Den kapitalistiske myte om Markedet

Spørgsmålet er hvem og hvad der regulerer

Af Per Andreas Kvaseth

Læren om handels- og arbejdskraftmarkederne, som styrer sig selv med guddommelig indsigt og efter de tilfældige indfaldsvinklers uransagelige love eller ikke-love, er den kapitalistiske Ny-liberalismes hellige gral. Dens mystiske og mytiske indhold, hvor usynlige hænder sørger for en altopfyldende retfærdighed, er udtryk for alle religioners afløser, men alligevel fyldt med troen på overnaturlige magter, som intet menneske kan kontrollere eller kommandere. Endsige regulere.

Nu viser jo alle samfundskonstruktioner i historisk tid, hvor disse markedskræfter har regeret med uindskrænket magt, at det modsatte af retfærdigheden indtræffer. Det bedste eksempel er vor tids nyliberale frigørelse, hvor samfund med stor grad af lighed i løbet af forbløffende kort tid har ændret karakter til afdemokratiserede for-skelssamfund. Den franske økonom Thomas Piketty har skrevet en bog om dette.

Utopi og dystopi

Er det nu således, at denne frigørelse virkeligt er en frigørelse? At det regulerede marked nu er blevet mindre reguleret eller helt dereguleret? I så fald skulle vi jo have gået den modsatte vej – fra forskelssamfundet til samfund med stor grad af lighed.

Jeg har i mange år påstået, at et marked uden styring og regulering ikke eksisterer. Faktisk ikke kan eksistere. Som om et marked skulle være en levende organisme. Et væsen, som robotagtigt men af egen fri vilje udfører sin bestemmelse og livsgerning – at gøre mennesket lykkeligt. Et som organiserer og nærmest med religiøs retfærdighedssans sørger for, at markedskræfterne opfører sig som en mellemting mellem Moder Theresa og Jesus. Økonomer, jeg har diskuteret med, ryster på hovedet og blinker. Men jeg er urokkelig – det såkaldt deregulerede marked er en kapitalistisk utopi. For alle andre end borgerskabets kapitalister er det en dystopi.

Fra fællesskabet til kapitalkræfter

Det utopiske og dystopiske ligger ikke i reelle lykketil-stande eller ulykketilstande som følge af en fiktiv tilstand med betegnelsen dereguleret marked. Det, som sker, når kapitalkræfterne frigør markedet for fællesskabets regulering og kontrol, er, at denne regulering og kontrol overtages af kapitalkræfterne selv.

Selvsagt styrer en postkasse, en børs eller en butiksdisk ikke sig selv – de skifter bare bestyrere. Selv om bonden på grønsagsmarkedet udmærket godt ved, at prisen på hans gulerødder er afhængig af antallet af gulerodssælgere og kundernes behov for gulerødder, er spørgsmålet vel heller ikke, om landets regering har været dygtig nok til at regulere produktionen af gulerødder således at den er tilpasset forbruget. For derved at prisregulere og overstyre disse guddommelige markedskræfter. Dette kaldes jo ganske enkelt praktisk og dygtig landbrugs-, pris- og lønpolitik med sund markedsregulering.

Samfundet – ikke markedet

Det deregulerede marked eksisterer ikke. Alle verdens økonomer kan sige, hvad de vil om alle verdens marke-der. Tilbud og efterspørgsel, overskud og underskud af arbejdskraft og varer vil lovmæssigt føre til sinuskurver i kvalitet og pris, men denne lovmæssighed er underlagt samfundsforholdene – ikke markederne.

Det er i klassesamfundets magtforhold, vi finder regulering og deregulering. Særkendet ved fællesskabets folkedemokrati er regulering og kontrol, særkendet ved kapitalismens borgerdemokrati er deregulering og usynliggjorte hænder.

Og i det deregulerede marked, hvor magt og styring er overført fra folkeforsamlingen til private styrekabiner, bliver reguleringen af markederne overført fra myndigheder og fællesskab til kapitalkræfterne. Men gør det markederne deregulerede?