28 dage der rystede Randers

Af John Poulsen

Generalstrejker er ikke hverdagskost her til lands, og hvor mange har overhovedet hørt om generalstrejken i Randers i 1922, som varede i 28 dage?

Arbejdsgiverne havde i 1921 forlangt, at arbejderne ved den kommende overenskomstfornyelse skulle gå 15% ned i løn, og 8 timers arbejdsdagen skulle bortfalde. Da arbejdersiden sagde nej, erklærede arbejdsgiverne lockout.

I Randers startede det med, at en gruppe skruebrækkere den 17. marts var gået i gang med at losse foderstoffer i havnen, og her greb en gruppe arbejdere ind. Det kom til kampe mellem dem og politiet, og konflikten eskalerede, da politimesteren ikke ville fjerne hverken skruebrækkerne eller politiet fra havnen.

Arbejderne svarede igen med generalstrejke, som blev bakket op af næsten alle fagforeninger og af Socialdemokratiet i byen. Politimesteren satte byen i undtagelsestilstand og tilkaldte ekstra politi og militær. Da arbejderne på byens værker også gik i strejke, blev den såkaldte Samfundhjælp sat ind for at holde dem i gang. For at svække ledelsen af strejken blev en række aktive fagforeningsfolk arresteret og varetægtsfængslet, og det samme blev DKP’eren Thøger Thøgersen, som var i byen.

Politiet gik så vidt som til i København at anholde partiets formand og ransage partikontoret, fordi man påstod, at partiet stod bag strejken. De samvirkende Fagforbund (DSF) modarbejdede strejken ved at standse udbetalingen af lockoutunderstøttelse, og det samme gjorde indenrigsministeriet ved at standse understøttelse til arbejdsløse.

Som modvægt blev der i hele landet indsamlet penge til de strejkende, i alt 100.000 kr., og formanden for arbejdsmandsforbundet, Lyngsie, gav i København en af strejkelederne 10.000 kr. med den lakoniske bemærkning, at Lyngsie aldrig ville understøtte en ulovlig strejke. Også byens handlende og andre viste solidaritet. Slagterne solgte billigt kød, købmændene forærede gratis kartofler, der blev delt fisk og æg ud, og en barber klippede og barberede de strejkende gratis. Men efter at DSF havde indgået forlig med arbejdsgiverne, måtte man opgive strejken.

Den tidligere randrusianer Lars Ulrich Thomsen har interesseret sig for begivenheden og nu skrevet bogen ”Hammer eller ambolt”. Men historien, der kunne være blevet en fængslende og dramatisk skildring, er desværre blevet kedelig. Formidlingen er tør, refererende og unødvendigt belærende.

Historien er i sig selv et lærestykke, der ikke har brug for at blive forklaret. Ideen med at opdele bogen i først en generel fortælling og derpå en dag-til-dag-beskrivelse er en underlig gang dobbeltkonfekt. Alt i alt må det konkluderes, at hensigten er god, og at resultatet kunne være blevet bedre ved en grundig redigering og en korrekturlæsning.

Begivenheden har været omtalt i en række mindre artikler og bøger, og på den musikalske front blev der i 1978 skrevet en ballade om strejken, som blev brugt i et teaterstykke, der blev opført i 1985.

Hvis man vil læse en anderledes levende øjenvidneberetning, så skal man have fat i Folkets Jul fra 1955, hvori Martin Nielsen har en artikel om begivenheden. Han var en af de ledende i starten, men blev allerede på strejkens tredjedag arresteret af politiet og varetægtsfængslet i 63 dage, før han blev fremstillet for en dommer og løsladt. Ved Vestre Landsret blev han, ligesom de andre arresterede, pure frikendt for at opildne til oprør og fik en erstatning på 650 kr. for uberettiget varetægtsfængsling.

Lars Ulrik Thomsen:
Hammer eller ambolt. Forlaget Populi. 64 s. 154 kr.