En bombe under dagpengesystemet
EU vil gøre det lettere for vandrende arbejdskraft af få dagpenge i Danmark
En revidering af EU’s di-rektiv om social sikring kan betyde, at det bliver muligt for alle borgere i et EU-medlemsland at nøjes med at arbejde én dag i Danmark for at kunne tage dagpenge med ud af landet i op til seks måneder.
Hvis arbejderen har optjent dagpengeretten hjemme, er en dags arbejde i Danmark altså nok, hvis det står til det nye forslag, der er stillet i EU-parlamentet.
Det skriver Faglig EU debat, der udgives af Folkebevægelsen mod EU.
Tilskynder social dumping
Det nye i forslaget er, at arbejderen kan tage dagpengene med hjem, hvis vedkommende har opnået dagpengeret derhjemme. Det betyder ofte, at danske dagpenge er meget mere værd der.
Medlem af EU-parlamentet fra Folkebevægelsen, Rina Ronja Kari frygter for det danske dagpengesystem, hvis forslaget vedtages.
– Jeg kan frygte, at flere bliver udnyttet af grådige arbejdsgivere, hvis guleroden er dagpenge med hjem i seks måneder. Det er ikke svært at forestille sig, hvem der vil se en fordel i det i lande, hvor lønnen er lav. Det vil betyde dårligere arbejdsvilkår både for polakken og danskeren, siger Rina Ronja Kari.
Fremad mod harmonisering
Hensigten med direktivet er at garantere, at EU-borgere ”trygt” kan flytte rundt i Unionen efter job, fordi den sociale sikring følger med. En sådan revision kan nu føre til undergravning af hele det danske dagpengesystem, og føre endnu mere social dumping og dårligere arbejdsvilkår for både de udenlandske og danske arbejdere med sig.
– Det vil have store konsekvenser for vores dagpengesystem. Det er en direkte vej mod en harmonisering af dagpengesystemet over hele Europa, fortsætter Rina Ronja Kari.
De nye regler blev godkendt af et flertal af EU-landenes beskæftigelses- og socialministre på et ministerrådsmøde i slutningen af juni, selvom Danmark og 10 andre EU-lande, hovedsageligt fra Vesteuropa, var imod.
Stop det
Regelændringer skal en tur gennem EU-parlamentet. Det betyder, at der formentlig vil gå et par år, før de træder i kraft.
Folkebevægelsen mod EU har klart bebudet at give forslaget modstand, og peger på at det er endnu en vigtig grund til at forstærke kravet om at forlade EU – og, tilføjer vi, en alvorlig udfordring for fagbevægelsen, der kalder på omtanke, reaktion og aktion.
-bfc