25 procent

En fjerdedel danske skatteborgere er udsat

Af Lilli Rodeck

Kort før jul kom en nyhed, som burde have rejst et ramaskrig. Men ak, ingen politikere eller meningsdannere bemærkede denne alvorlige nyhed. Det skyldes nok den udbredte holdning, at folk ligger, som de har redt. 

Men at 25% ikke kan klare en uforudset udgift så som tandlægeregning, forhøjelse af varmeudgifter mm, synes ikke at vække opsigt. Det skyldes nok, at mange tror de 25% dækker folk på kontanthjælp. Men det er ikke sandt. En hel del af disse 25% er mennesker i lavtlønsjob, folkepensionister og syge. 

Skamplet

Det er en skamplet, at så mange borgere, som betaler skat, kan risikere at gå fra hus og hjem, hvis de får en regning, som de ikke kan betale eller overskue at ansøge om hjælp til. 

Det er blevet sværere at få hjælp til tandlæge, briller og høreapparater, da besparelser altid rammer de mennesker, som har sværest ved at få deres økonomi til at hænge sammen. 

Mange af de politiske tiltag på det sociale område funderes på en virkelighed, som kun findes blandt de velstående. Rigtig mange mennesker har ikke fede pensioner, og dagpengesatsen, uanset om det er sygedagpenge eller arbejdsløshedsdagpenge, er nu så lav, at tandlæge bliver uopnåelig og briller en uvirkelig drøm. Det er ret så tåbeligt, da vejen tilbage til arbejdsmarkedet bliver svær med rådne tænder og missende øjne. 

Priser stiger, tilskud falder

Det er uforskammet, at tilskud falder, mens priserne stiger uforholdsmæssigt. Det burde være en menneskeret at have sunde tænder, briller og høreapparater, som kan fungere. De høreapparater, som man kan få gratis, er ganske elendige.

I 2018 var det 25%, som havde så store økonomiske problemer, at de risikerer at ende i yderste fattigdom. Og lur mig, om ikke dette tal stiger i årene fremover. 

Politikerne har ikke vist vilje til at finde gode løsninger, så disse 25% kan opnå en tålelig tilværelse. Tværtimod lægger regeringen planer om, at mange af de kronisk syge, som hidtil har fået medicin på sygehusene, fremover skal betale selv, da de kommer til at overgå til egen læge. 

Samfundskonsekvenser

Selvom man statistisk fremkommer med, at medicinpriser falder, så er det ikke det samme som at tro, at mennesker med de laveste indkomster har råd til denne medicin. Og nødvendig medicin burde være gratis for alle. Det kan ikke være rigtigt, at mennesker kan stå på apoteket og sige, at de ikke har råd til den nødvendige medicin, som deres læge har ordineret.

Rent samfundsøkonomisk er det ikke særlig klogt, at så mange mennesker står i så store økonomiske vanskeligheder, at de ikke har råd til de højere og højere priser på mad, tøj, varme, el, vand, tandlæge, briller, medicin og høreapparater. 

Et samfund bliver kun fattigere af, at en fjerdedel ikke kan købe det nødvendige. Og hen over årene kan dette tal hurtigt blive til en tredjedel eller endog halvdelen.

Samtidig med denne nyhed kom en anden nyhed, som også burde få advarselslamperne til at blinke. Verdens 12 rigeste ejer lige så meget som halvdelen af jordens fattige.

Det er en farlig og syg udvikling, der hurtigt kan udvikle sig til social uro, som vi har set i USA, Ungarn, Polen, Brasilien og Filippinerne.