De fem forbandede år

– Velkommen til Helvede…

Af Louis Bülow

Tirsdag den 9. april 1940 skal blive en dag, der for tid og evighed skriver sig ind i de historiske annaler og for altid forandrer dén verden, man kender.

Klokken fire om morgenen bliver Danmark invaderet af tyske tropper, der besætter byer, havne og kaserner. Hele landet bliver vækket af brummende motorstøj, der går over i et infernalsk spektakel, da tunge transportfly og hurtige jagereskadriller i nærmest endeløse formationer flyver ind over landet i trætopshøjde på vej mod nord.

I de dramatiske morgentimer skriver forfatteren Otto Gelsted spontant sit berømte nationaldigt De mørke Fugle fløj:

De mørke Fugle fløj ved Gry med Motorstøj
i Eskadriller over Byens Tage.
Da så vi og forstod, det gik til Hjertets Rod,
at vi fik Trældoms bitre Brød at smage.

Nu fulgte besættelsens fem forbandede år, og over hele landet lurede angsten, frygten og utrygheden bag de nedrullede mørklægningsgardiner.

Stikkeren

Vi skruer tiden tilbage til en lun forårsaften midt under besættelsen, hvor den 19-årige Grethe Bartram fra Klostergade i Aarhus som så ofte før sad nøgenmodel på Croquis-skolen for en lille kreds af tegnere og kunstnere, blandt dem maleren Thorvald Hansen og hans sønner Ib og Preben.

Den unge pige og mor til en 3-årig søn havde længe tjent til dagen og vejen som model og nød kunstnernes tillid under dække af en fordækt tilknytning til det kommunistiske parti, der under besættelsen gik forrest i kampen mod nazisternes tyranni og undertrykkelse.

Hendes dobbeltspil kom bag på nærmest alle, og allerede tidligt forrådte hun partiet ved uden blusel at træde i Gestapos tjeneste som storstikker og informant og for ussel mammon sælge en lang række kommunistiske modstandsfolk, familie og venner til en tragisk og barsk skæbne.

Hun fik næsten 70 ofre på samvittigheden, 33 af dem blev deporteret til de berygtede KZ lejre sydpå og 9 vendte aldrig tilbage.

Også dén aften på skolen forsøgte Grete Bartram at opsnappe fortrolig information i snakken om løst og fast, som hun kunne videregive til Gestapo. Hun fulgtes på turen hjemad med maleren Anders Andersen, som hun listigt gav sig til at pumpe for oplysninger, mens hun nedgjorde tyskerne: Synes De ikke også, hr. Andersen?

Han anede dog uråd og faldt ikke i fælden.

Fra Frøslevlejren til KZ Neuengamme

Ikke alle var lige så heldige. Selv om også kunstmaleren Thorvald Hansen havde fattet mistanke til den unge pige, blev han taget af Gestapo i juni 1944 sammen med sine sønner Ib og Preben og interneret i Frøslev.

Tidligt fredag morgen den 6. oktober 1944 fik danske modstandsfolk en brat opvågnen i deres barakker, da Gestapo kommanderede dem ud til selektion og navneopråb til en Tysklands-transport til den berygtede KZ Neuengamme. 

I barak H 17 kom det ikke bag på 20-årige Steen Lykkeberg, at hans navn blev råbt op. Han havde i Aarhus som purung kommunist været én af modstandskampens store profiler og var en flittig gæst i Thorvald Hansens hjem i Vestergade for at aflevere illegal post. Også Steen var blevet stukket af Grethe Bartram. 

I barak H 14 var den 16-årige Ib Holm Hansen blandt de udvalgte, og han skulle blive den yngste nogensinde, der blev sendt fra Frøslev til Tyskland. Nogle dage senere kom turen til faderen Thorvald Hansen, 49 år, og storebroderen Preben Holm Hansen, 19 år.

Ib var et gudsbenådet kunstnerisk talent, der allerede i 1942 som 14-årig debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han havde haft værker med på separate udstillinger i Aarhus i 1943, Silkeborg i 1944 og to gange på Den Frie.

Ondskabens lejre

I Frøslev-lejren fik de godt 200 fanger kun kort tid til at pakke, inden de blev læsset på lastbiler og kørt til den tyske grænsestation Harrislee, hvor kreaturvogne var kørt op. Få dage senere ankom de til KZ Neuengamme til et inferno af morderisk barbari uden sidestykke i verdenshistorien. Selve inkarnationen af absolut ondskab.

En hæslig stank af forrådnelse havde lagt sig tungt over KZ lejren og blandede sig med den sødlige hørm fra afbrænding af lig. Krematorieskorstene, vagttårne, barakker. Levende døde med øjne, der lyste af håbløshed og lidelse, schæferhunde, der gøede som rasende, SS-bødler, der pryglede løs. Krematoriet arbejdede i døgndrift, ligene hobede sig op, omhyggeligt stablet i flere meters højde.

En udmagret muselmand hviskede hæst på dansk: ”Velkommen til helvede…”

Aldrig skulle de danske modstandsfolk glemme deres første dag i lejren. Med Steen Lykkebergs ord: ”Med til det første syn hørte et pjaltet lig, der hang i det elektriske hegn … Vi så dynger af lig, uden nysgerrighed, uden følelse, vi så mennesker blive mishandlet …”

Døden og sygdommene

Ifølge historikere passerede 106.000 fanger – heraf 4.800 danske – gennem KZ Neuengamme under krigen, og under halvdelen klarede sig igennem i live.

Efter få uger blev Ib og Steen begge deporteret videre til tvangsarbejde i bly- og akkumulatorfabrikken Varta i underkommando Hannover-Stöcken. Også forholdene her trodsede enhver beskrivelse, og sult og sygdom gjorde dødeligheden tårnhøj.

Christian Brønnum – fremtrædende kommunist, medfange og også ét af Grethe Bartrams ofre – har fortalt om dengang: ”Når vi om Aftenen kravlede ned under de snavsede Tæpper i vores Køje, talte Ib gerne om sin Mor og Stuerne derhjemme, om sin Far og Bror … En Dag talte vi om, når vi skulde rejse hjem …Vi skulde have gule Ærter og Pandekager, desuden Æblekage og Kaffe. ”Nej, hvor vi skal spise os mætte, og så…” ”Og hvad så?” afbrød jeg. ”Jo… så skal der vel nok males”.

Næsten samtidigt blev faderen Thorvald og broderen Preben sendt til udekommando Alt Garge uden anelse om, at Ib arbejdede ikke så langt derfra. Efter krigen fortalte en medfange Niels E. Jørgensen, at far og søn altid arbejdede sammen, på samme skinnehold eller ved samme tipvogn.

Så blev der snakket minder fra hjemmet og moderens ”Pandekager med Jordbær-Syltetøj og Flødeskum. Men aldrig snakkede vi sådan, uden at de til Slut blev lidt fjerne i Øjnene og mumlede … hvordan mon det gik Ib?”

Dagen efter Ib Holm Hansens 17-års fødselsdag den 15. februar 1945 bukkede Thorvald Hansen under for sult og barske strabadser. Få uger senere blev Steen indlagt på KZ-lejrens revir med blyforgiftning sammen med Ib, der døde den 15. marts – i år netop 75 år siden.

Steen Lykkeberg har siden fortalt om vennens sidste svære dage:

”I køjen ved siden af mig lå Ib. Hans dage var talte, hans krop var befængt med store flegmonesår, så store, at man kunne putte en knyttet næve deri. Selv i dette helvede, hvor enhver var sig selv nok, var jeg rørt over hans skæbne og den måde, han mødte døden på. Han led frygteligt, men aldrig hørte jeg et beklagende ord”.

Med Steens ord: ”Her lå han, allerede en anerkendt kunstner som 16-årig. Han fortalte mig meget om sin mor, om sin barndom. Han sukkede efter vand, som det var døden at drikke. Hent vand til mig, Steen! Jeg dør alligevel, om jeg får det eller ej”. 

Mirakuløse overlevelser

Et billede fra dengang mejslede sig for tid og evighed ind på Steen Lykkebergs nethinde: den unge kunstners hoved, der knaldede hårdt mod stengulvet, da han i benene blev slæbt ud af barakken.

Preben og Steen klarede sig nærmest mirakuløst igennem måneders barske lidelser, og ved befrielsen i maj 1945 blev de bragt hjem til Danmark med de hvide busser.

Steen Lykkeberg – en syg og udmarvet 21-årig, der nu vejede sølle 38 kg – blev genforenet først med sin far og senere hele familien. Han har senere fortalt om det første bevægende gensyn:

”Vi omfavnede hinanden – tårerne løb ned ad kinderne både på ham og mig, os, der ellers aldrig viste vores følelser for hinanden på den måde. Han klemte mig ind til sig og blev ved med at gentage: Godt, du er i live – godt, du er i live! Mor græder hele dagen af glæde”.