30 timers arbejdsuge
OK 17 skal sætte fokus på nedsættelsen af arbejdstiden
Af Betty Carlsson
Kravet om nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer ugentligt med fuld lønkompensation er rejst og breder sig. Det er også på høje tid, at dette krav rejses.
Siden 1990’erne er virksomhedernes overskud eksploderet. Arbejdsgiverne, som nu betegnes investorerne, har gennem flere tiår hentet historisk profit hjem til sig. I de råd, de giver til hinanden, fremhæver de ”trimning af virksomhederne” som en væsentlig årsag. Trimning betyder færre ansatte, det vil sige færre lønomkostninger, og at de tilbageværende skal øge produktiviteten, det vil sige arbejde hårdere.
Konsekvenserne af dette ses i den voldsomme stigning af stress relaterede sygdomme og nedslidning.
Færre om mere
Samme konsekvenser ses i den offentlige sektor, der gennem de seneste tyve år har været ramt af nedskæring på nedskæring af personalet, så nu alt for få skal løse – ikke alene de samme opgaver, men stigende opgaver netop på grund af nedskæringerne og de mange afskedigelser. For at føje spot til spe er efterlønsordningen, som man selv sparede op til, væk for de kommende nedslidte, samtidig med at folkepensionsalderen er hævet. At håbe på førtidspension som nedslidt er så godt som illusorisk.
27 år uden nedsættelse
Den ugentlige arbejdstid blev nedsat til 37 timer ugentligt i 1990. Det er 27 år siden. Nedsættelse af den ugentlige arbejdstid har siden 1920 været en væsentlig del af fagbevægelsens kamp. I 1920 nedsattes arbejdstiden til 48 timer – fra 60 timer ved århundredskiftet. Med 1980’ernes stigende produktivitet kom der mere gang i arbejdstidsnedsættelsen: Fra 1986 med 39 timers arbejdsuge nedsattes den i 1988 til 38 timer og to år senere i 1990 til de nuværende 37 timer. Der har således ikke været rørt ved arbejdstiden i 27–28 år når der næste år skal fornyes overenskomst.
Arbejdstiden
1920 48 timer
1959 45 timer
1966 44 timer
1968 42½ time
1970 41¾ time
1974 40 timer
1986 39 timer
1987 38½ time
1988 38 timer
1989 37½ time
1990 37 timer