Danmark scorer selv sin ulandsbistand
Appel fra IBIS
Danmark er på vej til at afvikle udviklingsbistanden til fattige mennesker i fattige lande. I hvert fald er Danmark i dag den største modtager af dansk udviklingsbistand: Mere end 4,4 milliarder kroner – eller tæt på 30% – af dansk udviklingsbistand er budgetteret til asyludgifter i Danmark alene i 2016.
Det sker, fordi man har lov til at kalde udgifterne til asylmodtagernes første år i Danmark for udviklingsbistand. Det virker absurd, og det er det også.
Alligevel diskuterer udenrigsminister Kristian Jensen (V) og hans kollegaer fra de rige lande nu om udgifter til asylmodtagere i helt op til tre år skal kunne tælle som udviklingsbistand. En bistand, der er afgørende for, at fattige mennesker kan komme i skole og få en fremtid.
Derfor beder vi dig om din hjælp. Sammen med en fantastisk koalition af organisationer i Danmark og resten af verden som Oxfam, Red Barnet, ONE og mange flere beder vi dig skrive under på vores opfordring til udenrigsminister Kristian Jensen (V):
Stop Danmarks-bistanden: Udviklingsbistand skal gå til udviklingslande!
Hvis OECD-landene beslutter at gå videre med de nye regler, er der er tale om en fuldstændig afvikling af udviklingsbistanden, som vi kender den. Så vil det meste af dansk bistand i stedet gå til integrationsminister Inger Støjberg (V) og finansiering af asylmodtagere i Danmark.
Men det går altså ikke! Bistand skal gå til at bekæmpe ulighed og fattigdom i fattige lande, og fx hjælpe landene med at opkræve skatter, så de selv kan finansiere uddannelser og velfærd.
Du kan skrive under på hjemmesiden ibis.dk