26 kommuner frontløbere i fuldtidsjob
Nu bliver der for alvor sat fokus på et af de hedeste ønsker blandt de kommunalt ansatte. Kommunernes Landsforening (KL) og de faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet er nu enige om, at 26 kommuner skal være ”frontløbere” i en indsats, der skal flere få til at arbejde på fuldtid.
40 procent på deltid
Hele 40 pct. af de kommunalt ansatte arbejder i dag på deltid. For pædagogerne er det hver anden, der er på nedsat tid, mens gruppen af social- og sundhedsansatte har hele 80 pct. arbejdende på deltid.
Alene inden for kommunalt ansat social- og sundhedspersonale vil det udløse omkring 12.000 flere årsværk, hvis alle deltidsansatte gik op på fuldtid. Det tal omfatter ikke engang de mange timelønnede, som også arbejder inden for området, fremgår det af Fagforbundet FOA´s hjemmeside.
Deltid efter behov
– Det fælles mål er ikke, at alle skal arbejde fuldtid, men at fuldtid bliver det normale, og at man så arbejder på deltid i de af livets faser, hvor man har behov for det. Og det er klart, at det skal gå hånd i hånd med et godt arbejdsmiljø, siger formanden for Forhandlingsfællesskabet, Mona Striib, der også er formand for FOA.
Selvforskyldt
Historisk set er udfordringen med de alt for mange deltidsstillinger især et politisk problem, fordi kommunerne selv bevidst slår deltidsstillingerne op.
Det gør de for eksempel for at begrænse lønudgifterne i daginstitutionerne, hvor der på nogle tider af dagen er brug for flere hænder end i ydertimerne med færre børn. Det samme gælder også på områderne rengøring og kost.
Klare sidegevinster
En betydelig forøgelse af fuldtidsarbejdet har flere fordele. Det vil bidrage til øget ligestilling, da især mange kvinder er på deltid og derfor har en lavere livsindkomst og pension end deres mandlige kollegaer. Samtidig vil flere fuldtidsansatte skabe bedre sammenhæng for den enkelte borger, som vil opleve færre personskift.
De 26 kommuner er
Albertslund, Odense, København, Frederiksberg, Høje-Taastrup, Ballerup, Lyngby-Taarbæk, Hørsholm, Haderslev, Sønderborg, Herning, Ikast-Brande, Gentofte, Varde, Vejen, Thisted, Vordingborg, Hillerød, Aalborg, Ringsted, Frederikshavn, Esbjerg, Holstebro, Sorø, Odsherred, Lejre.
alni