skip to Main Content

1880’ernes Grønland og København

Af Margit Andersen

Med ”Efter åndemaneren” afslutter Kim Leine sin Grønlandstrilogi, hvor hvert bind kan læses selvstændigt, og man må nok sige, at fortællerkilden stadig sprudler.

En rød tråd er krimihistorien, der begynder med noget så uhyggeligt som et gravrøveri. Familieforholdene er så spegede, at det er svært for de involverede selv at finde ud af dem og af blandingsforholdet mellem danskere og grønlændere, for det er jo forskelligt, hvad der bliver dominerende i arvemassen.

En anden tråd er Konebådsekspeditionen, der gik op langs østsiden af Grønland til Ammassalik for at udforske, hvordan den lille flok hedninger deroppe levede, og ikke mindst med henblik på at kortlægge området og undersøge muligheden for at oprette en handelsstation og dermed legitimere hele Grønland som dansk besiddelse.

Det meste af handlingen udspiller sig i 1880’erne med en lille bygd i Vestgrønland som udgangspunkt. Her er kateketen en vigtig person, som med sine praktiske erfaringer og sans for naturens luner bliver en uvurderlig underleder af ekspeditionen. En anden hovedperson er Sara, der bliver gravid med en mand, hun ikke vil have, og som i perioder tager sig af en mystisk eneboer, der er halvlam efter et ”hjerneslag” og mest interesserer sig for at tegne nøgne damer. Dertil kommer et væld at andre spændende skikkelser.

Men Leine bringer os også til København sammen med den unge grønlænder Jens, der rejser ned til sin far, der af uransagelige grunde er blevet dernede, i stedet for at tage med på ekspeditionen, som dens leder, løjtnant Holm, havde aftalt med ham.

Via Jens oplever vi Københavns myldrende liv og bevæger os både i overklassen og underklassen og ind i de skumle huler, hvor de to klasser mødes. Her oprulles pressens og politiets jagt på de homoseksuelle, som blandt andre Herman Bang blev offer for.

Ind i mellem springer bogen frem til 1953, hvor Grønland efter en vejledende folkeafstemning i Danmark, uden deltagelse af grønlænderne, skiftede status fra koloni til amt, for det med kolonier var ikke så velset mere, mens Danmarks interesse for Grønland var større end nogensinde, for med USA’s ønske om at oprette baser deroppe, var det nordlige amt blevet en økonomisk gevinst. Nu er det Rufus, der fortæller, en pensioneret dansk læge, hvis grønlandske forældre havde overgivet ham til løjtnant Holm og hans kone, da han var ganske lille, og som derfor voksede op i København.

Der er mange, der kommer til orde i romanen, men forfatteren lader dem alle tale nutidsdansk, hvad der fungerer godt. Man er fri for et kunstigt gammelagtigt sprog, og det gør fortællingen nærværende. Mennesker er stadig underlagt deres drifter og begær i mere eller mindre grad, identitet og tilhørsforhold eller mangel på samme er ligeså aktuelt i dag som dengang, for ikke at tale om alle de andre svagheder, der kan gøre livet svært.

Romanen, der er en blanding af fiktion og virkelighed, er en i omfang diger sag, men læsermæssigt slet ikke tung. Handlingen er spændende, sproget er godt, især hvad det beskrivende angår, enten det er den grønlandske natur eller Københavns byliv, der skildres. Man kan se, høre og lugte det hele. Og så får man udvidet sin viden om dette vores nordligste amt og om Danmark som kolonimagt af en forfatter, der ved, hvad han taler om.

Kim Leine: Efter åndemaneren. Gyldendal. 736 sider. 300 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk