk, mens arbejdsløsheden stiger. Kløften mellem fattige og rige bliver større og medfører øgede modsætninger og konflikt mellem etniske grupper. Forekomster af paradokser med ”dårlig udvikling” og ”anti-udvikling” har spredt sig fra det økonomiske og finansielle område til det sociale liv og antænder sociale konflikter. Mange steder blev økonomiske hændelser politiske, hvor bølger af demonstrationer og strejker rystede hele regimet. Virkeligheden har vist os, at kapitalismens ”frie marked” ikke kan hjælpe med at løse disse problemer, og i mange tilfælde endda forårsager alvorlig skade for fattige lande og uddyber konflikten mellem global arbejdskraft og global kapital. Denne virkelighed river også økonomiske teorier eller udviklingsmodeller, der længe har været betragtet som ”moderne”, fra hinanden. De blev rost af borgerligere politikere og betragtet som det ”optimale” og ”fornuftige” af borgerlige eksperter.

De økonomiske og finansielle kriser ledsages af energi- og fødevarekriser, dræning af naturressourcer og nedbrydning af miljøet og økosystemet. Dette udgør en monumental udfordring for menneskehedens eksistens og udvikling. Det er konsekvensen af en proces med økonomisk og social udvikling, der priste profitten som dens højeste mål, og som anså besiddelse af rigdom og materielt forbrug som civilisationens målestok, og som opretholder de individuelle interesser som samfundets fundament. Dette er kerneegenskaberne ved den kapitalistiske produktions- og forbrugsmåde. De igangværende kriser viser igen kapitalismens økonomiske, sociale og økologiske mangel på bæredygtighed. Ifølge mange forskere kan de nuværende kriser umuligt løses fuldt ud inden for rammerne af et kapitalistisk styre.

Nylige sociale protestbevægelser, som er flammet op i mange udviklede kapitalistiske lande, har yderligere afsløret sandheden om den kapitalistiske politiks natur. Faktisk garanterer demokratiske institutioner i form af ”frihed og demokrati”, som Vesten ikke sparer nogle midler for at fremme og påtvinge verden generelt, overhovedet ikke, at magten virkelig er fra folket, ved folket og for folket – en af ordet demokratis kernebetydninger. Dette magtsystem tilhører stadig primært de velhavende få og tjener de store kapitalistiske kartellers interesse. Et lille mindretal, næsten kun 1% af befolkningen, besidder langt størstedelen af rigdommen og produktionsmidlerne, kontrollerer tre fjerdedele af de økonomiske og vidensmæssige ressourcer og de almindelige massemedier og dominerer følgelig hele samfundet. Dette er den grundlæggende årsag til bevægelserne OCCUPY WALL STREET – de 99% versus 1% i USA i begyndelsen af 2011, som siden har spredt sig som en løbeild til andre kapitalistiske lande. Påstanden om ”lige rettigheder” løsrevet fra ”lige muligheder” til at udøve disse rettigheder førte til et demokrati kun af navn – tomt og uden substans. I det politiske liv vil folkenes magt blive undermineret, når først pengemagten dominerer. Dette er grunden til, at i udviklede kapitalistiske lande kan de ”frie” og ”demokratiske” valg, som de hævder finder sted, muligvis ændre regeringer, men ikke den herskende magt. Faktisk forbliver de kapitalistiske kartellers diktatur bagved flerpartisystemet.

Vi har brug for et samfund, hvor udvikling virkeligt er for mennesket – ikke for profittens dehumaniserende udbytning. Vi har brug for økonomisk udvikling ledsaget af sociale fremskridt og lighed, ikke en stigning i kløften mellem de rige og de fattige eller større social ulighed. Vi har brug for et samfund med medfølelse, solidaritet og gensidig bistand frem mod progressive og humanistiske værdier og ikke en illoyal konkurrence, hvor ”de svage er det kød, de stærke spiser” for at tilfredsstille nogle få individers og klikers egoistiske interesser. Vi har brug for bæredygtig udvikling i harmoni med naturen for at sikre et rent levende miljø til nuværende og fremtidige generationer i stedet for ubegrænset udnyttelse og besiddelse af ressourcer, uhæmmet forbrug og ødelæggelse af miljøet. Og vi har brug for et politisk system, hvor magten virkeligt tilhører folket, håndhæves af folket og tjener folket, ikke kun i de få velhavendes interesse. Er disse smukke idealer ikke de sande værdier i socialismen? Og er de ikke også det mål og den vej, som præsident Ho Chi Minh og vort parti og folk har valgt og følger med beslutsomhed og udholdenhed?

Som vi alle ved, har det vietnamesiske folk gennemgået en lang, hård og offerfyldt revolutionær kamp mod kolonialistisk og imperialistisk dominans og invasion for at forsvare den hellige nationale uafhængighed og suverænitet og for vores folks frihed og lykke i ånden af ”intet er mere værdifuldt end uafhængighed og frihed”.

National uafhængighed i sammenhæng med socialisme er den grundlæggende retningslinje for Vietnams revolution og samtidig indbegrebet af præsident Ho Chi Minhs teoretiske arv. Gennem sin rigdom af praktisk erfaring kombineret med de revolutionære og videnskabelige teorier om marxismen-leninismen kom Ho Chi Minh til den dybsindige konklusion, at kun socialisme og kommunisme fuldt ud kan svare på spørgsmålet om national uafhængighed og skabe frihed, velvære og lykke for alle og for enhver nation.

Siden starten og gennem hele sin revolutionære kamp har Vietnams kommunistiske parti altid hævdet, at socialisme er det kommunistiske partis og Vietnams folks mål og ideal, og at fremskridt henimod socialisme er et objektivt krav om og det uundgåelige forløb af Vietnams revolution. I 1930 fastlagde Vietnams kommunistiske parti i sin handlingsplan: at gennemføre et folks nationale demokratiske revolution under ledelse af arbejderklassen og gå videre mod socialisme, uden om den kapitalistiske fase. I slutningen af det 20. århundrede, mens en stor del af den reelle socialistiske verden kollapsede, og blokken af socialistiske stater ophørte med at eksistere, og den socialistiske bevægelse gik ind i en periode med krise, tilbagegang og modgang, fortsatte det kommunistiske parti i Vietnam med at holde fast ved, at ”Vores parti og vores folk er fast besluttet på at opbygge Vietnam frem mod socialisme på basis af marxismen-leninismen og Ho Chi Minhs tanker”. På kommunistpartiets 11. nationale kongres (januar 2011), i programmet for national opbygning i overgangsperioden til socialisme (ændret og videreudviklet i 2011), bekræftede vi endnu en gang ”at gå videre til socialisme er vort folks ambition og det rigtige valg for det kommunistiske parti i Vietnam og præsident Ho Chi Minh og er i tråd med den historiske udvikling”.

Dog, ”Hvad er socialisme, og hvordan skal vi gå videre til socialisme?” Det er det spørgsmål, vi altid må overveje, drøfte, undersøge og vurdere for gradvist at forbedre vore retningslinjer og synspunkter og organisere deres iværksættelse, så vi både overholder de generelle love og opfylder de særlige betingelser i Vietnam.

I løbet af Doi Moi-årene, baseret på en vurdering af praksis og gennem teoretiske studier, har det kommunistiske parti i Vietnam gradvist nået en mere komplet og dyb forståelse af socialisme og overgangen til socialisme. Vi har trinvis behandlet forenklede ideer, vi tidligere har haft, såsom at indrette det socialistiske endemål efter de øjeblikkelige opgaver, vi stod overfor, ensidigt at understrege produktionsforholdene og en ligelig fordeling uden fuldt ud at indse behovet for at udvikle produktivkræfterne i overgangsperioden, ikke at anerkende eksistensen af andre økonomiske sektorer, sætte markedsøkonomien i samme bås som kapitalismen og se retsstaten som lig med en borgerlig stat, for blot at nævne nogle få.

I dag, hvor der stadig er områder, som kræver yderligere studier, har vi nået en overordnet forståelse: Det socialistiske samfund, som det vietnamesiske folk bestræber sig på at opbygge, er et samfund, hvor folket er velstående, nationen er stærk og folket er ejere, et samfund præget af demokrati, lighed og civilisation. Det har en økonomi baseret på moderne produktivkræfter og egnede og progressive produktionsforhold. Det nyder en avanceret kultur gennemsyret af national identitet. Dets folk har ret til velfærd, frihed og lykke og er velsignet med muligheder for en omfattende udvikling. Etniske grupper i det vietnamesiske samfund er lige, forenede og respekterer og støtter hinanden for at udvikle sig. Det er en socialistisk retsstat af folket, ved folket og for folket under ledelse af det kommunistiske parti. Og det opretholder venskab og samarbejde med alle lande i verden.

For at nå dette mål skal vi styrke industrialiseringen og moderniseringen i forbindelse med udviklingen af en vidensbaseret økonomi. Vi skal også udvikle en socialistisk orienteret markedsøkonomi, opbygge en avanceret kultur gennemsyret af national identitet, øge udviklingen af menneskelige ressourcer, forbedre folks levestandard og udfolde sociale fremskridt og lighed. Vi skal beskytte nationens forsvar og sikkerhed, offentlig orden og sikkerhed. Vi skal gennemføre en udenrigspolitik, baseret på uafhængighed, selvtillid, alsidighed og udbredelse af fred, venskab, samarbejde og udvikling og et aktivt engagement i international integration. Vi skal opbygge et socialistisk demokrati, udnytte viljen og styrken i hele nationens enhed i kombination med vor tids kræfter. Vi skal opbygge den socialistiske retsstat af folket, ved folket og for folket. Vi skal opbygge et uplettet, stærkt parti og en altdækkende politik.

Jo længere vort parti dykker ned i praktisk vejledning, jo mere indser vi, at overgangen til socialisme er en langsigtet og uhyre udfordrende og kompleks opgave, for det skal medføre dybe, kvalitative ændringer på tværs af alle samfundslivets områder. Vietnam påbegyndte sin rejse til socialisme fra sit udgangspunkt som et underudviklet landbrugsland, undgik det kapitalistiske stadium og med meget begrænsede produktivkræfter. Landet blev yderligere svækket af årtier med krige, der resulterede i alvorlig ødelæggelse og af fjendtlige styrkers konstante forsøg på undergravende virksomhed. Disse faktorer har hæmmet Vietnams vej til socialisme. Derfor kræver det uundgåeligt en langvarig overgang, der involverer forskellige faser og former for socioøkonomisk organisation med en strid mellem det gamle og det nye. Ved at sige, at Vietnam ”går udenom den kapitalistiske fase”, mener jeg, at landet undgår et regime med undertrykkelse, ulighed og kapitalistisk udnyttelse og undgår skadelig praksis og politiske institutioner og arrangementer, der er uegnede i et socialistisk system. Det betyder ikke, at vi skal afvise de resultater og kulturelle værdier, som menneskeheden har opnået gennem kapitalismens udvikling. Naturligvis skal disse resultater ud fra en udvælgelse integreres – gennem videnskabens og udviklingens briller.

Konceptet med at udvikle en socialistisk orienteret markedsøkonomi er et særligt grundlæggende og kreativt teoretisk gennembrud for vort parti. Det er en vigtig teoretisk præstation opnået gennem 35 år med implementeringen af Doi Moi, der stammer fra Vietnams praksis og udvalgte erfaringer fra resten af verden. Vores forståelse er, at en socialistisk orienteret markedsøkonomi er en moderne markedsøkonomi, der er godt integreret med verden. Det er en økonomi, der fungerer fuldt ud og sammenhængende i overensstemmelse med markedsøkonomiens love. Den er reguleret af en socialistisk retsstat under ledelse af det kommunistiske parti i Vietnam. Det opretholder en socialistisk orientering mod målene for et velstående folk, en rig nation, et demokratisk, retfærdigt og avanceret samfund. Det er en ny form for markedsøkonomi i denne økonomiske models historie. Det er en form for økonomisk organisation, der overholder markedsøkonomiens love, men også er bygget på og styret af socialismens principper og natur. Dette afspejles i alle tre aspekter, nemlig ejerskab, organisation og styring og distribution. Dette er ikke en kapitalistisk markedsøkonomi og er endnu ikke blevet en fuldgyldig socialistisk markedsøkonomi (da vort land stadig er i en overgangsperiode).

En socialistisk orienteret markedsøkonomi omfatter flere former for ejerskab og flere økonomiske sektorer. Økonomiske sektorer, der opererer i overensstemmelse med lovgivningen, er vigtige komponenter i økonomien. De er lige for loven med hensyn til den langsigtede udvikling, samarbejdet og den sunde konkurrence. I dette system spiller statsøkonomien en nøglerolle, den kollektive økonomi konsolideres og udvikles konstant; den private sektor er en vigtig motor i økonomien; den udenlandske investeringssektor (FDI) opfordres til at udvikle sig sammen med de socioøkonomiske strategier og planer for udvikling. Distributionsrelationer skal sikre retfærdighed og skabe momentum for vækst. Distribution skal primært udføres på baggrund af arbejdsresultater, økonomisk effektivitet og kapital- og ressourcebidrag. Det må også implementeres gennem et system med social sikring og velfærd. Staten regulerer økonomien via love, strategier, planer, politikker og materielle ressourcer for at bestemme retningen for, samt regulere og stimulere den socioøkonomiske udvikling.

Et grundlæggende kendetegn og et vigtigt træk ved den socialistiske orientering i Vietnams markedsøkonomi er kombinationen af økonomi og samfund, koordineringen af økonomiske og sociale politikker. Det sikrer også, at økonomisk vækst ledsages af sociale fremskridt og lighed på ethvert trin, enhver politik og gennem hele udviklingsprocessen. Det betyder, at vi ikke venter, indtil økonomien har nået et højt udviklingsniveau med at begynde at udøve sociale fremskridt og lighed. Vi skal heller ikke ”ofre” sociale fremskridt og lighed i forfølgelsen af økonomisk vækst. Tværtimod skal enhver økonomisk politik være målrettet social udvikling, og enhver social politik bør søge at fremme økonomisk vækst. At tilskynde folk til at berige sig lovligt bør gå hånd i hånd med at fremme bæredygtig udryddelse af sult og bekæmpe fattigdom samt tage sig af dårligt stillede og dem, der har ydet en stor tjeneste for nationen. Dette er principielt vigtigt for at sikre en sund, bæredygtig udvikling henimod socialismen.

Vi betragter kultur som et åndeligt fundament i samfundet, en intern styrke, en motor for national udvikling og forsvar. Vi betragter en stadigt øget udvikling af kulturen i harmoni med økonomisk vækst, social fremgang og lighed som en grundlæggende retningslinje i opbygningen af socialismen i Vietnam. Den kultur, vi bygger, er progressiv og rig på national identitet. Det er en kultur med en enhed af mangfoldighed på baggrund af progressive og humanistiske værdier. Marxismen-leninismen og Ho Chi Minhs tanker spiller en primær rolle samfundets åndelige liv. Vi forsøger at bygge videre på og fremme de sunde traditionelle værdier for alle etniske grupper i vores land og lære af menneskehedens kulturelle præstationer og indbegrebet af disse som helhed. Vi stræber efter at opbygge et avanceret og sundt samfund for de sande interesser og værdighed for folket, som fremmer et stadigt højere niveau af viden, moral, fysisk kondition, livsstil og æstetik. Vi placerer folket i hjertet af vore udviklingsstrategier. Kulturel og menneskelig udvikling er både mål og momentum for Doi Moi. Udvikling af uddannelse – læring og videnskab – og teknologi udgør topmålet for vor nationale politik. Miljøbeskyttelse er et eksistentielt spørgsmål og et kriterium for bæredygtig udvikling. Opbygningen af glade og progressive familier skaber et konkret fundament for samfundet, og opretholdelse af ligestilling mellem kønnene er normen for fremskridt og civilisation.

Et socialistisk samfund er et, der stræber mod progressive og humanistiske værdier, baseret på harmonien mellem hele samfundets samlede interesser og den enkeltes legitime interesser. Dette adskiller sig kvalitativt fra andre samfund, præget af enkeltpersoners og gruppers konkurrence om at handle i overensstemmelse med egne interesser. Derfor er vi i højere grad i stand til at opbygge en social konsensus fremfor opposition og antagonisme. I et socialistisk politisk system er forholdet mellem partiet, staten og folket et forhold mellem enheder med fælles mål og interesser. Hver partiretningslinje, enhver regeringspolitik, lov og handling sigter mod at tjene folkets interesse og lykke. Den politiske model og dens overordnede driftsform involverer partiets ledelse, ledelsen af staten og folkets herredømme. Demokrati er det socialistiske styres natur. Det er både målet og motoren i opbygningen af socialismen. Opbygning af et socialistisk demokrati, der sikrer, at den virkelige magt tilhører folket, er et ultimativt og langsigtet mål for Vietnams revolution. Vi tilstræber uophørligt at fremme demokrati og opbygge en lovstyret socialistisk stat, der virkelig er af folket, for folket og fra folket ud fra alliancen mellem arbejdere, bønder og intellektuelle under ledelse af Vietnams kommunistiske parti. Staten repræsenterer folks ret til at handle og organisere gennemførelsen af partiets retningslinjer. Der er mekanismer på plads, der gør det muligt for folket at udøve deres ret til direkte ledelse og demokratisk repræsentation på alle områder af samfundet, og til at deltage i samfundets styring. Vi er klar over, at en lovstyret socialistisk stat af natur er forskellig fra en kapitalistisk stat. Lovgivningsmagt under et kapitalistisk styre er i det væsentlige et instrument til at beskytte og tjene den borgerlige klasses interesser. Derimod er retsstatsprincippet under socialismen et redskab til at afspejle og udøve folks ret til at handle for at sikre og beskytte flertallets interesser. Gennem håndhævelse af loven vil staten sikre betingelserne for, at folket virkelig er genstand for den politiske magt og til alene at udøve statens magt for at hindre alle handlinger, der krænker fædrelandets og folkets interesser. Vi må samtidig betragte den store nationale enhed som en kilde til styrke og en afgørende faktor for den varige sejr i Vietnams revolution. Lighed og enhed blandt vore etniske grupper og religioner fremmes konstant.

At være dybt bevidst om det kommunistiske partis ledelse er en faktor, der bestemmer succesen med Doi Moi og sikrer vort lands udvikling i tråd med den socialistiske vej, og vi lægger særlig vægt på partiopbygning og -disciplin. Denne opgave er afgørende for partiets og det socialistiske systems overlevelse. Det kommunistiske parti i Vietnam er den vietnamesiske arbejderklasses fortrop. Partiets grundlæggelse, eksistens og udvikling sigter mod at tjene arbejderklassens, det arbejdende folks og hele nationens interesse. Når partiet tager roret og fører nationen, anerkendes det af hele folket som dets fortrop, og er følgelig både fortrop for arbejderklassen og alle arbejdende mennesker og hele den vietnamesiske nation. Dette er ikke for at bagatellisere partiets klassekarakter, men snarere at afspejle en dybere og mere komplet forståelse af denne klasses natur, således at arbejderklassens interesse er i overensstemmelse med alle arbejdende mennesker og hele nationen. Vort parti fortsætter med marxismen-leninismen og Ho Chi Minhs tanker som grundlaget og ledestjernen for revolutionen og har demokratisk centralisme som det grundlæggende organisationsprincip. Partiet hævder sin ledelse gennem sine programmer, strategier og vigtige retningslinjer og politikker. I praksis oversættes disse til informationsformidling, overtalelse, mobilisering, organisering, inspektion, tilsyn. Partiet ledes også med partimedlemmer som rollemodeller og har et samlet lederskab for personalearbejde. Eftersom det forstår, at risikoen for et regerende parti er korruption, bureaukrati og slendrian, især i en markedsøkonomi, må Vietnams kommunistiske parti til stadighed søge at forbedre og korrigere sig selv, ligesom det anser det for nødvendigt konstant at bekæmpe opportunisme, individualisme, korruption, bureaukrati, ekstravagance og moralsk forfald i partiet såvel som i det samlede politiske system.

Doi Moi, inklusive udviklingen af den socialistisk orienterede markedsøkonomi, har virkelig medført enorme og positive ændringer i vort land gennem de sidste 35 år. Før Doi Moi (i 1986) var Vietnam et fattigt og krigshærget land med ødelagte menneskeliv, infrastruktur og miljø. For eksempel bliver millioner af mennesker stadig ofre for alvorlige sygdomme, og hundreder af tusinder af børn fødes med fødselsdefekter og handicaps på grund af ”Agent Orange”/dioxin, der blev brugt af den amerikanske hær under krigen. Ifølge eksperter vil det tage yderligere 100 år eller mere for Vietnam at fjerne de resterende ueksploderede anlæg (UXO’er) efter krigen. Efter krigen indførte USA og Vesten økonomiske sanktioner mod Vietnam i næsten 20 år. I den periode oplevede vi også komplekse udviklinger i regionen og verden til skade for os. Der var en alvorlig mangel på mad og vigtige varer og vort folk levede i store vanskeligheder, hvor tre fjerdedele af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen.

Takket være Doi Moi er vor økonomi begyndt at trives og har haft en relativt høj vækstrate i de seneste 35 år på omkring 7% om året. Vor BNP ekspanderer løbende og nåede 342,7 milliarder dollars i 2020 og er blevet den 4. største økonomi i ASEAN. Indkomsten pr indbygger er steget sytten gange til 3.512 dollars. Vietnam voksede med succes ud af en lavindkomststatus i 2008. Fra et land, der stod over for konstant fødevaremangel, er Vietnam i øjeblikket ikke kun i stand til at sikre fødevaresikkerhed, men er også blevet en førende eksportør af ris og forskellige andre landbrugsprodukter i verden. Vore industrier blomstrer, andelen af industri og tjenesteydelser i vort BNP stiger konstant og tegner sig i dag for 85% af det samlede BNP. Vor omsætning i udenrigshandel vokser dramatisk og overstiger 540 milliarder dollars i 2020, hvor eksporten nåede op på over 280 milliarder dollars. Vore valutareserver sprang til 100 milliarder dollars i 2020. Udenlandske direkte investeringer ekspanderede også hurtigt med en samlet registreret kapital på næsten 395 milliarder dollars i slutningen af 2020. Med hensyn til vor økonomiske struktur i forhold til ejerskab tegner den statslige sektor sig for 27% af Vietnams samlede BNP, den kollektive økonomi for 4%, husholdningsøkonomien for 30%, den indenlandske private sektor for 10% og FDI(udenlandske investeringer)-sektoren for 20%.

Vietnam har i dag en befolkning på over 97 millioner mennesker med 54 broderlige etniske grupper, hvoraf 60% bor i landdistrikter. Den økonomiske udvikling har befriet landet fra den socio-økonomiske krise i 1980’erne og bemærkelsesværdigt forbedret folks levestandard. Procentandelen af fattige husstande er faldet i gennemsnit med 1,5% hvert år fra 58% i 1993 til 5,8% i 2016 efter regeringens fattigdomsstandarder og til mindre end 3% i 2020 ifølge det flerdimensionelle fattigdomsindeks (hvis standarder er højere end tidligere). I dag har mere end 60% af kommunerne opfyldt standarderne for ”ny stil” landbrugsarealer. De fleste af dem nyder godt af veje, der fører ind til lokale centre, national strømforsyning, grundskoler og gymnasier, klinikker og telefontjenester. Mens vi endnu ikke er i stand til at tilbyde gratis uddannelse på alle niveauer for alle, har Vietnam fokuseret sin indsats på at udrydde analfabetisme. Vi realiserede almen grundskoleuddannelse i 2000 og almen ungdomsuddannelse i 2010. Antallet af universitetsstuderende er steget med 17 gange i løbet af de sidste 35 år. I øjeblikket kan 95% af de vietnamesiske voksne læse. Mens vi endnu ikke har opnået almen sundhedsdækning, fokuserer vi på at forbedre forebyggende sundhedspleje, epidemisk forebyggelse og kontrol og yde støtte til dårligt stillede personer. Mange tidligere udbredte sygdomme er blevet bremset. De fattige, børn under 6 år og ældre får gratis sygesikringsdækning. Børns underernæring og spædbarnsdødelighed er faldet til omkring en tredjedel. Den gennemsnitlige forventede levealder er steget fra 62 år i 1990 til 73,7 år i 2020. Takket være økonomiske fremskridt har vi også været i stand til at tage os bedre af folk, der har ydet meget betydelige bidrag til revolutionen samt af Vietnams heroiske mødre, og vi har taget os af martyrgravene for dem, der ofrede sig for fædrelandet. Kulturlivet er også blevet væsentligt beriget med en forskelligartet og voksende vifte af kulturelle aktiviteter. 70% af befolkningen har nu internetadgang, og Vietnam er blandt verdens hurtigst udviklende it-lande. De Forenede Nationer har anerkendt Vietnam som et af de førende lande til at nå millenniumudviklingsmålene. I 2019 nåede Vietnams Human Development Index (HDI) en værdi på 0.704, hvilket satte landet i kategorien høj menneskelig udvikling. Dette er en prisværdig bedrift, især sammenlignet med lande på et lignende udviklingsniveau.

Således kan vi sige, at implementeringen af Doi Moi har givet klare, dybe og positive transformationer i Vietnam. Økonomien blomstrer og produktivkræfterne styrkes. Fattigdommen falder hurtigt og konstant. Folkets levestandard forbedres, og mange sociale problemer er blevet løst. Politisk og social stabilitet, forsvar og sikkerhed er godt beskyttet. Vi nyder godt af stadig bredere udenrigsrelationer og mere omfattende international integration. Vor nationale status og magt vokser, og folks tillid til partiets ledelse styrkes.

I sin gennemgang af 20 år med Doi Moi bemærkede den 10. nationale partikongres (2006), at Doi Moi-processen har opnået ”enorme historiske bedrifter”. Faktisk har det vietnamesiske folk i mange henseender i dag en højere levestandard end nogensinde før. Det er en af grundene til, at Doi Moi, der blev påbegyndt og ledes af det kommunistiske parti i Vietnam, modtager en sådan støtte og implementeres aktivt af det vietnamesiske folks brede masser. Doi Mois succeser har vist, at en socialistisk orienteret udvikling ikke kun er økonomisk positiv i sig selv, men også er i stand til bedre at tackle sociale problemer, end det er tilfældet i kapitalistiske lande på samme økonomiske udviklings stade. De ekstraordinære resultater og præstationer fra Vietnam midt under COVID-19 pandemien og den globale recession siden begyndelsen af 2020 er blevet anerkendt og rost af internationale venner og folkeslag, hvilket illustrerer det socialistiske systems overlegenhed i vort land. For nylig hævdede og understregede den 13. nationale partikongres endnu en gang, at ”Efter 35 år med Doi Moi, 30 år med implementering af programmet om national udvikling under overgangen til socialisme, teorierne om Doi Moi, bliver socialisme og vejen til socialisme i Vietnam mere komplet og gradvist omsat til virkelighed. Vi har opnået enorme historiske fremskridt og udvikler os mere kraftigt og omfattende sammenlignet med tiden før Doi Moi. I al beskedenhed kan vi sige, at ”Aldrig har vort land haft så stor formue, potentiale, international status og prestige, som det har i dag”. Sådanne fremskridt er krystalliseringen af hele partiets, folkets og hærens kreativitet og produktet af vor vedvarende og konstante bestræbelse i de sidste mange år ved magten. Det vidner om rigtigheden af vor vej til socialisme. Det beviser, at denne proces er godt i tråd med objektive love, situationen i Vietnam og udviklingen i vor tid. Det demonstrerer, at Doi Moi-retningslinjen, der er fastlagt af partiet, er korrekt og innovativ. Det beviser, at partiets ledelse er det vigtigste element, der bestemmer alle sejre i revolutionen i Vietnam. Partiets politiske program er fortsat det ideologiske banner, der styrker vort folks beslutsomhed og fører dem på vejen til et omfattende og stadigt udviklende Doi Moi. Det tjener som grundlag for vort parti til at forbedre sine retningslinjer for opbygningen og forsvaret af vort fædreland, den socialistiske stat Vietnam i den nye tid”. (Dokumenter fra den 13. nationale partikongres, bind 1, National Political Publishing House, Hanoi 2021, side 25-26).

Bortset fra den dominerende række af præstationer og positive aspekter er der fortsat betydelige tilbagefald og begrænsninger tillige med nye udfordringer, som vi står over for i vor nationale udvikling.

Økonomisk er Vietnams vækstkvalitet og konkurrenceevne fortsat lav og ikke særligt bæredygtig. Infrastrukturen mangler sammenhæng, og effektiviteten og kapaciteten hos mange virksomheder, herunder statsejede virksomheder, er begrænset. Miljøet i mange områder lider under forurening. Administration og regulering af markedet udviser stadig mange mangler. I mellemtiden bliver konkurrencen mere og mere hård på baggrund af globaliseringen og den internationale integration.

Socialt er velstandskløften stigende, mens kvaliteten af uddannelse, sundhedspleje og andre offentlige tjenester stadig lader meget tilbage at ønske. Vor kultur og sociale moral viser tegn på tilbagegang på visse områder, og kriminalitet og dårlig social opførsel udviser fortsat kompleksitet. Mest alarmerende kan korruption, ekstravagance, skadelige politiske tanker, moral og livsstil observeres blandt en del af vore kadrer og partimedlemmer. Samtidig prøver fjendtlige kræfter med alle midler at gribe ind, undergrave, forårsage ustabilitet og forsøge at sætte ”fredelige forandringer” i værk for at underminere socialismen i Vietnam.

Vort parti anerkender, at Vietnam er i en overgangsperiode mod socialisme. Under denne overgang tager socialistiske elementer form, flettes sammen og konkurrerer mod ikke-socialistiske elementer, herunder kapitalistiske elementer inden for en række områder.

Denne overlapning og konkurrence bliver endnu mere kompleks og intens på baggrund af markedsøkonomi, åbenhed og international integration. Bortset fra præstationer og positiv udvikling vil der altid være negative aspekter og udfordringer, der kræver rationel overvejelse og hurtig og effektiv løsning. Dette er en hård og krævende kamp, der kræver en ny vision, ny beslutning og ny drivkraft for fremskridt. Vejen mod socialisme er en periode, hvor vi med utrættelig styrke må forstærke og udnytte socialistiske elementer, så de bliver mere dominerende og overlegne og i sidste ende triumferer. Succes eller fiasko afhænger først og fremmest af rigtigheden af partilinjen og dens politiske styrke, lederskab og kampevne.

I øjeblikket fortsætter vi med at fremskynde transformationen af vor vækstmodel og økonomiske omstrukturering med større fokus på kvalitet og bæredygtighed. I denne forbindelse har vi identificeret følgende gennembrud: den synkrone forbedring af udviklingsinstitutioner, hvor socialistisk orienteret markedsøkonomi prioriteres; udvikling af menneskelige ressourcer, især højt kvalificerede arbejdere og udvikling af en synkroniseret og moderne infrastruktur, økonomisk og socialt (Dokumentation af 13. kongres, bind 2, side 337-338).

Med hensyn til social udvikling fremmer vi fortsat bæredygtig fattigdomsbekæmpelse, forbedrer kvaliteten af sundhedsydelser, uddannelse og andre offentlige tjenester og forbedrer folks kulturelle liv yderligere. Hele partiet, folket og hæren gør alt for at studere og efterligne præsident Ho Chi Minhs tanker, moral og stil og beslutsomt dæmme op og vende degenerationen i politisk ideologi, moral og livsstil blandt en del kadrer og partimedlemmer, primært ledelse og ledelseskadrer på alle niveauer. Vi vil stræbe efter bedre at implementere principperne for partiorganisering og opbygning for at sikre, at partiorganisationen og statsapparatet bliver stærkere og fri for pletter, opretholder partiets revolutionære natur og forbedrer dets lederskabs kapacitet og kampevne.

Både teori og praksis har vist, at opbygning af socialisme betyder at skabe en kvalitativt ny samfundstype, hvilket på ingen måde er en simpel eller let opgave. Dette er en storslået og innovativ indsats, fuld af udfordringer og modgang. Det er en selvdrevet, kontinuerlig, langsigtet og målrettet sag, der ikke kan fremskyndes. Derfor skal vi, ud over at kortlægge den korrekte partilinje og politik og sikre partiets ledelsesrolle, aktivt udnytte folks kreativitet, støtte og aktive deltagelse. Folket skal byde en gennemførelse af partilinjen velkommen, støtte og entusiastisk deltage i gennemførelsen af denne, idet de indser, at sådanne retningslinjer er i deres egen interesse og lever op til deres egne håb. Den ultimative sejr og udvikling er dybt forankret i det vietnamesiske folks styrke.

På den anden side bør partiets ledelse og forvaltning ved udformning af den politiske linje og beslutningstagning ikke kun henvise til virkeligheden i sit eget land og nation. Det skal i stedet også studere og lære af erfaringer fra verden og tiden. I nutidens globaliserede verden kan udviklingen af hver nationalstat ikke stå alene og adskilt fra verdens og tidens virkninger eller fra konteksten og dynamikken. Derfor skal vi aktivt engagere os i international integration, gennemføre en udenrigspolitik med uafhængighed, selvtillid, fred, samarbejde og udvikling og multilateralisering og diversificering af internationale forbindelser på basis af respekt for hvert lands uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet og ikke-indblanding i hinandens interne anliggender, lighed og gensidig fordel.

Og det er meget vigtigt at forblive standhaftig og fast på fundamentet for marxismen-leninismen, arbejderklassens og det arbejdende folks videnskabelige og revolutionære teori. Den videnskabelige og kompromisløse revolutionære karakter af marxismen-leninismen og Ho Chi Minhs tanker er vedvarende værdier, der er blevet fulgt og implementeret af generationer af revolutionære. Dette vil fortsat udvikle sig og bevise vitaliteten i både den revolutionære bevægelse og realiteterne i den videnskabelige udvikling. Vi er nødt til selektivt at acceptere og supplere de seneste ideologiske og videnskabelige resultater i en ånd af både kritik og kreativitet, så de forbliver friske og levende og fyldt med vor tids ånd og således ikke bliver bytte for dogmatisme og forældethed.

Oversættelse og redigering Lasse Brandt Jakobsen og Mariann Larsen