Børn i krigens skygge
Af Margit Andersen
Det Afghanistan, vi bliver præsenteret for af medierne, er en krigszone, men der findes jo også en anden side, nemlig den civile befolkning, der fanget i krigen forsøger at føre en normal tilværelse.
Det er den side, instruktøren Shahrbanoo Sadat viser os i filmene ”Wolf and Sheep” (2017) og “Mit børnehjem i Kabul”. De bygger begge frit på Anwar Hashimis’ erindringer, og Sadats ambitiøse projekt er at lave tre til om drengen Qodrats liv og udvikling.
“Wolf and Sheep” opleves næsten dokumentarisk i beskrivelsen af det stillestående landsbyliv, hvor drenge og piger tilbringer dagene med at vogte geder, slås, pjatte og bringe forældrenes sladder og myter til torvs. Skolegang er der ikke noget, der hedder derude på landet.
Drengene øver sig i at kaste sten med slynger for på den måde at holde ulvene væk, og da det resulterer i, at en dreng en dag får skudt øjet ud, er reaktionen noget anderledes, end den ville have været hos os, hvor sådan noget ville være foregået under tåbelig leg, mens det her nærmest er en arbejdsulykke. Ofret får en lussing, og derefter går mændene i gang med at diskutere, hvor mange får det bør koste synderen at have gjort kammeraten halvblind.
”Mit børnehjem i Kabul” foregår, som titlen angiver, i Kabul i slutningen af 1980’erne, hvor russerne er i landet efter anmodning fra den afghanske regering. Den 15-årige Qodrat er et gadebarn, der lever af at sælge nøgleringe og sortbørsbilletter til de meget populære Bollywood-film, men en dag bliver han snuppet af politiet og anbragt på et sovjetisk børnehjem, der i bedste Makarenko-tradition tager sig af hjemløse børn..
Her begynder en helt ny tilværelse med skoleundervisning, engagerede lærere, sport, venskaber og svævende amoriner. Dog ikke uden torne for drengene er jo en samling rødder, der hidtil har gået i livets hårde skole og bærer præg af det.
Den helt store oplevelse bliver, da de inviteres på et ophold i en sovjetisk pionerlejr og endog kommer på besøg i Leninmausolæet i Moskva. Krigen og den politiske situation inddrages kun antydningsvis, for det er ikke noget, børnene går op i.
Qodrat er noget af en drømmer, og han skaber tit virkeligheden om til en film i Bollywood-stil med sig selv i helterollen inde i sit hoved, og det gør han også den dag, hvor oprørerne har taget magten og invaderer børnehjemmet. Sådan har instruktøren valgt at lade ham og os flygte fra den grumme virkelighed.
Også denne film virker dokumentarisk, fordi drengene er så ægte, men det er en konstrueret fortælling efter Hashimis’ erindringer. Den er optaget i Tadsjikistan med amatørskuespillere fra Afghanistan og med støtte fra bl.a. Det Danske Filminstitut.
På grund af Covid-19- restriktionerne kan filmen ikke ses i biograferne, men den kan hentes online på www.grandhjemmebio.dk og på www.blockbuster.dk.
Mit børnehjem i Kabul. Instruktion Shahrbanoo Sadat