1.maj-massakren, der aldrig blev opklaret

70-året for massakren mod 1. maj demonstration på Sicilien markeres af italiensk fagbevægelse

Af John Poulsen

Mange steder i verden er det i tidens løb sket, at 1. maj-demonstrationer er blevet forbudt eller er blevet angrebet af politiet.

I Tyskland forbød politiet i 1924 alle udendørs 1. maj-arrangementer. I 1929 besluttede kommunisterne at markere dagen i Berlin med en demonstration. Mere end to hundrede tusinde var mødt frem, men politiet gik til angreb på den fredelige demonstration og beskød deltagerne. 33 blev dræbt og 250 såret, og dertil kom, at 1.250 blev arresteret.

Om begivenheden kan man læse i Klaus Neukrantz roman ”Barrikader i Wedding”, som udkom på Arbejderforlaget i 1932. Til minde om den skrev Erich Weinert teksten og Hanns Eisler melodien til ”Roter Wedding”, som oversat til dansk blev til den berømte ”Stormsangen”.

Herhjemme oplevede vi i 1931, at kommunister-nes 1. maj demonstration i Nakskov blev forbudt. Baggrunden var, at myndighederne var bange for ”uro”, efter at arbejdsløse tidligere havde brudt ind i et byrådsmøde og presset igennem, at de skulle have mere hjælp.

På trods af forbuddet gennemførtes demonstrationen, som blev angrebet af politiet, men det lykkedes demonstranterne at presse dem tilbage til politistationen, hvorefter der blev tilkaldt mere politi og også militær for at opretholde ro og orden. Den 2. maj demonstrerede 2–3.000 mennesker imod politiets terror i byen.

Ukendt massakre

Ukendt derimod er den massakre, som for 70 år siden blev begået imod en fredelig kommunistisk 1. maj demonstration på Sicilien med flere tusinde deltagere, som kostede 11 døde, heriblandt fire børn, og 27 sårede. Det foregik uden for byen Portella della Ginestra, som ligger på højsletten syd for Palermo, kun 12 dage efter at Folkefronten, en koalition af det kommunistiske og socialistiske parti, ved lokalvalget på Sicilien havde fået 30% af stemmerne, mens de kristelige demokrater kun fik lidt over 20%. Der var her tale om den første større politiske terroraktion i efterkrigstidens Italien.

En af dem, der skulle have været dræbt, var lederen af de sicilianske kommunister (PCI) Girolamo Li Causi (1896-1977), som skulle have talt ved demonstrationen, men han nåede ikke frem.

Han var af partiledelsen sendt til øen for at genopbygge partiorganisationen og havde i taler angrebet mafiaen og godsejerne og krævet en jordreform Derfor hadede de ham, og ved en demonstration i 1944 var han sammen med 14 andre blevet såret, da mafiaen beskød deltagerne. Fra 1946-68 var han medlem af parlamentet for PCI og indtog en ledende rolle i partiet.

Mafia og politi bag mord

Bag massakren i 1947 stod separatistlederen Salvatore Giuliano og hans bande. Han blev af mange betragtet som en moderne Robin Hood, der tog fra de rige og gav til de fattige.

I virkeligheden var han en bandit og antikommunist, som ikke kunne operere uden mafiaens beskyttelse. Giuliano påstod, at det var en fejl, at man skød på demonstranterne, det var kun planen at skræmme dem. Det gør man ikke ved at affyre 1.000 skud. Dertil kom, at den type våben de brugte, normalt ikke ville stå til deres rådighed. Det eneste overlevende bandemedlem fortalte for nogle år siden til en avis, at maskingeværerne, der blev brugt, var udlånt af det militære politikorps, Karabiniererne, som fik dem tilbage efter aktionen.

Over hele Italien blev der holdt protestmøder mod massakren, og det italienske LO opfordrede til generalstrejke, hvori deltog 6.000.000 arbejdere. I løbet af juni blev fagforeningskontorer i syv byer omkring Palermo angrebet med maskinpistoler og bomber. To fagforeningsledere døde, da de blev skudt foran fagbevægelsens og kommunisternes hus i byen Parlinico. Det vides ikke, hvor mange der såredes ved angrebene. I løbet af 20 år blev 50 venstreorienterede og fagforeningsfolk myrdet på øen.

Ingen dømt, men døde mystisk

Giuliano, som var bagmanden for massakren, blev aldrig dømt, heller ikke for sin medvirken til mord på mange politibetjente. Han gemte sig med sine tyve mænd oppe i bjergene, men på et tidspunkt fik han tilbudt frit lejde, så han kunne forlade landet og rejse til USA. Myndighederne ønskede nemlig ikke, at sandheden om massakren kom frem. Han afviste tilbuddet, og i 1950 blev han dræbt af politiet.

Mange spurgte, hvorfor man ikke blot arresterede ham. Ved en retssag i 50’erne fortalte hans næstkommanderende, hvem der var involveret i massakren, men der skete ikke mere. Han blev idømt livsvarigt fængsel, men nåede aldrig at afsone straffen, da han blev forgivet med en kop kaffe.

CIA og mafiaen

Mange har siden ønsket at få de italienske arkiver åbnet for at få sandheden frem, men indtil nu er det ikke lykkedes. Til gengæld har journalister fået adgang til amerikanske arkiver, og ud fra oplysninger derfra kan det ikke udelukkes, at CIA’s forløber, OSS, var involveret sammen med mafiaen og den katolske kirke, som OSS brugte i sine antikommunistiske aktiviteter.

Massakren i 1947 er ikke glemt i den italienske arbejderbevægelse. Regelmæssigt er begivenheden blevet markeret, og i 70-året har de tre store fagforbund CGIL, CISL og UIL i fællesskab besluttet at fejre 1. maj i Portella della Ginestra, ikke kun for at mindes de døde, men også for at påpege, at det mere end nogensinde er nødvendigt at forsvare arbejderklassens interesser og bekæmpe neoliberalismen.