1.maj-dag i New York
Hans Scherfig gengiver sine indtryk fra en massedemonstration i New York i 1930.
Første gang trykt i ”Hammer og Segl”, tillæg til ”Arbejderbladet” og ”Jydsk Folkeblad” 3. maj 1935.
[KOMMUNIST nr. 5-2022] NEW YORKS ARBEJDERE DEMONSTRERER, anført af kommunisterne. I 3. Avenue under højbanen ser jeg demonstrationen komme. Ovenover brøler togene af sted, men de grønne sporvogne nede på gaden kan ikke komme frem, de må vente i lange rækker.
”Vi kræver arbejde eller understøttelse”, står der på plakaterne. ”Arbejde og brød!” ”Ned med det bestukne politi!” ”Ned med spritsmugler-borgmesteren!” – De marcherer taktfast og militærisk. Mange har været soldater i verdenskrigen. Bredskuldrede mænd i blå overalls. Men der er også gamle mænd og små krumme koner. Og der er søde, unge piger, som ustandselig råber: ”Ind i rækkerne! – Slut op!”.
Der er mange forskellige nationer. – ”De ungarske arbejderes Klub” står der på en plakat. ”De skandinaviske Arbejdere”. – Der er et rødt banner med græske uforståelige bogstaver og flere med jiddische tegn. Der er kinesere, japanere og også negre. Dem vil socialdemokraterne ellers ikke have med i deres fagforeninger, men kommunisterne organiserer dem.
”Lige løn for hvide og sorte arbejdere! – Lige ret for farvede og hvide!” står der på plakaterne. – ”Ned med lynch-justitsen”
SELV DE GAMLE KONER marcherer i takt. Og i mange forskellige sprog synger man Internationale.
De røde faner ser godt ud i den grå, sørgmodige gade. De mange tusinde mennesker under højbanens jernbetonkonstruktion – de taktfaste råb og sangen.
På alle sider er demonstrationen omgivet af politi. Politi i store grønne udrykningsvogne. Politi til hest. Politi på motorcykler. Politi til fods. Svært bevæbnede, bredskuldrede irske politibetjente med røde ansigter og vældige tandsæt.
Ned ad 3. Avenue og ned ad dens fortsættelse, Bovery, går demonstrationen. – Under højbanens sorte jerndragere lyser de røde faner. Hvert andet minut tordner et tog hen over hovederne på os. Højbanen drøner sådan, at man ikke kan høre noget andet – ikke tale med nogen eller høre, hvad man selv råber. Kun ind imellem togene kan man høre sangen. Internationale på mange mærkelige sprog.
Uden for Frelsens Hærs suppe-uddeling står de hjemløse opstillet. De fylder helt et par af Boverys sidegader. De kigger på demonstrationen, men de slutter sig ikke til den, ikke én eneste går med trods tilråbene og direkte opfordringer. De har stået her siden i går aftes og ventet på deres skål suppe. De har alle kun den ene tanke: Suppe. Varm suppe. De står med deres tomme tarme og venter tålmodigt, opstillet i rækker.
DISSE MENNESKER, der er kommet fra alle verdens egne, der har prøvet alle mulige job, der har strejfet vidt omkring og oplevet det utroligste, de er blevet mærkelig ens nu i deres fuldkomne elendighed. De håber ikke mere på noget. Kun den varme suppe opfatter de, men de har ingen rigtige ønsker ud over den.
Her står de i deres pjalter. Mange tusinde, der engang var rigtige, levende mennesker. Nu er der ikke mere noget, der kan bringe dem tilbage til verden. Ikke tilråbene, ikke de flammende faner, ikke de marcherende masser. Ikke engang sangen, der lyder til hver enkelt på hans modersmål:
Rejs jer, fordømte her på jorden!
Rejs dig, du sultens slavehær!
Det angår ikke mere dem. De tilhører ikke mere verden.
De demonstrerende arbejdere har stillet sig op på pladsen foran City Hall – rådhuset.
TILSKUERNE HOLDER SIG LIDT I AFSTAND. De fleste står ved nedgangen til den underjordiske bane, så de hurtigt kan forsvinde i jordens skød, hvis der skulle ske noget.
Delegationen er blevet nægtet adgang til rådhuset. Råbene lyder mere ophidset, der er en vis uro over den ventende masse. Tilskuerne står på tæerne for at se. – Vil der ske noget? Eller vil de roligt gå hjem igen?
Så hugger politiet ind. Pludseligt, på et givet signal. Inden der er sket noget. De hugger sig ind fra alle sider, så det næsten er umuligt at undslippe for dem, der står ude på pladsen. Med deres lange træknipler slår de løs på den tætte menneskemængde. De store irske betjente stormer frem og slår ned for fode. De slår også på dem, der er faldet, slår og sparker de liggende.
Der har rejst sig et forfærdeligt skrig. Flere tusinde mennesker skriger på én gang. Af hjertens lyst hugger politiet til – hugger grundigt og hårdt. En kæmpestor betjent griber fat i en ganske ung pige. Hun hviner og skriger. Hun har blod ned over ansigtet. Ganske roligt vrider han hendes arm om – vrider den så langt om, at hun falder forover – ned på knæene. Så brækker han hendes arm med et velrettet slag af kniplen.
”Bravo” råber tilskuerne. ”Det er sådan, de ska’ ha’ det, de bolsjevikker!” En ung mand med hornbriller råber højt. Jeg har set ham engang før – han er ansat i et varehus for en løn, der ligger langt under en industri-arbejders. Med hele sit hjerte er ”flipslaven” på ordensmagtens og samfundets side.
ROLIGT OG SYSTEMATISK går politiet tilværks. De er små slagtere. En mængde demonstranter bliver anholdte og smidt ind i bilerne. Hvorfor mon politibetjentene altid spænder ben for dem, så de falder på ansigtet? Også flere unge piger bliver anholdte. De bliver grebet i håret og slæbt hen over asfalten.
”Ih – hvor kan de vente sig, når de først kommer hen på stationen!” siger en af tilskuerne.
”Tror De – ?” spørger en – ”tror De virkelig, at de mishandler dem på stationen?”
”Tror? Ha-ha-ha! – De kan bande på, at de får kanel. De bliver ikke til at kende igen. Betjentene skal nok få farvet de bolsjevikker røde. Ha-ha-ha!”
De omkringstående ler. Ha-ha – den var god den med at farve dem røde!
Demonstranterne er begyndt at sætte sig til modværge. Rasende, ude af sig selv, begynder nogle at bryde brostenene op og slynge dem mod politiet. Et jernrækværk bliver revet op. Bænke, skilte, afvisere. Der har rejst sig et brøl af raseri over pladsen. Det ser et øjeblik ud, som om arbejderne skulle erobre rådhustrappen.
Man ser en tyk røgsky. ”Tåregas”, råber folk, og tilskuerne begynder at trække sig tilbage: ”Pas på, nu bliver det farligt!”
BETJENTENE HAR TRUKKET REVOLVERNE. Der knalder nogle skud. Man kan næsten ikke høre knaldene i den voldsomme larm, men man ser glimtene. Forvirringen bliver grænseløs. Folk flygter til alle sider. Jeg ser en mand falde og krumme sig sammen på en underlig måde. Han er vist ramt i maven. Nu gælder det om at komme væk. Af vejen! – Bare væk – i sikkerhed!
Vi vælter hovedkulds ned i undergrundsbanen. Maser gennem tælleapparaterne uden at betale. – Her er man da sikker. Bare ind i et tog!
Allerede en time efter læser man i aviserne om begivenhederne ved rådhuset. Der er billeder og alting. Alle blade er enige om, at politiet viste besindighed og ro og tog meget let på urostifterne. Men fotografierne fortæller nu noget andet. En italiensk arbejder er blevet dræbt, og flere hundrede er anholdt.
”Vi må nu forlange”, skriver man, ”at der skrides energisk ind mod disse kommunist-banditter. Vi kan ikke her i verdens mest civiliserede land tåle nogen gadens terror. Amerika er et frit land. Enhver kan her tænke og mene, hvad han vil. Vi har været gæstfri mod hele verden. Men disse røde bander består af mennesker, der misbruger vor gæstfrihed. Det er ikke amerikanere! Det er lavtstående udlændinge, der øver denne terror. Lad dem rejse til Sovjet-Rusland, hvis de ikke er tilfredse her! Det frie Amerika vil ikke lade sig ødelægge af disse asiatiske barbarer!”.
OG DER ER INTERVIEW med New Yorks politidirektør, Grover Whalen. – ”New Yorks mest velklædte mand”. Han er aldrig set uden med en hvid Geranium i knaphullet, og hans monokle og sorte moustache er kendt af hvert barn i New York. Foruden sit job som politidirektør har han et endnu bedre job som salgschef i Wanamakers – et af verdens største varehuse. – Næsten hver dag ser man hans billede i aviserne. Både han og Wanamakers er klar over reklamens betydning.
”Jeg har uomstødelige beviser for, at demonstrationen i formiddags var betalt og organiseret af en fremmed stat. Jeg har endvidere bevis for, at deltagerne havde planlagt bombeattentater mod en række kirker og hospitaler! Jeg har sørget for, at der straks sættes ekstra vagt ved St. Patric Katedralen og alle de større hospitaler.
Der er frihed i Amerika. Enhver politisk anskuelse er tilladt. Enhver må kundgøre og agitere for sine anskuelser. Men vi kan ikke tåle en fremmed nations indblanding i vore anliggender. Vi kan ikke tåle, at Rusland inden for vore grænser angriber orden og sikkerhed, truer vor kultur, søger at lægge vore værdier øde.
Politiet viste denne gang den største skånsomhed over for urostifterne. Man har bebrejdet os det, men vi kan forsikre, at der ikke næste gang vil blive taget så blidt på disse af Rusland betalte røde bander.
At der fra dette land også gøres forsøg på at undergrave vor sædelighed og moral, har jeg ligeledes beviser for. De kvinder, vi arresterede, er tilhængere af den såkaldte frie kærlighed. Det er kvinder, som åbent indrømmer, at de ingen religion har, som håner og spotter Gud. Vi må selvfølgelig beskytte vort folk mod disse af Rusland betalte furier. Vi må værne vor religion, vi må forsvare moralen, vi må beskytte vor sædelighed, vi må afvise de angreb, der truer verdens højststående kultur fra barbariet i østen!”.
Såvidt Grover Whales. Og svierne bringer en serie karakteristiske billeder af politidirektøren, hvis kommis-elegance har skaffet ham tilnavnet: New Yorks mest velklædte mand.
Tekst og illustrationer: Hans Scherfig