8. marts: Åh, de kvinder
Snart får vi blomster og et tillykke med dagen og det er ikke Mors dag, vi taler om, men kvindernes internationale kampdag, og den skal bruges
Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark
Når medierne omtaler kvindernes 8. marts, er det om mangel på kvinder i virksomhedsbestyrelser eller skingrende feminister. Der trækkes kvindelige chefer ind, som hyldes for deres iværksætteri og deres mod til at være bosser i egen virksomhed.
Sidst var det en kvindelig studievært, som drog helt til London for at mødes med Helle Thorning for at få lov at låne hendes ”berømte”? jakke, hun åbenbart havde på den dag, hun blev Danmarks første kvindelige statsminister.
”Du betød så meget for mig”, sagde hun til Helle og drog hjem til Nationalmuseet og krævede jakken udstillet – en ikonisk jakke? Panelet består af tre, der vælger, hvad der skal vises. To kvinder og en mand. Manden lignede en stor tom undren. Men nu var der tre kvinder mod en mand, og han turde ikke sige dem imod. Jakken kom med.
Ikke super rollemodeller
Jeg havde det fuldstændigt lige som ham. Var det politisk ukorrekt? Krænkede jeg mit eget køn? Var det ikke en kæmpe sejr, at en kvinde var blevet statsminister?
Det eneste, jeg husker, er en Gucci taske, skattely og Bjarne Corydon, der blev global direktør i McKinsey. Måske skulle det udstilles til skræk og advarsel? Jeg så for mig alle de grædende kvinder i USA, der havde håbet på, at Hillary Clinton blev deres første kvindelige præsident. De tudbrølede. En kvindesag var tabt til en mandeverden. Eller var den?
Hvad vandt afroamerikanerne ved, at Obama blev præsident? Hvad vandt kvinderne i Storbritanien ved, at Margaret Thatcher blev deres præmiereminister? Absolut intet. Tværtimod. Så blev kvindernes, sortes som hvides, rettigheder og leveomkostninger forringet. Helle Thorning indførte Budgetloven, der gør, at alt, hvad der vedrører vores velfærd, blev hakket i småstykker. Det berører alle kvinder i Danmark.
Hendes regering med Mette Frederiksen (vores anden kvindelige statsminister) som minister indførte alle de lede ydmygelser, som job-centrene ødelægger arbejdsløse og syge med. Heriblandt også kvinder. Og vi kan se i vores hverdag, hvilke vilkår vi bliver budt af kvinden Mette og andre kvindelige politikere. Kønnet er ingen kamp i sig selv.
Pseudodiskussioner
For et par måneder siden slog Dansk Handicapforbund et spørgsmål op på Facebook. ”Er du tilfreds med logoet?” I ved det med en rullestol, som er malet på p-pladser og markerer handicaptoiletter.
Jeg blev så glad, da jeg læste alle svarene. De lød sammenfattet cirka sådan her: ”Brug tiden på at kæmpe for vores forhold og spild ikke tiden på logo”.
Baggrunden var, at der internationalt var nogle, der følte sig krænket, altså ikke rummet af det symbol. Lungesyge, blinde osv. (logoet er internationalt). Men de danske handicappede lod sig ikke afspore af en ”ikke diskussion”. De bliver ramt rigtigt hårdt af Budgetloven og almindelig retssikkerhed, dagligt – også kvindelige handicappede.
Verden i dag bruger meget tid på ”ikke diskussioner”, pakket ind i en følelse af, at vi deltager i en demokratisk proces og en anerkendelse af vores situation. Men i virkeligheden er det en afsporing fra, hvad der rammer os hårdt og brutalt fra politisk side.
Udnyttelse og misbrug
DR kører et program om danskere i Dubai. En dansk kvinde havde et kørekort, hvor der stod ”hustru uden ret til at arbejde”, det fik hun heldigvis ændret til bare ”hustru”. Hun havde en filippinsk kvinde som hushjælp. En af de tusindvis af fattige kvinder, der må forlade deres hjem og børn for at arbejde på slavelignende vilkår uden rettigheder. Ligesom mændene der mest er i byggebranchen. De dør, og nye kommer til, og hjulene kører videre. Der er masser af fattige at tage af.
Det har vi også herhjemme. Et kæmpe arbejdsmarked med lønninger i landbruget på 50 kroner i timen, men de er gode mod dyr. Vi møder dem kort som vores trappevasker, i restauranter, hoteller og mange andre steder, både kvinder og mænd.
Tak til fagbevægelsen for fortsat at afsløre disse uhyrligheder og kæmpe for deres kollegers vilkår.
Fælles klassekamp
Og hvor vil jeg hen med det? Jo, det handler om mennesker, kvinder, hermafroditter, mænd. Det handler om raske og syge, om mennesker i arbejde eller arbejdsløse i tvangsarbejde. Det handler om handicappede og ældre, om børn og unge.
Så når vi deltager i 8. marts så husk, at når manden blev arbejdsløs, fordi Margaret Thatcher valgte at nedlægge minerne, eller når virksomheder flytter ud af landet, så rammer det hele familien og samfundet. Når ens handicappede barn får frataget sine ledsagertimer, så rammer det hele familien. Eller når overenskomsten forhandles, så gælder det os alle. Lige meget hvilket køn du er.
8. marts er der hvor stærke kvinder skal gennemskue disse ting og videreformidle det til andre kvinder og mænd. Så vi sammen i respekt for hinanden styrker sammenholdet.
For klassekamp er også kvindekamp. Vi kæmper ikke for egen vindings skyld. Vi vil ikke huskes for vores påklædning på en enkelt valgaften. Men for den politik, der løfter i flok og gavner os alle.
God 8. marts