Skip to content

3F’ere jubler over afpresning

Vej og Park i Hørsholm fik valget mellem pest og kolera. Det koster fem kolleger jobbet, fordi der skal spares ca. en million kr. pr. år fra 2017. Herefter skal der realiseres en årlig gevinst gennem effektivisering på to procent.

Den tragikomiske jubel kommer til udtryk i 3F’s nyhedsbrev under overskriften ”3F’ere i Hørsholm jubler: Vinder udbud på vej- og parkarbejde”.

Ros og malurt

Formanden for 3F Nordsjælland Øst, Hans Nissen er så tilfreds med udfaldet af udbuddet, at han udtaler, at ”der er grund til at rose politikerne i Hørsholm for at vægte god kvalitet og god service højere end en kortsigtet beskeden økonomisk gevinst”.

Tillidsmand Palle Jensen udtaler endnu mere begejstret: ”Det er genialt, at vi har vundet!”

Tillidsmanden erkender dog, at der også malurt i bægeret fordi han må vinke farvel til hver fjerde kollega ud af en snes ansatte på materielgården og derudover medvirke til den årlige effektivisering på to procent.

– Den del er som at få en spand koldt vand i hovedet. For det er aldrig sjovt, at nogen skal afskediges. Men jeg bliver også nødt til at sige, at det kunne have været værre. Det er bedre at blive fyret af kommunen, end at et nyt firma overtager og afskediger, siger Palle Jensen til Fagbladet 3F.

Ustyrlig konservativ

På politikersiden er glæden som ventet helt ustyrlig, hvor den konservative Thorkild Gruelund udtaler:

– Jeg er ustyrligt glad for det her resultat. Vi kan be­holde nogle medarbejdere, der har arbejdet trofast hos os i mange år. Vi har også lige haft et udbud af plejehjemmet Margrethelund. Det vandt vi også selv. Så nu har vi brugt 3,5 mio. kr. på udbud, som vi selv vandt. Nu gider jeg ikke bruge flere penge på det gøgl. Det giver nervøse medarbejdere, unødvendigt stress, og vi kan jo se, at vi kan matche kravene, siger formanden for Social- og Seniorudvalget, Thorkild Gruelund (C).

Omvendt i Hillerød

I Hillerød er det gået lige omvendt. Her viser det sig, at besparelsen ved at lade et privat firma overtage vej- og parkområdet er smuldret gevaldigt ind i forhold til forvaltningens første oplysninger.

I kroner og øre har politikerne ventet at spare 5,2 mio. kr., men beløbet et skrumpet ind til en brøkdel, fordi forvaltningen havde regnet 4,1, mio. kr. galt. Ifølge sagsfremstillingen skal de 4,1 millioner kroner nu finansieres ved indtægter på vejområdet og besparelser, herunder en buget-barbering på 1,9 mio. kr. i fire år.

Forvaltningen har oplyst, at fejlen ikke har haft betydning for valget af entreprenør, der blev HedeDanmark. Forvaltningen har simpelthen klokket i det og ikke taget højde for, at vej og park har udført arbejde for kommunens andre afdelinger for de 4,1 mio. kr.
Tue Tortzen fra Fælleslisten kalder sagen ”rigtig grim”:

– Det betyder reelt set, at vi ikke sparer noget ved at udbyde opgaven. Samtidig er det uhyrligt så dårligt forvaltningen har tjek på sagerne, udtaler han.

Fakta og hede drømme om mere udbud

Det offentlige købte i 2014 varer og tjenester hos private for hele 100 mia. kr.

Det er en stigning fra 25,1 til 25,4 procent af de værdier på knap 400 mia. kr., som staten mener er såkaldt ”udbuds­egnede”. Kilde: Forbrugerstyrelsens analyse ”Status for offentlig konkurrence 2015”.

”Gevinsterne ved at sende offentlige opgaver i konkurrence er væsentlige. Det offentlige kan køre meget længere på literen, uden at det går ud over kvaliteten. Derfor kommer vi til at se flere udbud, men det går ikke hurtigt nok…

Måltal er en virksom måde til at få gang i udbud i den offentlige sektor, så det er vi tilhængere af. Vi mener, at opgaver for yderligere 50 mia. kr. skal i udbud inden 2020.”

Markedschef for Dansk Erhverv, Jakob Scharff, kommentar til analysen.

”Dansk Byggeri foreslår, at der indføres et krav til kommunerne om, hvor meget de skal konkurrenceudsætte – hvilket i øvrigt var tilfældet, da Venstre sidst sad i regering. Vi foreslår, at kommunerne som et minimum skal udsætte 50 pct. af de tekniske opgaver ved udgangen af 2016. Derefter bør kravet hæves til 70 pct.”

Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, kommentar til analysen.

-alni

Hasard-spillet fortsætter

I apriludgaven af KOMMUNIST konstaterede vi, at de folkevalgte arbejdsgivere i byrådene i stor stil – bevidst eller med lukkede øjne – deltager i den øgede rovdrift på de ansatte i forhold til både arbejdstempo og udhuling af lønnen i forbindelse med udbud af opgaver på vej- og parkområdet i Kalundborg og Kolding.

Der spilles groft sagt hasard med de offentligt ansatte som indsats: Enten løber I stærkere eller jobbet går til de private. Nye eksempler fra Hørsholm og Hillerød bekræfter dette.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk